Main Page     All Journeys    Travel Tips

 


 

PHILIPPINES
1/4-24/4 2005 INFO og  DAGBOG  1

 Fotos    Kort + Plan 


  


Translate     
Dagbog 1 2 3   

 Morten og Jesper havde tænkt sig at tage en dykkerferie til Indonesien. Efter at have undersøgt sikkerheden og udenrigsministeriets anbefalinger, blev det Filippinerne. Her blev et par udlændinge kidnappet for et par år siden, men siden har der været stille. Jeg har været hjemme i et halvt år, så jeg er med på hvad-som-helst! Bare der er varme, natur og oplevelser. Rikke vælger at blive hjemme, da hun skal lave hovedopgave. 

1. Birthe kører os ind til lufthavnen, og lidt i fem flyver vi til Amsterdam, venter to timer og fortsætter så til Manilla. To timers venten igen, og så flyver vi, i en fantastisk solnedgang, til den store ø Cebu, hvor vi straks booker ind på et hotel.

2. 22 timers rejsen har bragt os til 35 graders varme, utroligt søde mennesker og fantastisk idyl. Priserne kan man heller ikke klage på: Taxi i en time: 60 kroner (og det bliver ikke dyrere af, man ikke tager den fra lufthavnen!). Pænt hotelværelse med rent fælles bad: 35 for dobbelt. Stor peberbøf: 19 kroner. Alt bestik vi får på Filippinerne er omhyggeligt pakket separat ind i papir.

 Vi bor i en ombygget villa, med polerede ædeltrægulve og bambusindretning. Aftensmad i hotellets restaurant, der bare er på terrassen. Her er ikke ret mange mennesker, faktisk bare nogle smilende og nydelig klædte damer. Store flagermus fjerner de værste insekter, og her, som på resten af turen, er der myggefrit og gode senge. Jeg opdager en god og en dårlig ting: Jeg har stadig alt min shampoo, men der er meget lidt af den, der er i flasken.

3. Temperaturen var helt nede på 25 grader i nat, men der var tæpper. I løbet af dagen sniger den sig op på behagelige 34 grader; vi er kommet det rigtige sted hen. Morgenmad på hotellet, og så ud på gaden for at finde en taxi, der kan bringe os ned til havnen. Vi bliver sat af foran en stor og moderne terminal med sikkerheds tjek af storsmilende vagter og logrende hunde. Vi kommer ombord på en moderne katamaran, hvor de båndede sikkerheds informationer bliver afsluttet med en katolsk bøn på engelsk. 

 Næsten alle skilte vi ser, er på engelsk, de fleste mennesker vi træffer kan engelsk, det kan ikke blive meget lettere. Her var arabiske købmænd i 1200-tallet, spaniolerne erobrede øerne i 1700-tallet, så snuppede englænderne dem, og efter japanerne havde besat dem under anden verdenskrig, blev de befriet af amerikanerne, som var betænkelig langt tid om at forlade dem. Det var faktisk først efter Markos og hans sko-samlende kone blev smidt ud, amerikanerne røg efter. Australiere tog sig lidt af øerne, men nu er de nogen lunde deres egne. De er hovedsageligt katolikker, en del jehovahs vidner, original religioner, og nede sydpå er der muslimer. Man mærker ikke meget til religion, bort set fra skrifterne på jeepnyerne, der er bibelske citater.

 Vi lander i Tagbilaran på det sydlige Bohol, i en stor havneby, og går langs pælehuse ind til land. Her, som alle andre steder vi kommer, er alle både op til middelstore færger udrigger både. Selv bitte små robåde er en smal kano med et par bambus rafter godt ude til siden. Meget hurtig og komfortabel bådtype. Den er muligvis ikke meget bevendt på store bølger, men dem har de ikke meget af, og vi møder ingen.

 Vi finder en af de talrige motorcykler med sidevogn og stor overbygning, som bringer os til busstationen. Her finder vi en minibus, der kan bringe os til Chokolate Hills. Vi passerer utallige medtagne et- og to etages træhuse, som næsten alle uden undtagelse, har en masse potteplanter i forhaven, og en samling pæle med orkideer. Et syn, der følger og på hele turen. En anden, yderst behagelig ting ved Filippinerne er deres dæmpede og ubemærkede musik samt deres stille og logrende hunde, som er meget kælne.

