Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

SOUTH AFRICA West DIARY  4

 
Photos   

   

     Map  Plan   

 
Diary 1 2 3 4 5 6   

 Fra det østlige Sydafrika med personlig guide går det ny op gennem de spændende vestlige del af det enorme land.

Efter at have set østkysten og den sydligste spids af Afrika, fortsætter turen nu op af vestkysten, sammen med 10 andre sukkulent-nørder. NU gælder det virkeligt planter. Vi mødes, de andre er væsentligt mere gråhårede end jeg. To schweizere, to franskmænd, en amerikaner, en engelsk lady, to sydafrikanere, hvoraf den ene er vores guide: Dr. Graham Williamson. Han har udgivet talløse bøger om planter fra denne egn og omliggende lande, og er virkeligt en af de største kapaciteter.

11. Kold morgen, som kun et langt varmt bad kan rede. De andre kommer dryssende ind til morgenmad i den helt fantastiske spisestue. Man føler sig mere som Garths personlige gæster, end som betalende gæster. Jeg har gået min bagage igennem med et tættekam, og der er et par kilo, som jeg er sikker på, jeg ikke får brug for. Senere undrer jeg mig over, hvorfor jeg ikke også lod shortsene ligge?

 Efter et hurtigt smut i lufthavnen efter en kasse Kotie glemte i går, kører vi nord på. Vi følger N7, som er en af de største veje, men ikke ret stor. Den er i perfekt stand, og vi har den ret meget for os selv. Det snor sig op gennem enorme sandstensbjege, som er rimeligt bevokset. Vi kommer gennem Atlantis (som jeg troede var blevet væk), og det bliver tørrere, som vi fjerner os fra havet.

 Vi standser ved en dæmning, og langs vejen finder vi massere af spændende planter. Så kører vi et par timer til, og næste stop er ved en meget overgroet sandmark. Her er rigtigt mange interessante planter, og der fotograferes ihærdigt, men der graves overhovedet ikke! Efter en halv time, der bliver til en time gennes vi ind i Ford Transitbussen, og fortsætter nordpå.

 Vi standser midt i ødemarken, ved et lille hus med skyggehuse omkring. Køber billet til en mark i nærheden, og triller ud af grusvejen. Det er det vildeste område jeg længe har set. Jorden er 5-50% dækket, udelukkende af sukkulenter! Der er mindst 30-50 arter, og jo længere tid man bruger, jo flere er der. Efter en time er vi langt fra klar til at køre, men det er ved at blive sent.

 Vi er virkeligt langt ude på landet. Der er spredte får og enkelte kør på markerne. Så dukker der små æsler op, og der er også en gedeflok i ny og næ.  Vi tanker i en lille flække, og i skumringen dukker der dyr op. Der er lynhurtige desmerdyr, en enkelt nuttet klippegrævling, thomsonsgazeller og en hel del fugle fra ægyptiske gæs til vævere og små falke. Ser også noget der ligner en våge, men ved ikke hvilken.

Ved syvtiden, lige før det bliver mørkt, lander vi ved et flot hotel i Springbok: Old Mill Lodge. Jeg får et ualmindeligt flot værelse med antikke møbler og et fantastisk badeværelse. Jeg er langt nede i vasketøj, og samtidigt med jeg overfører fotos, vasker jeg tøj. Efter maden, som er lidt kedelig laksepate og kylling/oksesteg buffet, efterfulgt af blandet henkogt frugt - frisk fra dåse, og gele, siver jeg hjem for at ordne fotos. Fik ikke kaffe efter maden, men der står - som sædvanligt en kedel og pulver på værelset. Der er endda en lille karaffel sherry, som smager fortrinneligt!

 Jeg prøver et nyt system til at ordne fotos. Hvis det var lykkedes, havde det sparet mig for meget tid, men det er mange arbejdsprocesser, og jeg får kludret lidt rundt i dem. Klokken halv tolv må det være nok; skal op klokken syv.

