[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

10/2. MOUNT CONNOR

Vækkeuret støjer klokken 6.00, og jeg linder optimistisk på gardinet. Joe - der er lidt stjerner fremme, ikke mange, men der er en chance for en solopgang, med solen som aktiv deltager. Rikke påstår, jeg stråler som solen i går morges. Fatte ikke hvad hun mener; det var jo regnvejr!

På vej ud til, og gennem parken, ser jeg en del vandrende pinde og en lille mus krydse vejen. Temmelig uheldigt valgt tidspunkt, trafikken er ret tæt.

Ud til den store sten, hvor der allerede holder mange. Enkelte personbiler, mange backpacker busser og endnu flere store luksusbusser. Det vælter rundt med japanere og tyskere. Blitzene går af som til en Oscar uddeling, men der er jo også kun små 300 meter til stenen.

Solen "står op" bag skyerne, og folk,  inklusiv os, finder morgenmaden frem. Pludselig kommer der lidt mere lys på stenen, sådan cirka den tid, det tager mig at spise et kvart stykke med Nutella. En ældre japaner forsøger at klatre op på vores bil, for at få et foto. Han ser ingen gang flov ud, da han ser, vi sidder i bilen: Han ryger ned. Så bliver skyerne igen helt massive, og alle kører.

Vi triller tilbage til kultur centret, for at få morgenkaffen. De skulle have åbnet, og vi er små ti mennesker, der prøver at komme ind, men der er gitter for døren. Vi prøver udgangen, hvor der står, man ikke må gå ind. Bingo, her er åben, og de sælger kaffe.

Så gør solen sin entré, og vi kører tilbage mod stenen, og skyder et par solfotos på afstand. Rikke bemærker nogle "myrer" på stenen. Hov, der er åben!

Helt ud til stenen, på med skoene, og så der op af. Fik vist ikke lige remset nogle data af om stenen i går. Den er 3,6 kilometer lang, 2,4 bred og 398 meter høj. Man mener, at kun en tredjedel stikker op af jorden, men det er imponerende nok. Den er lavet af granit smulder, der er presset sammen til klippe igen for sådan cirka 300 millioner år siden.

Har lidt kvaler, med abo'ernes ønske om, at vi ikke skulle kravle op på den. Mine kvaler bliver ikke delt af 250 tyskere, 350 japanere og to englændere, så mine forsvinder også.

De første 20 meter er uden gelænder, og temmelig stejle. Så kommer der en kraftig kæde på små pinde, man kan klamre sig til. Omkring 800 meter oppe flader det lidt ud, og efter 1600 meter er man på toppen, næsten. Den ligger nemlig i den anden ende af stenen. Temmelig ujævn, med store tværgående grøfter, op til ti meter dybe. Der er en forbavsende tolerance blandt folk. Alle får lov til at gå i deres tempo, og hvile, mens de har et fast greb i kæden. Andre når op, uden at røre den. Selve overfladen bærer ikke præg af, mange mennesker har gået på den, den er stadig lige så grov, som de jomfruelige områder.

Når endelig den øverste top. Lidt forbavsende gror der træer, få meter fra toppen. Græs, buske og blomster danner en smuk lille have, som meget få når til. Toppen er vendepunktet. Får taget et foto af mig, og en del af omgivelserne, før nedturen starter. Den er hård ved knæene.

Vi når helskindet ned, og kvæler en flaske vand hver. Så kører vi tilbage til "byen", hvor vi tanker diesel og mad, før vi vender tilbage til parken, for at besøge Olga.

Det er en samling klipper, som er temmelig store. Den højeste, Mount Olga, er 500 meter bred, 1000 meter lang og 546 meter høj. De ligger 50 kilometer fra Ayres Rock, og kunne tydeligt ses fra stenen.

På vejen ud ser, og fotograferer, vi lige en thorny devil, og ser desværre også to, der er blevet kørt over. Det er virkelig nogle pragtfulde dyr, totalt tornede, meget langsomme, flotte farver og meget vågne øjne. Kunne godt tænke os et par der hjemme, men 2000 små sorte myrer om dagen?

Vi ser også mange andre dyr, som jeg allerede har nævnt: Kaniner, halsbånds parakitter, sort/hvide skader, fluefangere, spurve og krager, store sorte krager, et vælg af småfugle, måske en goals amadine, toppede duer, små rosa kakkaduer, zebrafinker, honningædere, mange små falke, lidt større glenter/våger og en enkelt stor ørn. Et par varaner og kongeskinke, den ene er lige lovlig smart. Den sidder midt på kørebanen, så jeg må lave en brat undvigelsesmanøvre, for at undgå den. Bremser for at fotografere den, men da jer er tyve meter fra den, forsvinder den som et lyn, ind i de tætte buske. Ignorerer biler, men flygter fra mennesker, den bliver ikke gammel på vejen!

