Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

SENEGAL   4/4-11/4 1996   DIARY  

 

  Photos                           Diary
 

                               

 Fra Gambia kører vi en lille tur ned gennem det sydlige Senegal.

Vi ankommer til havnen, og i bussen tilbage til hotellet lover vores indfødte guide, at organisere et møde med en fyr, der har en bil. Aftensmad på en jordansk restaurant, og så møde med vores kommende guide: Jerobe. Vi taler længe om, hvad man kan se, og hvor. Alle siger, at der frodige Sydsenegal ikke er sikkert at besøge; der er borgerkrigslignende tilstande, og sidste uge blev 2 franskmænd kidnappet. Gambia har vi stort set, og Nordsenegal er mere tørt og øde end Gambia. Altså tager vi ned gennem Sydsenegal. Jerobe får en håndfuld penge, så han kan købe proviant og veksle. Han betaler alle steder, og sørger i det hele taget for, at vi får nogle uforglemmelige dage. Hans bil er en relativ ny Peugeot stationcar. Selv om han er gambianer, er han mere begejstret for Sydsenegal. Her var smukkere, og menneskerne mere venlige. Han talte et letforståeligt engelsk, og fortalte gerne og alt vi passerede og så, samt om landet i særdeleshed.
Vi besøger landsbyer, hvor der med garanti ikke kommer hvide mennesker: Der er ikke veje ud til dem, kun små veksler. Én landsby vi er i, er så uspoleret, at det absolut mest moderne vi ser, er høvdingens 1. kones emaljeret vandfad. Mændene arbejder aldrig i disse samfund, kvinderne 2-3 timer i urtehaven om formiddage. Her er frugtbart, og man higer absolut ikke efter materielle goder. Alle ser sunde og velnærede ud, og dette er nok det sted i verden jeg har set, hvor livskvaliteten er højest.
Alle de små "primitive" landsbyer, vi besøger er anlagt under enorme kapok-træer. Vegetationen fortsætter helt ind i landsbyen, og der er ingen forurening eller anden ødelæggelse af naturen at se. Nogle steder får vi et kig ind i de små hytter. De er 2-3 meter i diameter, væggene af ler, taget af strå. Indenfor er der et sengeleje af grene og kviste, én krukke med ris og én med vand samt en stor lerpotte til at lave maden i. Andet ejer de ikke.
Vi passerer militære tjek-punkter, besøger større byer med markeder og kommer til Afrikas vestligste punkt. Det minder om Løkken, bare varmere og helt folketomt. En 90 meter dyb brønd forsyner den nærliggende landsby ned vand. Brønden er bare 1½ meter i diameter og uden nogen form for afskærmning eller kant. 
Vi ser en lokal zoologisk have med de lokale dyr. Kamæleonerne fodres med fersk fisk. Det trækker fluer til i deres trådbur. Et slagteri midt ude på en mark (helt rent: Gribbene levner intet). Østerssælgere, de samler østersene i mangroven, ryger dem, og sælger den til forbipasserende. Vores chauffør køber en pose, men vi afstår venligt men bestemt fra at spise med. Lokale markeder rummer alt fra fødevarer til antikke træmasker. I en større by ser vi en UFF-butik, hvor de sælger det tøj, som vi donerer til dem. I samme by er der et stort markedet med arbejdende træskærer-værksteder. Vi er de eneste turister, så vi vækker naturligvis en vis opsigt.
Uden for byen er en jordnøddefabrik, med enorme bjerge af nødder udenfor. 20-30 meter høje, dækkende måske 10 fodboldbaner.
Vi går nogle lange ture i urskoven, hvor alt er frodigt, undtagen den nederste ½ meter. Det føles lidt mærkeligt, at blive sat af, måske 50 kilometer fra den nærmeste beboelse, midt i en tæt urskov, og få at vide, vores chauffør samler os op længere ude af jordvejen om en time eller to.
Et sted hvor vi skal krydse en flod, foregår det ved militærets hjælp. Broen er styrtet sammen, og erstattet af 2 meget kraftige motorbåde med en stor flydende platform mellem sig. Det volder soldaterne store vanskeligheder at manøvrere fra bred til bred. 3 platforme, og vi kunne have kort direkte. Vi skal gå over den sammensunkne bro, og venter så på den modstående bred. Vi bliver tilbudt siddepladser i den yderst sparsomme skygge og forfriskninger. 
Vi overnatter på et lille fransk drevet pensionat. Et lille stykke Frankrig, hvor alt går gennem Le Patrone, som giver ordre til sin kone, der lader den lille sorte tjenestepige udføre dem. Alt fra at vande potteplanterne før solopgang, rengøre værelserne, lave og servere maden og klare opvasken sidst på aftenen. Desværre kan franskmændene ikke engelsk, så tjenestepigen må også oversætte.
Vi nyder solnedgangen nede ved havet. Som alle andre steder i Vestafrika går solen ikke ned; den forsvinder bare væk i en rød dis. Vågner af ukendt grund midt om natten. Det er ikke bare sort; det er mørkesort. Det er bogstaveligt totalt umuligt at se en hånd for sig.
Næste morgen fortsætter vi ned gennem Senegal, og ender ved et lille fiskerleje ved Geinea Biseau. Her ser vi, hvordan deres klassiske både dannes ved at udhule en træstamme. Træstammen hugges ned til 1½-3 centimeters tykkelse med enkelte tværøkser, men de signerer sig ikke for at sætte en 15 HK påhængsmotor bagpå.
Vi vender om, og starter den lange tur hjem af. Vi tager det stille og roligt, og når at besøge landsbyer, markeder og en zoo under vejs. 

Turen fortsætter i Gambia

                    

 

 

 

Diary      Photos