12. Efter et solidt morgenmåltid, baseret på engelske traditioner forlader vi lodgen ved halv nitiden. Vi kører op af N14 mod Pofadder, men gør stop under vejs. En gang stopper vi for at fjerne en skildpadde fra vejen. Inde på marken er to andre godt i gang med af bevare slægten.

 Et andet af stoppene er utroligt langt ude af en jordvej uden for Poffadder. Her har en fåreavler fattet kærlighed for sine vilde planter. Den første han viser frem, langt ude på en mark, er den eneste af sin art på havns 600 hektarer. Jeg står på ladet af hans pick-up, og nyder vinden. Det er blevet rigtigt lækkert varmt i dag. Senere opdager jeg, mine arme ikke var lige så hærdede, som jeg troede.

 Låner hans toilet. Sikke et hjem: På trods af vi er tyve kilometer fra nærmeste nabo, og små hundrede kilometer fra asfalt, ligner hans store hjem en hver anden middelstor engelsk bondes. Kæmpe møbler i den store stue, massere af nipsegenstande, selv en spansk danserinde til at skjule den ekstra toiletrulle. Alt er lydefrit, ikke et støvgran nogen steder. Noget af en præstation i dette landskab.

 Vi ser en masse sten-græshopper, tre forskellige firben og en lille agame, en solifo og lidt andet kryb. Det er stegende hedt, o jeg er ved at få for meget sol. Graham fortæller, der er et gigantisk hul i ozonlaget over denne del af Syd Afrika, som man skal være godt beskyttet. Jeg lod min solcreme blive i Cape Town, da jeg ikke mente jeg ville få brug for den. De første fjorten dage gik fint uden. Vi er i øvrigt 25 kilometer fra Namibia nu.

 Her er endda nogle Anacampseros alstonii, som med lidt god vilje kan være caudiciforms. Der er levende sten, flotte blomstrende sukkulenter og ikke ret meget andet. Det regner 50 millimeter om året, dog ikke de sidste fem, hvor der har været tørke. Efter at have været godt rundt på hans farm, vender vi tilbage mod Poffadder, hvor vi finder en pudsig lejer i skumringen.

 Mange små huse og hytter er blevet dækket af et stor tag. Tager nok noget af solens værste bagen i løbet af sommeren. Her bliver nær frysepunktet om vinteren, og over 40 hele sommeren. De har en fantastisk flot have, som jeg ikke får tid til at se. Det hele ligger ufatteligt langt ude i ørkenen, men der er en kilde, og det er en daddelfarm. De har fået planterne fra Californien, og dadlerne er fantastiske.

 På vej der ud, passerer vi enorme mængder træagtige Aloe'r. De mindste er halvanden meter, med en krone. De siges at være 50 år. De største er over to meter, og har over 100 kroner. Alderen er svær at gætte, de får jo ikke årringe de tørre år. Der er deprimerende små planter; de kræver mindst tre år med regn i træk, for at blive robuste.

13. Jeg er slet ikke i tvivl: Jeg har fået for meget sol. Hovedpine og almindeligt ubehag samt feber. Skal have fat i solcreme hurtigst muligt!

Efter morgenmaden kører vi ud til en nærliggende mark, lige uden for en skolegård. Her er en ny art Lilitops; levende sten. Svære af finde efter flere års tørke, men de er der og lever. På trods af, der er ufatteligt tørt, er der grønne planter og buske der blomstrer. En knæler, utallige græshopper og en skildpadde samt nogle irriterende fluer.

 Næste stop bliver ved en zinkmine. Vi skal have speciel tilladelse for at komme ind på området. Der kommer et par kørende fra kontoret 25 kilometer væk, men vagten er stadigt nølende. Vi kører på tværs af landsabet ud til en indhegning på 150 gange 200 meter. Dette er det eneste sted man har fundet Titanopsis hygo-schlecterii. Den gror lige under jordoverfladen, og det øverste, der ligner en levende sten er grønt. Længere nede siges den at have en knold, der kan blive ret stor.

 Her er andre spændende planter: Hordia gordonii med frøstande, Dedelta carnosa men fantastiske blomster og endnu mere fantastiske frøstande. Bitte små hvide Anacampseros, og meget små Crassula kvisbatum. Ser også nogle Conophytum ratum, der er flotte og "nye". Der står en enkelt enlig Aloe, arten ukendt.