Vi standser på udkigspladsen et stykke fra stenene, og Rikke fremtryller en lækker frokost. Solen er for alvor kommet frem, og termometeret sniger sig meget hurtigt op på 40oC.

Vi vælger at tage den lille èn times tur. Den store Wally Of The Winds tager tre timer, og ville førere os syv en halv kilometer gennem brokkerne. (Navnet får mig til at tænke på kål eller bønner).

Den lille tur bringer os ind i den smalle kløft mellem de to største sten. Disse sten består af hoved store granitsten, der er cementeret sammen af basalt. De smuldrer - flere centimetermeter på et par millioner år.

Udsigten er fantastisk: Mørkebrun klippe bliver brudt af smaragd grønne buske og over er himlen ultra blå himmel. Mange af træerne har mistelten siddende, en anden type, end vi er vandt til.

Et godt stykke oppe finder vi et vandhul med insekter, vandplanter og nogle store haletudser. Nogle krager skriger melodiøst (ikke som der hjemme) til hinanden, og hvis det ikke var for ti højtsnakkende tyskere, havde her været rigtigt rart. Vi går tilbage mellem de to 4-500 meter høje væge, mens vi nyder udsigten.

Tilbage til "byen" efter vand, og så i retning af Stewards High Way. Vi standser ved Mount Connor, hvor jeg fotoraferer bjerget, og nogle smukke hvide blomster i det røde sand.

Vi tanker igen, og finder ud af, hvorfor det hedder back-packere. Jeg har altid troet, det havde noget med rygsække at gøre. Efter at have set, hvordan ni back-packere samt en chauffør bliver presset ind i en bil magen til vores forstår jeg, at det er fordi de bliver pakket bag i bilen! Da de overhaler os, ser vi de sidder presset op af bagruden, og så spiller de kort. Forståeligt nok; de sidder og kigger på hinanden (på langs i bilen) og kan ikke se ud. Hvad skulle de ellers lave?

Vi lærer i øvrigt, at hvis man ikke tisser på en tank, og så heller ikke skal tisse fem kilometer efter, er man dehydreret!

Vi svinger nordpå, 100 kilometrer før Stewards High Way, for at komme op til Kings Canyon. Det skulle være et under skønt sted. Fantastiske klippeformationer, den mest alsidige flora i Australien og vandfald.

Vi kører op gennem et rigtigt smukt, frugtbart landskab. En gruppe undulater og to flokke numpher krydser vores vej. En lysebrun varan "skjuler" sig under en busk, men vi ser den tydeligt. Vi kører langs en kløft, hvor vi kan se over på den anden side. Toppen er røde klipper, der revner. Bunden er frodig græsmark, med buske og store spydtræer. Når de er unge, er de bare en armstyk stamme på optil tre meter ,med meget tynde, korte side grene. Senere bliver de som frugttræer.

En meget stor rosa/hvid kakkadue er ved at blive frontfigur, men klarer den. Vi ser en reklame for helikopter ture til 130 kroner, det må vi prøve! Finder helikopteren, som ser fin ud, og de to piloter. Aftaler, vi kigger forbi i morgen, og får en tur. En enlig dromedar på en mark er reklamen for kamelridning - nej tak.

I solens sidste stråler kommer vi til Kings Canyon Resort, hvor vi fik en fribillet til, værdi 250 kroner = én overnatnings parkering! Her er pæne faciliteter, selv pool.

Desværre bruger de gule lysstofrør på toiletterne, det trækker næsten ingen insekter til. Her er kun en masse mini oldenborre, nogle enkelte i almindelig størrelse, nogle træsaft-tæger og en enkelt meget slank knæler. Rikke finder en to-krone stor edderkop, som hopper på en pudsig måde, når man stresser den lidt.

Vi checker ind, og Rikke kokkererer, mens jeg skriver. Så vasker Rikke tøj og sig selv, mens jeg skriver. Så læser Rikke om, hvad vi skal se i morgen, mens jeg skriver (Vi burde helt klart opleve lidt mindre hver dag!). Ud over helikopterturen, har Rikke fundet et fire timers track, som skulle bringe os forbi nogle meget smukke naturscener.

Klokken er lidt over elleve, og det har været en lang dag. Jeg snupper et bad, og så i posen.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]