Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

PANAMA 6/4-9/4 DIARY  

  Photos      

 

 

      Diary
 

 Line er med Nephendis i Costa Rica for at frelse naturen. Mellem to projekter har hun 14 dages ferie; "vil jeg komme over og følges med hende rundt i landet?" Selvfølgeligt, og da jeg får overbevist Morten og Jesper om, at Laos i slutningen er tørtiden ikke er en succes, er de med på ideen om Costa Rica

 Efter en begivenhedsrig tur gennem Costa Rica kommer vi til Panama.

6/4. Op 6.00 ned for at spise morgenmad, og klar ved grænsen, der åbner klokken 7.00. Bliver standset lidt ude på den lange og vakkelvorne bro, som går over grænsefloden. Vi skal tilbage og ned i en kælder for at få ordnet papirerne. Vi udfylder blanketterne og får så at vide, vi skal have et frimærke på apoteket!
Har et sandt helvede med at finde det. Vader frem og tilbage og finder det endeligt, bag i en netop åbnet møbelforretning. Tilbage og over grænsen. Den panamanske side har også blanketter, men skal i det mindste ikke have frimærker. 
En taxa-chauffør står og sludrer med pas kontrolløren, og vi hyrer ham til turen indtil Cupereioxola. Vi køber mad og en taske til at have den i og kører så med bus ud til en nationalpark, hvor der skulle være æglæggende læderskildpadder. Vi kører gennem en kæmpe stor bananplantage og kommer til en lille gangbro, som ifølge guide bogen skulle være så glat som en bananskræl i smør på en isbane. Den virker ellers rimelig let passabel, til vi møder en ranger. Han siger parken er lukket, man skal have speciel tilladelse fra kontoret inde i byen. Vi prøver at platte os forbi han, men han er ubøjelig.
Han følger os tilbage med bussen og helt hen til kontoret for de nærliggende nationalparker. Her får vi at vide, det kun er direktøren, der kan give tilladelse, men "han kommer snart". Snart viser sig at være efter fire timer! Vi fortæller, hvor vigtigt det er, at vi kommer derud, får et foredrag om, hvordan vi bør te os derude, og en personlig ranger. Vi træffer et par af de andre chefer, og endelig er vi på vej.
Mens vi venter på bussen, får vi lidt at spise og hører (meget) lidt om rangerens arbejde. Syv timer senere er vi igen ved gangbroen. Det første stykke er let passabelt, men så forringes kvaliteten og den sidste kilometer eller to går vi i mudder til navlen!. Der ligger nogle få rådne træstykker, men de synker med os ned i mudderet. Andre steder er der rundstokke, som drejer. Alle vores ting er pakket i sorte sække, som vi bærer i hænderne. Det hjælper bestemt ikke på balance-evnerne.
 Endelig når vi havet, bagagen droppes, og vi vader direkte ud i det Caribiske Hav med tøjet på. Fed fornemmelse! Vi får pakket maden ud, hængt tøj til tørre, og så er vi klar til nattens invasion af æglæggende læderskildpadder. Vi har fået at vide, vi ikke må forstyrre, fotografere eller bruge almindelige lommelygter, når havskildpadderne kommer. Vi sætter rødt folie på lommelygterne (hvorfor tænker jeg på red light district), og venter på mørkets frembrud. Rangerne koger vand til os, og vi sponsorerer Nescafén.
I tusmørket kommer der nogle store sorte biller frem på nogle palmestammer, en flok tudser vælter frem fra den betonplade, vi camperer på og luften fortykkes af moskitos og klæ-lignende fluer. I skovbrynet er der ildfluer, og senere ser vi dem på tæt hold, hvor de lyser en kubikmeter stor busk op.
Ved nitiden går vi med en anden ranger nordpå langs stranden. Det er mørkt som i en negers -øhh- kulkælder, så vores røde lygter lyser godt op. Deres skær afslører den ene træstamme i vandkanten efter den anden, men først efter to timers målbevidst traven på den Bounty-lignende strand ser vi en skildpadde. Den er færdig med æglægningen og ved at dække hullet til. 
Vi spørger vores ranger, om vi må fotografere den bagfra, en mulighed, som én på kontoret nævnte. Si, siger han, børster sandet af dens ryg og sætter sig op på den! Det var ikke lige det, vi havde håbet på. Da han endelig hopper ned, skyder jeg det sidste foto på filmen, og gud-hjælpe-mig om han ikke lige når at træde ind foran mig - #¤!*&!!!!
Skyerne over vores hoveder bliver endnu mørkere, og det begynder at dryppe. Vi vender om og søger ind i skoven, hvor der er en hytte. Der sidder vi i en sovs af moskitoer, mens det vælter ned. Det stilner af, og vi starter turen tilbage. Jeg går nede ved vandet, hvor jeg ikke får smadret tæerne på iland-skylede træstykker. Et par gange mister jeg følingen med de andre, og bølgernes brusen forhindrer mig i at råbe dem op. Så mister vi rangeren, og vi er langt fra sikre på, hvor langt vi skal gå for at nå campen. Nå - det lykkes, og vi sidder lidt og snakker, mens moskitoerne æder. 
Vi tørner ind, inde i og under rangernes hytte, men insekterne hindrer mig i at sove, så jeg går ned på stranden. Iført regnjakke, to sorte sække og med shorts over ansigtet sover jeg nogenlunde, på trods af to skybrud, som passerer i løbet af natten.