 Her er et lag af sodasten oven på det røde sand-ler. Enkelte af stenene er lilla, pink, grønne, mørkeblå og orange. Får en næsten uimodståelig trang til at samle... Nogle af stenene hopper! Det er stengræshopper, der i øvrigt ikke hopper særligt godt. Den største er næsten tommelfinger stor. En grå solifo kommer fræsende. Det lykkedes at få den ind i en busk, og skyde et foto.

 Jeg er ikke helt på toppen, og sover det meste af vejen ind til Spingbok. Vi booker ind på Springbok Lodge ved tretiden, og jeg bliver liggende, da nogle af de andre kører ud til en mark. Sover til seks, og sidder og skriver dagbog, da de andre kommer tilbage. De er utroligt søde, og fortæller mig jeg ikke gik glip af noget.

 Maddy dukker endeligt op. Det var både aksel og differentiale der skulle skiftes. Hun fik bilen i går aftes, og kørte det meste af natten, i tåge, op over bjergene til Oudtshoorn, og lidt længere til Calitzdorp. Ikke en tur jeg misunder hende under de forhold!

 Efter aftensmaden er jeg kommet til hægterne. Prøver lige den lokale specialitet: Holy Water. Omkring 90% spiritus og 10% sukker. Deres nationaldrink er brandy med cola. Man kan endda få den som RTD. Smagen er ikke noget særligt!

 Det schweiziske par viser mig ned til en internet shop. Den åbner klokken otte og lukker klokken fem. Vi kører i morgen klokken otte, og er hjemme ved fem - halv sekstiden. De kører i øvrigt i deres lejede firhjulstrækker. Den er udstyret med jerrycans,  indbygger vandtank, køleskab og andre "camper-faciliteter". De betaler 1850 kroner - om dagen!

14. I dag gælder det Steinkopf området. Vi er i Namiqland, det grænser til ørken. Jeg kører med Maddy sammen med den engelske dame, så alle har vinduesplads. Vi kører bagerst, så det er ikke lige så pinligt at komme sidst.

Jeg render efter Dr. Graham Williamson, og prøver at få navnene på alle de spændende planter. Det er bare lettere sagt en gjort. Jeg kender praktisk talt ikke et eneste navn på de sukkulenter, og hans udtale er noget anderledes end min! Mens jeg febrilsk staver mig gennem fornavnet, har jeg glemt efternavnet. Jeg kigger op for at spørge, og han er 50 meter væk. Og så skal jeg også lige huske at fotografere bæstet...

 Det starter som en rigtig lækker varm dag, men så kommer tågen rullende ind fra havet med kulde. Efter middag blæser der en ti graders vind gennem marv og ben. Jeg har heldigvis taget min regnfrakke med, men fleesen havde også været rar. Vi kører ud gennem ledene til forskellige lokaliteter, hvor den gode doktor ved der er bestemte planter.

 Et sted, på en stor skråning gror der Cheirrdobsis prevlarasis, det er den eneste sted de er fundne. Turen er planlagt således, de blomster lige når vi kommer.  Det er begrænset med dyreliv: Ser kun et par græshopper, hvor af den ene er større end min tommelfinger. Den er ikke endda udvokset.

 Efter at have standset fem gange, vender vi næsen hjem af. Kotis siger "We leave Bihrmann" uden det komme, jeg ville foretrække! Jeg har fået seks sider med navne, nu skal jeg bare have det rigtige navn på det rigtige foto! Det er sværere end det lyder. Havde været væsentlig lettere, hvis man kendte de pokkers planter. Vi ser kun få planter, som med lidt god vilje kan kaldes caudiciforms. Der drejer sig om løg og enkelte Tylecodon'er.