 Vi følger kysten med dens mangrove, og lidt før frokost ankommer vi til  Chokolate Hills området. En længere travetur bringer os op til udsigten. En stor gruppe ældgamle koralrev, formet som gammeldags høstakke er overgroet. I tørtiden (som er nu), bliver de svedet af, så de står som enorme flødeboller i det ellers grønne landskab. Vi fotograferer løs, både bakkerne og vegetationen. Her er passionsblomster og en euphorbia, tæt beslægtet med julestjernen, samt et utal af andre grønne ting. Her er også en del fugle, nogle med en smuk sang, men de er ikke fotogene!

 Vi går ned til den turistede restaurant (hvor vi, som så mange andre steder er de eneste turister), for at få lidt at spise. Vi frådser i kylling eller rejer, får San Miguel øl og Sprite samt kaffe, men må så slippe 30 kroner i alt. Dette kan godt blive en billig ferie! Vi tager bussen tilbage til Tagbilaran. VI skulle egentligt have været af ved et Tarsier-reservat, men det smuttede. I stedet finder vi en taxi, der kan bringe os ud til det. 

 Tarsier aber er verdens mindste primater. De er på størrelse med en hamster, men har en 30 centimeter nøgen hale efter deres ti centimeter krop. Det mest specielle er deres øjne: De er omkring to centimeter i diameter! De største hos noget pattedyr, svarende til, vi skulle have 25 centimeter øjne. Når de lukker dem, er det hele panden og hovedbunden der glider ned. De fødr de relativt største unger: 1/5 vægt af moderen.

 De er insektædende, og udelukkende nataktive. Vi giver en donation til reservatet og bliver guidet ind i indhegningen, eller snarer: Udhegningen. I et stort område på en skråning sidder over 20 aber spredt og sover. Alle er i øjenhøjde, og totalt uimponeret over vores tilstedeværelse og fotograferen. Om natten hopper de ud over hegnet for at jage insekter. Hegnet beskytter dem fra vilde tamkatte, som ellers kan gå og "plukke" dem i dagtimerne. De har deres navn efter en specialudviklet knogle i deres ben. Denne specielt lange knogle lader dem hoppe mange meter.

 Efter besøget bliver vi udspurgt til en eller anden forskning omkring økoturisme i forbindelse med Tarsier aber. På vej ud til den ventende taxi ser vi en art tukan, som desværre forsvinder hurtigt. Tilbage til Tagbilaran, og med bus til Panglao Island. Vi kører gennem marker med ris og søde kartofler. I mudderpøle under træerne daser vandbøfler, ved små "hundehuse" står kamphaner tøjret ved det ene ben. 

 I de sidste solstråler ankommer vi til Bounty-land. En stribe små hyggelige hoteller, iblandet lige dele restauranter, barer og dykkershoppe. Vejen ned til dem er grusvej, vejen mellem dem er den perfekte hvide strand. Meget få turister og ingen hoslere. Vi kommer til at betale 80 kroner for værelserne, som er en stribe træhuse med græstag og veranda. Aftensmaden på en pæn restaurant koster 6,50 for hovedretten, og øllene er til 3,50, så det går nok. 

 Vi finder en dykkershop , som ser fornuftig ud, og i stedet for et prøvedyk, bestiller jeg bare en dykkeruddannelse. Firmaet er ejet af en tysker, og min lærer er tysk, så det kan vel ikke være helt skidt. Det koster 200 US$, og gælder i hele verden. Det tager 3-4 dage, men her er rigeligt med dykkermuligheder for brødrene også, så de kommer ikke il at kede sig.

 Som noget helt nyt finder vi postkort. Jeg kan ikke beslutte, om det er godt eller skidt at sende kort til Rikke med mini aber og bounty-land, men beslutter at gøre det. Det viser sig senere, postkort og specielt posthuse er noget nær et ukendt fænomen på Filippinerne. Vi ser ikke en eneste post eller postkasse. Rikke ville have fået de sværeste abstinenser her!

 Vi sidder alene på den hyggelige restaurant-balkon, og nyder øl og kaffe, mens vi betragter de fosforescerende bølger og den klare stjernehimmel. Det virker næsten helt forkert, her ikke er myg! 

4. Efter morgenmaden går vi ned og får sendt brødrene ud og dykke. Jeg mødes med Peter, som blandt andet er civilingeniør. Han er indstillet på jeg skal have Padi Open Diver beviset hurtigt, men der bliver ikke noget med at skyde genveje. Jeg er den eneste elev, så det bliver temmelig intens. Jeg ser videofilm, læser en tyk bog på engelsk og besvarer uendeligt mange tests de næste dage, samtidigt med Peter tegner og fortæller. Vi dykker en gang i poolen og så er det ud på revet. Han er godt tilfreds, på trods af, jeg selv syntes jeg bruger det meste energi på at tømme maske. Jeg har kun én gang, ud af alle snorkel dykkene, prøvet en maske, der ikke blev fyldt hurtigt.

