Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

SUMATRA
 5-21/7 1996   DIARY  2

  Photos           Diary 1 2
 

                               

 Fra Dagbog 1
Næste morgen har vi fået nok by for denne gang, og charter en bil til at køre os til den modsatte ende af øen. Udenfor "byen" Iboih er der nogle få pælehytter, man kan leje for en symbolsk pris. Stedet er totalt dansk domineret. Ud af de omkring 20 bag-packers er vi 12-15 danskere, vi den største gruppe på 5. 
Jeg får mig en solo hytte, der står på sine 2 meter høje pæle mellem klipperne. Det eneste inventar er en madras, et myggenet og en delvis defekt olielampe.
Der er 20 meter ned til stranden, og gennem palmernes stammer er der en fabelagtig udsigt over bugten. Koralerne kan skimtes gennem det blå vand, luften en behagelig temperatur. Foran hytten går stien, og 20 længere hende ligger køkkenet.
På den anden side af stien ligger havet, og i hytten ved siden af, kan man leje snorkeludstyr. Har temmelig mange problemer, det er længe siden jeg sidst snorklede. Føler, jeg hele tiden bliver kvalt, jeg bryder mig ikke om det, men Steensbechs ego genvinder en del. Det hjælper på min vejrtrækning, da jeg får en snorkel, hvor ventilen vender rigtigt!
Biver dykker, vi andre snorkler, læser, sover og jeg traver og så spiser vi fra det delikate køkken. Det er til at få kaffe næsten alle steder vi kommer, og til den får vi konserves mælk. Noget tyktflydende stads med massere af sukker i. Myrerne er mindst lige så begejstret for det som os. Konservesdåserne bliver stukket 2 steder, og står i en underkop med vand. Jeg tror éns kalorie-behov bliver dækket af 2 kopper kaffe om dagen.

En af dagene går Steensbech og jeg over til den anden side af halvøen, jokker ud i vandet, og svømmer tilbage. Det bliver en særdeles interessant tur. Vi ser 1.000-vis af neonfarvede fisk, søanemoner, klovnefisk, svømmende blæksprutter i parringshumør, kravlende blæksprutter, dragefisk, rokker, moræner, kæmpemuslinger, massere af forskellige koraler og vi rører en havskildpadde.
Farvespillet hos de parrende blæksprutter er ubeskriveligt. Der var 2 i aktion, og 2 andre, der er med på en kigger. Deres kroppe er skiftevis brogede, ternede, stribede, plettede og i alle mulige farver. Skiftene foregår på brøkdele af sekunder.
Det meste af vejen svømmer vi på 1-4 meter vand, men enkelte gange krydser vi over en bugt på måske 50-100 meters dybde.
Der kommer et uvejr forbi, bølgerne bliver for høje til vores snorkler, så vi må ind på et skær i 10-15 minutter. Efter 3½ time er vi tilbage i campen, trætte, men vi har set alt, med undtagelse af hajer. 

Jeg traver rundt i baglandet, ser fugle, firben, enkelte slanger og en masse forskellige blomster. Det er gloende varmt, og jeg møder ikke andre mennesker. Det er anderledes i lejren. Foruden køkkenet, er der en bar, hvor vi samles om aftenen, når mørket er faldet på. Der bliver mest snakket dansk, mest om rejseerfaringer fra hele verden.
2 danskere er på dykkerferie her. De havde hørt, det skulle være et godt sted, så de pakkede hver en stor kuffert. De fik lige plads til et par ekstra underbukser. Kufferter er tabu sådan et sted som her, så vi er alle tidligt oppe den morgen, de troede de kunne snige sig ubemærket væk med kufferterne. Vild jubel, morsomme tilråb og så var de småløbende på vej ned af stien til hjulsporet, hvor de ville blive samlet op. 
Den almindelige bagage er en 80 liters rygsæk, og en Fjälräv. Jeg har kun Fjälräven, men klarer mig fint, vasker lidt tøj ved lejrens brønd, og har næsten kun nødvendige ting med.
Efter en hyggelig aften nede på "kroen", hvor vi har været nede på stranden for at betragte de blå fosforescerende skyggekrabber, prøver jeg at finde hjem til min hytte. Snubler over nogle klipper, og kommer endelig til trappen. Tager fat i begge gelænder og mærker noget, som minder om savsmuld. Tænder lighteren, og ser et par milliarder myrer på vej op i MIN hytte!
Famler mig over til Biver og Steensbechs hytte for at låne en pandelampe, for ligesom at få lidt lys over sagen. Får generøst tilbudt at sove på deres veranda, men afstår venligt men bestemt, da jeg ser en lille tykhalet skorpion patruljere over verandaens bredder.
Hjemme hos mig selv finder jeg i bogstavelig forstand 5-10 kilo myrer. De går i brede veksler, beskyttet af store soldater med gigantiske hoveder. De sidder i fede kager, og fra tagskægget letter droner og dronninger. Inde i hytten er der endnu flere, men de er ikke på madrassen, men undtagelse af et lille hjørne, hvor de skyder genvej. Jeg går til ro, om end en anelse på vagt de første 10 minutter. Næste morgen er de væk.
Lejrens toilet er et kapitel for sig selv. Huller i jorden, ingen vinduer, intet lys, enorme tæger og edderkopper - Steensbechs pandelampe er "skide-god".

