[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

27/1. TELEGRAPH ROAD

Vi fandt ikke stranden, men en parkeringsplads nede ved havnen. Den ligger få meter fra sporet, men vi kørte 300 kilometer langs sporet i går, og så kun ét tog.

Nu har vi lært, at de hovedsageligt kører om natten. De er møglange, men jeg faldt i søvn, før den sidste vogn var forbi. Det gjorde Rikke ikke! Skiftesporet er lige ud for os, og det er manuelt betjent!

I træerne sidder en eller anden pudsig fugl og synger. Dens stemme er en blanding af en rusten vandpumpe og et gammelt cykelvrag, men meget charmerende. Det viser sig at være en stor stær.

Vi vågner først klokken ni, hvor der er god aktivitet i byen. Der er bare ikke nogen caféer, der er åbne. Centrum er spæret af, de er ved at asfaltere. Nede på molen kommer en flok triatleter prustende op af vandet. Solen, som tittede frem i morges, er forsvundet, og stranden lokker knapt så meget.

Det er i øvrigt svært at vende sig til, at når de lokale hilser én med: Haw ju do'in, så forventer de et svar. I andre engelsktalende lande ser de forvirret ud, når man svarer.

Sumper lidt i bilen, til vores favorit snask åbner. Får at vide, at da Australian Day faldt på en lørdag, holder de også fri mandag. Da havde vi jo ellers tænkt at hente vores kort i Norseman.

Så tager vi byens 36 kilometer turist drive. Rigtig flot kystlinie, med fantastiske badestrande. Vi mangler bare solen, som kun undtagelsesvis kigger frem.

Kysten er en sjov blanding af kridt hvidt sand, store granit knolde og flader, samt områder med gult eller rødt sand.

Vi ender ude på Telegraph Road, hvor Monjingup Botanical Park ligger. Rigtig flot natur, med massere af baksiaer, som de små honning-pussomer skulle være i. Jeg ser bare ikke en. Der er gangbroer over sumpen og søen, og jeg nyder solen, som har valg at kigge lidt frem. Hører en del dyr pusle, men da der er  mange slanger i parken, og den mest almindelige er tiger slangen som er dødbringende, forfølger jeg ikke krybene ind i buskadset.

Da jeg kommer tilbage til den sovende Rikke (hun har hovedpine) og bilen, forstår jeg, hvorfor den har været så svær at dreje. Venstre forhjul er lidt fladt. Finder ud af, hvordan man får reservehjulet ned, men også, at vi ikke har en hjulnøgle. Den nøgle Arthur sagde var hjulnøglen var i virkeligheden den kæmpe nøgle der skal til at sænke reservehjulet ned med. Godt vi stadig har nok luft i hjulet til at kunne komme ind til byen.

På vejen tilbage ser vi en flok sorte svaner på en smuk sø.

På tanken køber Rikke en karamelmælk (de har også jordbær, spearmint, mokka og andre pudsige), den smager som flydende engelsk karamel - mums! På en af tankens skraldespande står Rubbish Bin Laden.

Det lader til det bare er et sivehul, så vi kører ud til den anden side af byen. Kun 70 kilometer ude ligger en anden lille bitte national park: Le Grand. På vejen passerer vi en Egg farm. Vi har også set Tree farm, Catle farm og Wind farm. Den sidste lurede jeg lidt over, indtil jeg så vindmøllerne.

Inde i parken finder vi Lucky Bay, som har det mest mærkelige sand. Det er kridt hvidt og ultra fint. Utrolig fast, og når man skraber i det, bliver det flydende i bunden. Kører man foden hurtigt hen over det, siger det lige som et gymnastik gulv (piiiv).

En rigtig stor granitknold (350 meter) har et stort øje, en hule der går igennem. Vi stopper på en bbq-plads, hvor en flok wallabyer tigger raster. De er altså nogle søde små fyre.

Det er et populært fiskested, og vi finder ud af, hvorfor så mange har fire rør på deres kænguru fanger. Det er til store kyststænger, der så ikke skal afmonteres.

Der dukker den ene smukke udsigt op efter den anden, og nogle 4WD spor lokker, men det bliver snart mørkt, og vi skal ind til byen med vores semiflade hjul. På vejen tilbage prøver jeg, for gud ved hvilken gang, at få den i 5. gear, som ikke er der. Jeg har vænnet mig til at skifte med venstre, at spejl og afviser sidder i den forkerte side, og jeg skal køre i den, men ikke, at der ikke er 5. gear!

Vi finder en hjulnøgle og en ny fjernlyspære (den anden gik i går), men vi kan ikke finde et bad. Spørger på en tank, de har ikke. Spørger på nogle back-packere og et YHA, men nej, det er kun for beboere. Krise. Klarvasker lidt, og kører så mod Norseman, så vi kan sove på en rasteplade. Så er det kun road trains, der holder Rikke vågen.

 

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]