Main Page    All Journeys    Travel Tips

NEW ZEALAND
 20/12 1997 - 5/1 1998    
DIARY  2

 Photos
 Map  Plan
 
Diary 1 2 3

 Fra Dagbog 1
26. Boxing day. Ingen viste med sikkerhed, hvorfor den hed det. Den eneste, der turde give et gæt, mente det stammede fra gamle dage, hvor herremanden gav en kasse med mad til tyendet den 26.
Jeg starter tidligt med at trave ud af landevejen, som går gennem urskov og sumpede enge. En lille flok kea'er krydser vejen i trætoppene. Jeg træffer også de første sandfluer. De er temmelig berygtede, men her er kun 4-5 stykker, og kun én får bidt mig. Efter at have travet omkring 10 kilometer, bliver jeg samlet op af en familie fra nordøen. Jeg fortæller, hvad jeg har planlagt at se i løbet af dagen, og da de ikke selv har en plan, køber de min. Det er et af de gode lift.
Først finder vi Fantail vandfaldet. Det er ganske smukt og ligner faktisk halen af en fan. Næste stop er en times travetur gennem regnskoven til en turkisblå flod og lagune. 
Vi kører langs to kæmpe søer: Hawea og Wanaka, som er omkring 100 kilometer lang. 
Så kører vi til Puzzling World Maze, som er en kæmpe labyrint, et skævt hus og en samling pusle-opgaver. Labyrinten er lavet med bræddevægge, temmelig stor og meget svær. Det skæve hus er meget skævt og morsomt med vand der render opad og så'dn.
I Wanaka skal familien på besøg hos noget familie en times tid, og på trods af at de lokker, fortsætter jeg straks alene. Det bliver til en tur gennem rigmandskvarteret, og ud gennem bakkerne syd for byen. Prøver at få et lift med en splinter nu Farrari, som signalere, han ikke skal langt. Derimod standser den gamle 4WD'er, som lige er blevet overhalet. Han har det kæmpe soltag åbent, og det er guld værd, da vi kører gennem de stejle bjerge. Farrarien møder vi kort efter; vejen bliver til grusvej de næste 75 kilometer. Smukke bakker, og min joint-rygende chauffør standser uopfordret et par gange, hvor der er fantastiske udsigter. Et andet sted bliver vi stoppet, da man er i gang med at lave en reklamefilm for en ny lille Caddilac til det japanske marked. Vejen det foregår på, ligner en karikatur af en serpentiner vej. Jeg bliver sat af på en tank i udkanten af byen. Desværre er byen kun 2 huse bred, så jeg går 1½ time, før jeg når centrum. Finder BP'en og en italiensk restaurant med verdens bedste ostekage. Bruger BP'ens vaskeri. Nusser lidt rundt, ser kabelbanen og kiwi-parken. Jeg har prøver en kabelbane, og kiwi-parken er lukket. Mit knæ begynder pludselig at gøre forbandet ondt, når jeg går ned af bakke. Jeg skal nok afholde mig fra de helt store bush-walks.