Efter 3 dage i dette paradis får Biver hovedpine. Han har måske dykket for meget, men for en sikkerhedsskyld begiver vi os tilbage til civilisationen. Med "grissebil" til færgen, vider med en "privat taxa" ned til Banda Ache. Biver sidder foran og sover, vi andre klumpet sammen på bagsædet.
For at få chaufføren til at droppe sit kattejammer-musik, fortæller vi, at Biver er syg. Vi kommer endelig til Banda Ache, hvor vi flytter ind på PraPat´s luftkonditionerede, men også ualmindeligt beskidte værelser.
De første 2 læger Biver bliver slæbt ud til, siger han ikke er syg, han har bare hovedpine. Vi er ikke tilfredse, han har samtidigt feber/kulde anfald. Vi finder en poly-klinik, og de finder ud af, han har tyfus! Det giver stof til eftertanke: Klaus delte drikkeflaske med Henriette, Steensbech med sit forkølelsessår (og en orangutang), og jeg med Biver!
Vi får recepter og adressen på et hospital, hvor han skal være i 5 dage med drop og piller. Med Tuc-Tucér til hospitalet, langt fanden i vold. De har stort set lukket (det er blevet mørkt), men det lykkes at vække dem i receptionen. ingen ansatte taler andet end indonesisk, og der er ingen læge.
Efter utroligt meget parlamenteren (det sker, at Henriette må gå ud og skrige), får vi ham endeligt indlagt. Jeg får en madras ind på stuen, så jeg kan holde øje med droppet.
Vi har selvfølgelig forsikringspapirerne i orden, men det er et helvede, når ingen på hospitalet kan læse dem, og der kun kan ringes fra TeleCom i den anden ende af byen.

Jeg bliver på hospitalet et par dage, de andre ringer og bringer mad. Biver er afkræftet, men i bedring. På 3. dagen er jeg med Steensbech inde og se byen. Vi er blandt andet inde på et kæmpe marked på 1. sal, som har alt mellem himmel og jord. Vi finder en "flot" plastik-blomst til Biver.
Det går vider gennem byen, jeg får købt tøj og en teleskop-fiskestang. Vi ser kaproning på floden, læser om Riis etapesejre, de lokale jubler behersket og uforstående med os, der er intet om Tour De France i indonesiske aviser - de cykler ikke. Der i mod kender alle Morten Frost og andre badminton stjerner, Michael Learns To Rock og andre danske grupper. Vi besøger moskeen, flirter med ekspedienterne (de mandlige med os) og æder kager.
Vi vender tilbage PraPat hotellet, for at samle kræfter. Der kommer en gut og siger hej. Det viser sig at være taxa-chaufføren; han vil blot høre, hvordan det går med Biver. Vi fortæller det går frem af, men at vi i allerhøjeste grad kunne have brugt ham og hans engelskkundskaber på hospitalet. Senere får jeg at vide, han og hans engelsktalende fætter besøgte Biver på hospitalet med kager og blomster. De ville blot høre, om der var noget de kunne hjælpe med. Sådan er de bare i Fjernøsten.

Biver i bedring, og det er på tide for mig at tage hjem af. En taxa til Banda Ache lufthavn. Medan, stop-over i 2 timer, hvorefter jeg finder ud af, jeg er i indenrigslufthavnen. Løber over til udenrigslufthavnen, samtidigt med flyet skulle lette.
Skal betale lufthavnegebyr, får vekslet, betalt, og bliver guider ud af 4-5 lufthavne funktionærer med walkier, til den ventende maskine. Kort flyvning til Kuala Lumpur, men så 7 timers venten med læsning, spisning og indkøb. Da jeg forsøger at borde, som en af de aller sidste, får jeg at vide jeg skal bytte min billet til et bordingkort i den anden ende af lufthavnen. Endnu engang går jeg ned gennem et fly, mens der taxier ud.
13 timers flyvning, hvor jeg sidder ved siden af en skotsk kvinde. Hun er gift med en malaysier (højtstående inden for landbrugsministeriet), og hun fortæller en masse spændende om Malaysia og Skotland. Malaysia har jeg besøgt, men Skotland lyder spændende. (Det tager mig præcist 6 måneder, så er jeg i Skotland).
Vi lander i Heatrow, jeg venter i 2 timer, og så til København. Jeg er først i køen, jeg er først ombord.
Jesper henter mig i limoen, og på vej hjem aftaler vi, at vi skal til Florida om 2-3 måneder. Bare fordi én tur var fed, kan man jo godt tage på andre.
Biver kommer sig uden men, og kommer på mange flere ture i fremtiden.

Pris: 10.000 kr.

                    

Diary 1 2       Photos