 Vi mødes til aftensmad, og så går jeg hjem for at læse lektier. Har læst et par kapitler i Jespers danske bog hjemmefra, men det går fint på engelsk. En kop fælles godnat-kaffe, og så tilter jeg lidt over ni. Det har været en hård dag!

5. Brødrene tager ud for at dykke, og jeg ser video bliver testet om formiddagen. Om eftermiddagen tager Peter og jeg ud til "Hus-revet". Det ligger 200 meter uden for stranden, og er fantastisk. En stor flade, og nogle væge, dækkede med en blanding af hårde- og bløde koraler, svampe og et myldrer af dyr. Vi prøver forskellige nød-procedure, så som dele luft, tage maske af, bjærge og tage bly af. Efter frokost tager vi endnu et dyk, og så kommer brødrene hjem.

 Morten har lejet en motorcykel af Peter, og suser øen rundt. Jesper og jeg tager det mere adstadigt, med en lang travetur ind gennem det tyndt befolkede bagland. Her er lavt krat med blandt andet Jatrophaer. Vi kommer forbi nogle spredte pælehuse med smilende og vinkende beboere. Alle har flotte haver og orkide-pæle. Der står flotte Adenium obesum'er og blomstrer om kap med borgonvilliaerne.

 Et sted er en mand i gang med at ryge kokos i et stort trækar. Der er kokospalmer over det meste af Filippinerne, men det er utroligt få gange vi får kokos. Vi filosoferer over, hvordan kokos palmer kommer til at gro på toppen af de stejle øer. Triller nødderne opad? 

 En politibil med fuld udrykning bliver fulgt af en lastbil med et orkester og så en med det lokale basketball hold. Bagefter kommer en masse mennesker væltende, det er virkeligt noget de går op i!

 Vi har lidt problemer med at komme hjem. Det går rimeligt godt med at finde de små jord-sideveje vi skal ned af, men det er blevet højvande. Mange steder når vandet helt op til de 10-15 meter lodrette klipper. Vi finder hjem i de sidste dagslys, og mødes med en bredt-smilende Morten. Han har nået det meste af øen rundt, og fået mere end fordoblet sit personlige kilometer tal!

 Vi bestiller rejecocktail. Det viser sig at være en noget anden komposition, end vi er vandt til: Fint revet kål og gulerødder, ostepinde, ananas, papaya, banan med en meget fed lyserød creme til. Smager fortrindeligt! Her efter får Morten "sydende rev" (ristet alt-godt-fra-havet på en glødende støbejerns tallerken). Jesper får sydende Blue Marlin og jeg får revet ko med en lækker sovs. Efter adskellige kopper kaffe opgiver jeg at kæmpe imod, og kravler i seng.

6. Jeg består den sidste skriftlige prøve, og så er jeg Open Water Diver. og så tager vi ud og dykker. Hjem for at lære mere teori, og en prøve til, efterfulgt af endnu et dyk. Denne gang på 28 meters dybde, hvor revet stadigt er utroligt flot, og det vrimler med farvestrålende liv. Takke være vandets utrolig sigtbarhed, fortsætter livet langt ned. Ny prøve, og så er jeg Advanced Diver. Det har kostet mig 2200 kroner, med dykkene. 

 Hjem for at tage et hurtigt bad, og aflevere nøglen - lidt for sent. Vi havde aftalt med hotellet, vi måtte blive til klokken tre, med det kom til at hænge lidt. Vi går op gennem "byen", for at finde en taxi der kan tage os ind til buspladsen. En temmelig ny BMW - med kunde - holder ind og spørger, om vi vil ind til byen. 

 Da han kommer tilbage - uden kunde - forhandler vi os frem til en god pris; 250 kroner. Han kører os hele vejen til færgebyen på den modsatte side af den store ø Bohol. Det tager tre timer, da der er en del vejarbejde, og der er 200 kilometer. Chaufføren er i tvivl om vejen, og spørger os om råd! Han er kun vandt til at køre turister op for at se de små aber og Chokolate Hills.