 Vi lander i Springbok fem minutter efter internetshoppen er lukket. Er temmelig sikker på, de sidste af Rikkes mails er mindre søde, end dem for en uge siden... Jeg får til gengæld ordnet mine fotos før maden. Sidder over for Graham, og lytter til ham. Ikke alene er han lynende intelligent; han har nærmest total hukommelse! Han slynger om sig med latinske navne på både dyr og planter. Han er vel bevandret i geografi, metrologi, politik, etnologi og hvad ved jeg.

 Opdager, flere af den store flok af kvinder, der arbejder i restauranten mangler de forreste tænder. Det viser sig at være en lokal skik, som først er ved at uddø nu. Jeg sniger af ved halv titiden, og kommer alligevel ikke i seng før midnat. Det er selvfølgeligt rart at have navne på de fleste planter jeg har fotograferet, men kors for et arbejde!

 På vej hjem fra restauranten bemærker jeg, alle huse i gaden, med undtagelse af kirken, er hvide med gule tagrender og bogstaver. Det er samme fyr der ejer dem. Startede vist med diamanter, og lader til at klare sig godt! Han burde sponsorere et ordentligt drikkevandsanlæg til byen. Alle steder i Syd Afrika kan man drikke vandet fra hanen, men her smager det dårligere, en andre steder jeg har været.

15. Kold morgen; kun fire grader. Det ændres hurtigt, når solen får fat. Det når op over 30 grader i løbet af dagen. Vi kører nordpå, op forbi Steinkopf og ind i Rictersveld området. Vi stopper et par gange, første gang søger vi langs vejen. Her, som de andre steder vi kommer i dag, er der planter, som kun findes i et ganske lille område. Den mast fascinerende er Aloe dihogoma, som er en voldsom stor plante.

 Vi drejer af mod Port Nolloth. Landskabet bliver mere og mere tørt, og der dukker flere miner op. Så svinger vi af til Wolfberg. Næste stop er ud af en rød grusvej, for at se en speciel Euphorbia, der blomster nu. Der er også en masse andre spændende planter, og jeg stormer efter den gode doktor, for at få navnene.

 Vi får tilpasset det perfekt, så da vi kommer til det eneste område med Jordaaniella cuperia, blomster de med enorme blomster. Vi kommer ud til havet i Wolfberg. Køber vildt ind hos den lokale Spar: Vi er selvforsørgende de næste to dage. Så går det mod Alexanderbaal, og landskabet bliver mere og mere sandet. Vi er igen tæt på Namibia og de uendelige sandørkner.

 Det blæser ret meget, og jeg må til min overraskelse konstatere, der er lettere af fotografere nervøse græshopper og hurtige løbebiller, end små blomster på lange stilke. De er alle steder i den kraftige blæst! Vinden kommer fra havet, og er temmelig kold. Jeg bliver nødt til at finde fleesen frem. Beskytter sikker også bedre, end solcremen. Der var kun et sted i byen, man kunne købe solcreme, og de havde kun én tube. Kan ikke være særligt populært, på trods af, her er flere hvide end farvede.

 Så stopper vi ved Holgat kløften. Den går helt ud til havet, og fanger en masse tåge, som er vigtigt i et område, næsten uden regn. Her er nogle enorme Tylecodon paniculata, som jeg ikke kan stå for. Vider mod Bloeddrift og to spændende Aloer: Aloe alaplaragensis og en enorm Aloe pilance, som er over fem meter høj. Jorden er dækket af et tæppe af små gule blomster.

 Vi når Richtersveld National Parken lige får solnedgangen. Maddy står for madlavningen, godt hjulpet af alle os andre. Grillet kylling med salat og bagte kartofler, fuldt af henkogt frugt med vaniljecreme, og tre timer bag skærmen.

16. Fælles morgenmad på terrassen, efterfulgt af undertegnedes opvask. Skal jo lige ordne fotos om aftenen. Listen over ting i hytten omfatter også en Cockscrew. Håber det er en stavefejl! Det er lidt mildere i dag: 10 grader. Der er en fantastisk udsigt over Orange Floden, og fuglene kvidrer om kap. På den anden side af den femten meter brede flod er det Namibia

 Vi kører ind mod selve parken. Den ligger bag/inde i et stort lukket mineområde. Vi kører faktisk gennem deres indhegnede materialeplads for at komme ud og ind fra den statsejede lejer. Det må være en zinkmine, diamanterne kommer man aldrig i nærheden af.