27. Har en lang udflugt foran mig, så jeg starter dagen med en "miners breakfast", som ikke lader en "Danny's" noget tilbage hvad angår størrelse og fedt indhold. Hopper på BBQ-bussen. Som alle andre busser (også rutefart) fortæller chaufføren, hvad vi passerer, og andre mere eller mindre relevante oplysninger. Det er fåreland, nogle farme har op til 120.000, men der er også lidt herefordkvæg og hjorte. Nogle farme ligger på den anden side af Wakatipu søen, som vi kører langs med. Der er kun adgang med båd. Selve søen virker som en stor V-formet fjord, med mange mindre V-formede sideslugter.
Vi gør en kaffepause i Te Anau, og et par foto- og travepauser i utroligt flotte omgivelser. Der er meget tæt tempereret regnskov, en utroligt smuk og blå sø, lodrette bjerge med sne på toppen. Vejen udvikler sig til regulær bjergkørsel, med en lang tunnel. Om vinteren er der store problemer ved laviner. Det sker regelmæssigt, at vejen begraves under 30 meter sne, og er lukket i 14 dage.
Et sted vi standser er der nogle berømte spejlsøer. De sneklædte toppe, med den grønne regnskovs bund spejler sig i disse små blanke søer - hvis det altså ikke lige pisser ned som i dag.
Et andet sted vi standser, forbereder chauffører grillmad til os, deraf navnet BBQ-bus. Temmelig velsmagende med salat og så'dn.
Efter 300 kilometer når vi til Milford Sound, hvor vi straks går ombord på en stor og moderne krydser, som sejler os ud gennem fjorden. Selv om Milford hedder Sound, er det en fjord. Den er nemlig skabt af en glaciser ikke af en flod.
Gigantiske lodrette klippeflader fortsætter ned i vandet, talrige gange smykket med fantastiske vandfald. De steder, hvor der en samling klipper i vandkanten, er de besat med pelssæler. Der dukker delfiner op langs skibet.
Det er her, de fleste kakapo'er findes, men jeg ser desværre ikke nogen. Der er 54 kakapoer i verden, de 6 er under 17 år. Det er verdens største papegøje med 3,5 kg, de kan ikke flyve, men deres tæer er ikke trave-tæer som hønsefuglenes. De har som andre papegøjer gribefødder. Altså: De kan ikke flyve, og de kan ikke gå. Det er sgu´ ikke underligt, at de er ved at uddø, når vi smarte mennesker har introduceret katte, rotter, iler, hunde, mår og hvad ved jeg. De er de eneste papegøjer, der er nat aktive, og vist de eneste fugle, der ikke danner par, de mødes bare for at parre sig.
Et sted rager klippevæggen ud over vandet i 600 meters højde. Vi sejler ind under, men et af de hundredvis vandfald forstyrrer fotochancen. Vi sejler tilbage, og starter tilbageturen gennem de fantastiske bjerge. Jeg overvejer at stå at i Te Anau, for at overnatte der, og så i morgen tage ud til ormehuler, der ligger uden for byen. Dropper det, da klokken ikke er så meget, og jeg fik set det meste af byen på den ½ time vi gjorde kaffepause på turen ud.