 Vi kommer, ikke uventet, forsendt til dagens færge, og må finde et hotel. To dobbeltværelser á 35 kroner i et helt nyt hotel. Vi går ud i byen for at finde aftensmad. Tre portioner med 1½ liter sodavand: 25 kroner. Vi sidder uden for og drikker kaffe, da en pudsig dame dukker op. På trods af vores åbenlyse u-interesse sidder hun og pladrer løst på en næsten forståeligt engelsk. Så undskylder hun meget, hun er nødt til at gå.  Her stifter vi for første gang bekendtskab med karaoke, som til gengæld forfølger os resten af turen. Det er trods alt det eneste høje musik vi bliver plaget af.

7. Vi står tidligt op for at nå færgen til Massin klokken ni. Den går bare ikke. Der går en færge til Bato klokken ti. Så skal vi bare kører 50 kilometer sydpå, når vi er kommet i land. Pyt, så bliver der også tid til  morgenmad. Vi søger en del rundt, og finder op på første sal af det store marked. Og så dukker damen fra i går aftes op. På trods af vores totale ligegyldighed sætter hun sig ved vores bord. Har stadigt ikke regnet ud, hvad det er hun sælger. Vi slynger morgenmaden i os, og laver Houdini'en. 

 Går gennem markedet, som hovedsageligt består af husholdningsting i blik og plastik, enorme mængder soltørrede fisk, tøj og forskelligt korn. Det meste transport i denne by forgår på mini-cykler med sidevogn. Der er også en del motorcykler med overdækket sidevogn og enkelte gamle lastbiler samt de allestedsnærværende jeepnyer.

 Vi er kommet lidt langt ned i finanser, og leder efter en bank. Da de endeligt åbner, vil de ikke have noget med Visa-kort at gøre. De vil ikke engang veksle dollars! Efter en del spøgen rundt, bliver vi vist ud til en bank, et godt stykke fra centrum og havn. De vil gerne veksle dollars - for folk der bor i byen. Banken er godt pakket med lokale, som vi elegant har sprunget over i køen. Så kommer en smilende overordnet, og er meget behjælpsom. Vi får lov at veksle 100 dollar hver, og ved at springe alle over i køen igen, får vi vekslet en del af dem om til små sedler, som kan bruges i almindelige forretninger og restauranter. Her, som så mange andre steder i verden, er det kundens problem at have lige penge. Byttepenge??? Vi forlader banken med det meste af deres pengesedler. Håber ikke, nogen af dem vi sprang over i køen skulle have haft...

 Med vores nyvundne kapital er der dømt fest: Vi frådser straks i en Sprite og to kaffe til sammenlagt tre kroner. Har siddet lidt for længe, og får temmelig travlt ud over molen for at nå vores færge. En stor udrigger båd, hvor de to udvendige dæk er fyldt helt op af vandbøfler. De står godmodigt og tygger drøv på hele overfarten, selv om de til  tide bliver ramt af dønningerne. På den anden side misunder jeg dem lidt. Vi sidder under presenning i en tæt diesel-hørm, uden meget udsigt, men med kokkens fiskeret i næsen. 

 Efter små tre timer ligger vi til på den store ø Leyte. Det begynder at regne voldsomt, lige som vi kommer ind på en restaurant. Det får  raset af mens vi spiser, og efter lidt søgen, finder vi bussen til Massin. Herfra fortsætter vi, efter at have ventet et minut, til Padre Burgos i jeepney.

 På trods af mange tilbud om MC-taxier går vi ud af byen. Vi kommer forbi frugtbare marker med ris, banan, kokos, agurker og frugttræer. Det viser sig, Peter's Dive ligger et godt stykke uden for byen! Standser ved en lille, ny bar, som to-tre 14-16 piger åbner for vores skyld. Der lugter forfærdeligt jordslået, selv ude på terrassen. Folk vi passerer hilser med den klassiske "Hey Joe". Morten opfinder det perfekte modsvar: "Hey Phill".

 Endnu længere ude finder vi endeligt Peter's Dive Whaleofadive.com - hvor der ikke er flere ledige værelser. De har heller ikke så meget dykkergrej ledigt. Hmm? Vi går en kilometer tilbage til Davliz. Her har en engelsk ingeniør muret et hotel med bungalower op. Der er ikke andre beboere, og han har endda lidt dykkergrej, vi kan leje. 

