[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

16/3. PÅ TRÆK

Rikke har ikke fået sovet hele natten, hun har haft kvalme. Computeren vækker os ikke, af en eller anden grund, tænder den ikke før femte gang. Det koster os morgenbadet. Nu gæler det bare om at komme ud af pladsen, før vi bliver bommet for en dag mere.

Så laver bilen knuder. Standser efter syv sekunder, jeg starter, syv sekunder, og så dør den. Havde problemet for et stykke tid siden, hvor vi lavede mad inde i bilen. Den gang kunne vi køre det væk. Regner med, et eller andet var blevet fugtigt. Humper ud af pladsen, og skiller relæerne ad. De ser fine ud, nøglekontakten ser pæn ud, og jeg kan ikke se nogle fejl i motoren.

Beslutter at droppe shoppingen i Launceston, og kører mod Georges Town, hvor vi skal have med katamaranen i morgen. Finder ud af, at hvis jeg bare drejer nøglen lidt hvert syvende sekund, kan vi godt køre. Så tørrer skidtet vel. Vi når små fem kilometer uden for byen, og så lyder motoren pludselig rigtigt dårligt.

Aner ikke, hvad der er galt, men måske har der været problemer med dieselpumpen, og da jeg nu har presset den til at køre, har den måske fået for tynd blanding, og brændt hul i et eller flere stempler.

Det er så et sekundært problem, hvad gør vi nu? Pakker alle vores værdier i Rikkes rygsæk, og tommer tilbage til byen. Der kører mange forbi, men den eneste reaktion vi ser, er grin. Jeg åbner motorhjelmen, for at vise, vi er havarerede. Måske hjælper det, et ungt par med to små børn tager os op. Hvor vil I hen? Tjah...

Bliver sat af på busstationen, hvor vi finder en telefonbog og en mønttelefon. Ringer først til TT-Line for at høre, om vi kan flytte billetten. Det kan vi heldigvis godt, men vi kan selvfølgelig ikke få billetter sådan lige. Kan vi få trukket bilen ombord? Klart nej. Beslutter, trods alt, at forsøge af få bugseret den 50 kilometer op til færgen, og så eventuelt humpe ombord.

Vi kunne selvfølgelig godt få lavet den på Tasmanien, men de lokale siger, det kan tage lang tid. Det bliver så svært at koordinere med færgebookningen. Alt andet lige, må der være mere, vi kan se i Melbourne end her, mens vi venter.

Går ud til Launceston Towing, hvor chefen er på vej ud af døren, det er jo lørdag. Han vil da gerne fragte os der op, det bliver 888 kroner, vi har 820 kroner og slipper med dem. Kvittering? Han ringer efter en chauffør, som hurtigt kommer, og så henter vi bilen og kører til George Town. Han aftaler med personalet på færgelejet, hvor vi må holde.

Mens vi ligger vores værdier på plads, kommer en medarbejder over og sludrer. Det er ham, der kører gaffeltrucken, og han lover at trække os ombord.

Vi går over til byen, på den anden side af havnen. Shopper til frokost og aftensmad ombord, får frokost, og går "hjem". Færgen kom, før vi gik, men nu er her øde. En enlig vagt kommer ud af buret, og spørger, hvad vi vil. Ned til vores bil. Har I fået lov, at overnatte her, det må man ellers ikke. Ork ja, det har vi da!

Færgen ligger her bare, hvilket jeg finder temmelig provokerende, da den sagtens kunne nå en tur til. Det er let at mærke, de har monopol.

Der er ikke så meget andet at lave, end at betragte mågerne. Byen er for lille, til der sker noget som helst. Aftenes højdepunkt er, da der dukker en af de små kaniner op. Den er faktisk mindre end mågerne.

Skruer lidt på bilen, i forbindelse med ombygningen til fire personer. En hylle med højtalere skal tages ned, og hvor sidder ledningerne fast?

Så regner vi lidt på dieseløkonomien: Tasmanien har kostet 7,7 kilometer på literen, hvilket svarer til 55 øre per kilometer. Vi har kørt 3858 kilometer på Tasmanien, som er 1100 kilometer i diameter. De sidste 50 var de dyreste!

Vi går over og spise på kineseren på den anden side af havnen. Klokken er halv ti, da vi kommer tilbage, godt forædte. Er da ikke fri for at tænke på, hvad der er galt med bilen, og hvad det kommer til at koste.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]