7/4. Jeg vågner pissekold, fuld af sand og med et kæmpe skildpadde spor ved siden af mig. Jesper har ikke sovet så meget, men har undgået de værste bid. Line er blevet gnavet meget og Morten endnu mere. Han tæller over 100 bid på sin højre hånd, under håndledet. Jeg har ikke fået bid, men ser temmelig opløst ud. Da solen bryder gennem skyerne, suger jeg varme til mig som et andet firben. 
Efter morgenmad improvisationen starter vi den lange tur gennem sumpen. Denne gang har vi pakket vores ting ind i sorte sække og lagt den i rygsækkene. Det går bedre end på udturen, men det er stadig en sej tur. På vejen ind møder vi vores taxa-chauffør, han har kun ventet en lille time. Han kører os til Cupereioxola, og vi tager bussen til Almirante. 
Efter at have set byen tager vi en båd til Boca del Torro, hvor vi bliver sat i land på Isla Colón. "Endelig" ser vi turister. Det myldrer faktisk med dem, men det er en rimelig blanding af back-packere og charter. Eftermiddag og aften tilbringes med afslappen og tøjvask.
I Panama sælger Coca Cola en mørk hvidtøl-agtig Malta. Jeg når at konsumere adskillige af denne søde alkoholfrie drik. På trods af turisterne har man en god fornemmelse af at være ude i et ø-samfunds afslappede atmosfære. Om aftenen er der langt flere lokale på gaden og i restauranterne. 

8/4. Vi står tidligt op og finder motor-kanoen til den lille ø Bastineros. Øen har én by, som bare er en samling hytter langs en beton-gangsti. Vi ser nogle enkelte hard-core back-packere, ellers er den kun de lokale negre. Deres sprog er en bladning af engelsk, spansk og måske swahili. 
Efter lidt spørgen omkring, finder vi et sted, hvor vi kan leje nogle værelser. Et hurtigt bad, og vi er klar til at udforske øen. Vi går ind i landet og kommer til et underskønt område. Store, stejle bakker med åbne græs-arealer og tætte urskove, spredte kæmpetræer overgroet med bromelier, bregner og epyfytter, sumpe og et rigt dyreliv. 
Efter et par timer kommer vi til 5-10 kilometer totalt øde Bounty-land-strand. 15 meter hvidt sand, palmer og blåt vand. Vi tumler ud i det varme vand, body-surfer og tager lidt (for meget) sol. Vi bliver sultne og traver langsomt tilbage til "byen". På vejen ser vi de mærkeligste fugle. Når de synger, lyder det så to vidt forskellige fugle på én gang. De rejser vingerne med lange guld-strålende fjer og lader sig glide ned under grenen. Vi ser et par slanger, massere af firben, smukke biller og græshopper, anoler og én af de røde farvefrøer, som øen er så kendt for (det er det eneste sted, de lever). 
Tilbage i byen finder vi en skyggefuld bar, hvor vi rafler til mørket falder på. Vi skal ikke have mere sol! Vi finder endelig en acceptabel restaurant, da det er blevet mørkt. Det virker, som om byen først vågner op om aftenen. Hver anden hytte åbner som en lille købmand, café eller kiosk, og de omliggende småøers beboere kommer for at handle. 
Efter vi har spist, dukker der en noget slidt dansker op. Han blev fanget af mørket inde midt på øen og har haft et helvede med at finde ud. Vi hører lidt om hans ferie, og han om vores. Der er mange måder at opleve det samme land på! Vi trisser hjem til et velfortjent bad og en endnu mere velfortjent seng.

9/4. Vi står tidligt op, provianterer og går tværs over øen til stranden på den anden side. Vi svømmer og traver langs stranden, afbrudt af enkelte afstikkere ind på øens græs enge og urskove. Dette er noget af det tætteste, jeg har været på Paradiset.
Efter at have indtaget den medbragte frokost går vi tilbage over øen. Et sted hører vi kvækken fra farvefrøer, og efter at have ledt lidt, ser vi et par. Den røde han kvækker og prøver at lokke den grønne hun til hans dam. 
Vi henter bagagen og når lige motorkanoen til Isla Colón. Her venter vi fem minutter og sejler så med vandtaxa til Alminante. Yderligere fem minutter, og så er vi på vej til Changuinola med bus. Her shopper vi, og jeg bliver klippet for 3$. Resten af aftenen ser vi på forretninger, og sidder og hygger på et af de mange spisesteder. 

10/4. Det er på tide at vende tilbage til Costa Rica, så vi tager 10.00 bussen til Sixola-Limon-San Jose, hvor vi ankommer klokken 15.30. Vi henter Lines rygsæk og finder en kaffebar med international atmosfære. Naboen er en internet-café, og der hentes nyheder hjem. En taxa bringer os ud til Hertz, og vi kører op til Pontarenas i en ny, stor 4WD´er. 

 Resten af rejsen foregår i Costa Rica

Bagage: 1 Kg, Pris: 17.000 kroner for Costa Rica og Panama.

Diary     Photos