 Det er tilladt at græsse sine får og geder i parken. Der er dog et maksimum på 4000 dyr om vinteren og 7000 om sommeren. Store områder er "reetablerede" mineområder, hvor de har udfladet bunkerne pænt. Det betyder bare ikke, der kommer de gamle planter igen. Nogle af dem vi ser, findes kun på denne ene skråning. Har sikket noget med både regn, tåge (spiller stor rolle her), jordbund, vind (som kan være kraftig) og sol at gøre.

 Vi stopper på vejen ud til Half Mens Pass, og ser nogle fantastiske "De halve mænd": Pachypodium namanquensis samt 10-15 andre nye planter. Næste stop afslører nogle ualmindeligt flotte Tylecodon paniculata, som åbenbart kan blive op til 130 centimeter høje, og med en diameter på 30 centimeter.

 Vi kravler rundt på nogle næsten lodrette ældgamle frønnede granitvæge, med massere af revner og løse fragmenter. Her er ikke meget dyreliv, men jeg indfanger dog et par biller, nogle firben, agaver, gekko og en solifo. De andre bliver plagede af nogle bidende fluer, som minder om bremser. De kan åbenbart ikke lide mig, og det passer mig fint.

 Så dukker der små lækre Commiphora carpensis op. Nogle har blade, nogle frugter, andre knopper, men jeg kan altså ikke finde en udsprungen blomst.

 Vi kører længere ind i Richtersveld National Park'en, mellem de enorme klipper og bjerge. Her er sandsten, granit og sort skiffer, brudt af enorme kvartsblokke og sandyner.  Der dukker en ny Tylecodon eller to op, men ellers er der langt mellem caudiciformsne. På trods af, vi er i noget der ligner en uhjælpelig tør ørken, og så endda på stejle, drænende klippevæge, gror der lav på nogle sten. De næres af tågen, der ruller ind fra havet. Det er også den, der gør det muligt for planterne at overleve.

 Vi kommer til nogle virkeligt forrevne klipper. Mellem den, desværre mest på skyggesiden, gror der nye planter. Vi kører "hjem" til frokost, og jeg får det sværre valg mellem Hells Kloff Pass og en lang middagslur. Jeg har knoklet op og ned af de næsten lodrette klipper i 30 graders varme, og tanken om en lur er ikke fjern. Nå, jeg kan jo altid sove, når jeg kommer hjem.

 Jeg følger alligevel med de andre, og vi kommer ud til et stort område med rode Aloe'r. Blandt dem stor lysegrønne Tylecodon paniculata, som ser ud til at have det strålende. Blandt nogle klipper finder jeg en gruppe Hawortiaer, som de andre leder febrilsk efter andre steder. Jeg er bare ikke god nok til at beskrive dem, så de andre finder dem ikke. Blandt de samme enorme kvartsblokke gror en Cucurbitaceae, sandsynligvis en Kedrostis. Jeg kan ikke finde en knold, men nej hvor ville jeg gerne.

 Længere nede gror to arter Gethylles, som også kunne blive til flotte caudiciforms, med lidt gravearbejde. En kæmpe fårekylling sidder og støjer i en vissen busk. Jeg prikker den ud, hvilket i den grad ophidser den. Den hedder pansret fårekylling, og den har nogle hidsige pigge. Forskellige arter vilde Pelagonia'er og andre, men kender fra blomsterhandler.

 Der er hurtigt gået tre timer, og vi skal hjem af igen. Maddy laver sammenkogt ret med ris, jeg grovsorterer fotos. Det er stadigt 23 grader klokken ni, men så begynder det for alvor at blive koldt. Efter maden sorterer jeg vider, og skriver dagbog, til klokken er halv et. Syv timers søvn er altså for lidt!

Vi finder endnu flere planter i Dagbog 5

                    

 

Diary 1 2 3 4 5 6    Map + Plan  Photos