[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

12/4. MARYSVILLE

Vi står tidligt op, klokken er kun 7.15, da vi hopper ud af bilen. Et kor af eksotiske fuglestemmer møder os. Vi er temmelig højt oppe men nede mellem nogle meget høje og stejle bjergvægge, så solen kommer ikke foreløbig. Vi spiser morgenmad, og forlader byen, før forretningerne åbner.

Selve byen ligger i en smal kløft. Den var engang Australiens største guldgraverby. Nu bor her under 100. Ud over hotellerne, som er i kolonistil, er der små yndige villaer med støbejernsfiligran og smukke blomsterfulde haver.

Vi kører tilbage af den stærkt slyngede vej til Erica. På skiltene står 100 kilometer i timen, men jeg kan ikke kommer over 40, hvis vi skal blive på bjergvejen.

Vi får en kop kaffe og te hos den lokale landhandel og sidder og nyder solen foran butikken. Her nede i dalen er vejret pragtfuldt. Vi er utroligt heldige at have en meget lækker indian-summer. Med lidt held kan den holde en uge til, så kører vi nord på.

Vi triller tilbage mod Melbourne og passerer de Toorongo vandfald, som vi ikke fandt i går. Vi kører ud gennem en lang smal dal, der er underskøn. En bred å slynger sig gennem køerne, store træer breder sine kroner ud over det frodige græs og alt ånder idyl. Selve vandfaldene er ikke noget videre, men skoven de ligger i er smuk.

Vi fortsætter i en stor bue ned mod (men for gud skyld ikke for tæt på) Melbourne. Standser for at strække benene, spise frokost og handle lidt ind i Yarra Junction. En rigtig bonde-/tømmerby, hvor tiden har stået stille i 20-40 år. Min morgenkaffe var ikke den bedste, så jeg vælger Coffe Lovers som frokostrestaurant.

Maden er den hidtil dårligste, vi har købt i Australien. De bagte kartofler er skamkogte, salaten ringe, en halv tomat til deling, ploughman-platten med to kubikcentimeter ost af to ubestemmelige slags og et par tynde skiver pålæg. Sammen med en kop udrikkelig kaffe (den første jeg har levnet af) og en milkshake koster det godt 100 kroner.

Næste stop bliver Healersville, hvor der er et Wildlife Sanctuary. Det blev egentlig grundlagt af Sir Colin McKensie, som var forsker i pungdyr. Da han flyttede i 1929, fik han overtalt regeringen til at lave reservatet. Ud over en stor udstilling af australske dyr har de meget forskning og opdræt.

Vi ser blandt andet hjælmede honningædere, som kun har overlevet her i haven, men nu bliver sat ud igen. Et andet sjældent dyr er den langfodede pataroo, som kun findes her i fangenskab og så i naturen.

Her er echidna, næbdyr, dingoer, wallabyer, diverse possumer, honning-egern, for mig ukendte parakitter, vadefugle, kæmpe varaner, et frøhus, et krybdyrhus, et nathus, flyvende hunde, koalaer, ørne og andet spændende. De reklamerer med hjemmesiden www.zoo.org.au

Det hele er udstillet i store naturlige bure med massere af pæn natur i mellem. Vi nyder de mange dyr, indtil det begynder at regne. Så kører vi vider til Marysville hvor statens højeste vandfald ligger (ja, det er også det højeste?).

På vejen kører vi gennem en fantastisk skov. Bunden er dækket af græs, mos, bregner og bregnetræer. Så er der 40-50 meter med nøgne stammer og et eller andet sted over de åbne eucalyptuskroner. Det virker fuldstændigt forkert, at der intet grønt er imellem.

Vi kommer til Marysville lidt over fem, og finder først en campingplads med varmt vand. Her begynder det også at smådryppe, så vi slår det store sejl op. Mens Rikke laver mad, finder jeg brænde. Selve pladsen er utrolig smuk. Vi har denne afdeling for os selv, og bagkanten af vores plads er den lille klukkende flod. Der er store træer over os og smuk natur rundt om os. Tre store latterfugle følger med på tætteste hold, mens Rikke kokkererer. De får et stykke brød og flyver fornærmet bort.

Efter maden sidder vi og hygger med et lille bål, som holder myggene væk. Indtil for otte måneder siden var der næbdyr i floden, men de er desværre ikke set siden.

Ved ni-tiden slukker vi bålet og kører op til vandfaldet. Det er i øvrigt 82 meter højt og op til fem meter bredt. Der er en oplyst gangsti hen til det og en voldsom stor spot på det. Det ser lidt pudsigt ud. Jeg glæder mig til at se det i dagslys. Tilbage på pladsen bliver vi mødt af en folkemængde. Der er vild gang i opslagningen af otte-ti telte. Det var da heldigt, vi hyggede, da vi havde det hele for os selv.

Vi læser, bader og skriver dagbog til sent (over otte!). I morgen skal vi se vandfaldet igen, besøge en have med sjældne planter og - lad os nu se.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]