 Vi nusser lidt rundt på grunden. En lang trappe fører ned til vandet, hvor stranden består af klipper og meget groft koralrev-grus. Man kan finde utallige muslinger og sneglehuse, nogle af anseelig størrelse. Det begynder at mørkne, og vi går op igen. På vejen finder vi en vandrende pind. Det viser sig, David er ved at renovere sit køkken, så vi må gå ud til Peter for at få aftensmad. Temmelig dyrt: 17 kroner for hovedretten, men det er så rimeligt godt. Den kilometer tilbage til Davis bliver længere og længere!

8. Vi kan i det mindste få morgenmad hos David, før vi går ud til Peter for at dykke. Efter lidt roden frem og tilbage, er vi alle udstyret med fuld dykkerudrustning. Vi er seks dykkere og to guides: Divemasters. Den ene er en australsk ven til ejeren, som er ved at træne den anden (lokale) op. Vi sejler på tværs af strædet, og dykker på en væg ved søster øen. Her er utroligt meget at se, både fisk og koraler. Jeg har fået en maske der lækker slemt, men har alligevel overskud til at nyde dykket. Jeg bruger stadigt mere luft end de andre (mest på at tømme maske), og piner flasken til det yderste. Kommer faktisk op med 0 bar. Måtte hive de sidste mundfulde ud! Lidt forkert, men jeg holder mig tæt på australieren hele tiden, og har gjort ham opmærksom på situationen. Han troede bare jeg var tæt på den almindelige bundgrænse på 30 bar. 

 Efter halvanden times pause med kiks og kaffe på båden, hopper vi i igen. Jeg låner divemasterens maske, som er fantastisk god! En ny og helt vild fed fornemmelse med en tæt maske! Det nedsætter mit luftforbrug væsentligt, og jeg har lidt tilbage på flasken, da vi kommer op. Kan desværre ikke købe masken, men ved hvad jeg skal lede efter. Fotos fra dykkene

 Efter frokost går vi en tur langs vejen. Alle vi passerer hilser smilende. Haverne foran de spredte hytter er smukke. Her er en blanding af nytte- og prydplanter: Papaya, batata, obersiner, bananer, taro, mange "stueplanter", sanseverier, filodendrons, orkideer og meget andet. Flere steder ser vi undersmukke biædere og bladfugle.

Vi drejer fra, ind i junglen. Først passerer vi en brønd med håndpumpe, som bliver flittigt brugt. Stien slynger sig gennem junglen, langs en ravine med en lille å i bunden. Vi ender inde ved en primitiv hytte, omgivet af kokospalmer. 

 Efter aftensmaden bliver det tid til et natdyk. Ud over det er mørkt, ændrer koralrevet sig drastisk om natten. Det er et andet vagthold, der vågner op. Vi kører ind til byen, hvor færgemolen byder på massere af liv. Særligt i nat. Vi har klædt om ude hos Peter, så det er fem dykkere der kravler ud af hans bil, og ned af ladet. Det undlader ikke at vække lidt opsigt blandt de få lokale!

 Vi kravler ned til vandet, og få meter ude er vi omgivet af liv: Det er en tyk suppe af fem millimeter små fisk eller skaldyr, som yderligere bliver tiltrukket af vores lamper. Jesper har medbragt sin store "kunstige sol", som bare mister styrken hurtigt. Ikke fordi den løber tør for strøm, den kan bare ikke trænge gennem mængden af smådyr!

 Vi svømmer mellem molens stolper. Der er en del strøm, men også utroligt meget at se på. Her er søheste, dragefisk, krabber, lige fra farvestrålende til nogle, der kamuflerer sig i affald fra bunden. Bitte små farvestrålende blæksprutter, der sprutter blæk. Enorme søstjerner i vilde farver, slanke tangnåle, søpindsvin med et utal af variationer af pigge fra kølleformede til utroligt lange. Trompetfisk, sweetlips, der ligner 70ér moden med brune og bais pletter. Søanemoner der sover med klovnefiskene inden i. Vi svømmer længe i det lave vand, før vi kæmper os om. Når man har svømmet i svømmehallen, og kravler op på, føles det, som om man vejer et tons. Det bliver ikke bedre af, man har en kæmpe flaske på ryggen, regulatorer og tolv kilo bly om maven!

 Aftensmad hos Peter, og opgørelse over regningen. Har ikke nok penge med, men kan skylde til i morgen. De tre dyk med udstyr kostede hver knapt 500 kroner, maden 50 kroner. 


Turen fortsætter i Dagbog 2

                        Fotos    Kort + Plan Dagbog 1 2 3 Translate