28. Vågner 7.35, checker ud 7.45, stiger på bussen til Te Anau 7.50. Dette var ren held, jeg kendte ikke bustiden. Det tegner til at blive en god dag! Når lige at købe en ham-roole, før vi ruller de 150 kilometer gennem fårelandet til Te Anau.
Går ind på VI, for at booke mig på en af de både, der sejler ud til ormehulerne. Der er temmelig udsolgt, men jeg kan komme med 15.30. 5 timer i Te Anau! Det er der jo egentligt ikke noget at gøre ved, det er de sidste ormehuler på turen, og jeg vil gerne se dem. Ventetiden tilbringes med at finde en erstatning for det ur og kompas, jeg havde i morges, men som nu mangler. Finder et andet ur, men ikke et kompas, der falder i min smag. Ser også byens museum, et underjordisk akvarium. Der skal 1$ i indgangs-automaten, jeg har kun en 2$, som den accepterer, men ikke giver tilbage på. Da jeg så forsøger at gå ind, er døren stadig låst! Der er heldigvis ikke megen styr på udgangen, så jeg går ind der. En lille flok regnbue-ørreder er alt hvad der bydes på.
Klokken 12.30 prøver jeg, om jeg kan komme med på en no-show. Nix, alle dagens ture er aflyst, da det har regnet så meget i går, at hulerne er oversvømmet. #¤*@§!!! Så vil jeg videre, først tilbage til Queenstown. Så´gerne, bussen kører om 4½ time. Mere #¤*@§£&!!!, og så traver jeg ellers ud af byen, i en mild støvregn, der ikke er i stand til at køle mit humør.
Bliver efter temmelig lang tids traven samlet op af en gut på 25-30 år. Han kører stærkere, end de fleste andre jeg har kørt med, og det vil sige ikke så lidt. Imens sidder han febrilsk og forsøger at få sin båndoptager til at virke. Jeg spørger, om der ikke er radiosignal i disse øde egne? Jo, men du vil ikke høre der, det smadre dine ører, det er ikke andet end ´80 og ´90 musik! Jeg er da temmelig spændt på, hvad han forsøger at høre.
Efter utallige forsøg, runger Rolling Stones pludselig ud af den ene overlevende højttaler. De helt gamle, originale optagelser. Personligt er jeg sikker på ´80 og ´90 musik i et fornuftigt niveau ikke ville have skadet mine ører i nær samme grad!
Gud hjælpe mig, om jeg ikke bliver sat af på samme tank, langt uden for Queenstown. Belært af erfaring tommer jeg ind mod centrum. En pige, der forsøger at komme ud fra en sidevej giver mig et lift. Traver op til den nu åbne kiwi-park, og ser faktisk en kiwi. Kiwier er natfugle, så i en stor bygning har de anlagt en regnskov, og om natten er der tændt en masse lysstofrør. Det er som et stort terrarium, jeg står med min lille næse klemt op af ruden. En voksen kiwi vejer 2 kilo, og hunnen ligger et æg på ½ kilo! De har næsten ingen vinger, håragtige fjer og som den eneste fugl: Næseborene helt ude i spidsen af det lange næb. Det er også andre lokale fugle i parken. Keaer, gedde-, springparakitter, ænder og vadefugle.
Nede på havnen er der sænket et tårn ned, så man kan se søens fiskeliv. Jeg betaler godmodigt 35 kr og ser en ny flok regnbueørreder og et par langfinnede ål. Det mest spændende er faktisk de par gange en af de små ænder kommer dykkende forbi ruderne.
Nede i byen går jeg direkte ind på VI, og siger, at nu vil jeg til Okwaka, og peger samtidigt på kortet. Stik syd 200 kilometer, så 300 mod øst. Skynd dig, bussen holder lige der, han skulle være kørt for 2 minutter siden. Stormer ud i minibussen, og han kører med det samme. Billetten kan vi ordne, når vi når frem. Det undrer mig lidt, vi kører over samme pas, af grusvejen, som jeg kom af, nordfra. Men hvad, det er jo bjergrige egne, og jeg mistede jo mit kompas i formiddags. Uret som jeg købte er begyndt at vise pudsige tegn i steder for tidspunktet, så det ryger ud.
Vi kører ganske rigtigt gennem The Remarkables-bjergene igen, standser ved Cardrona Hotel, som er tæt ved 150 år gammel, og både inde og ude totalt uændret. Udenfor holder den lokale sherif, det gjorde han også sidst!
Jeg bliver egentlig ikke overrasket, da vi ender i Wanaka ved 19-tiden. Det er stik-modsat den retning jeg skulle have været imod. Jeg har set den lille by, og beundret den smukke sø, som den er opkaldt efter. Går ind på det nærmeste BP. De har ikke plads, men efter en del ringen rundt, finder pigen en plads langt uden for byen. Traver derud, men de har lige lejet min seng ud til en anden, som på forespørgsel påstod han var henvist fra den BP'er jeg kom fra. Tænker på at få en snak med fyren, men med det held jeg har haft i dag, vil han være 2 meter mellem øjnene og i ondt lune. 
Overvejer, om jeg ikke bare skal leje et fly eller helikopter, og flyve til Okawa. På den anden side, der vil være 89% chance for at vi styrter ned på turen
Fyren ringer rundt, og finder et eneværelse på et hotel til mig. Efter vi har krydset The Remarkables-bjergene igen, er min hørelse reduceret til 0. Imorgen er der en ny dag, og den kan i det mindste ikke blive værre!

29. Står op og går ned til søen, for at nyde solopgangen. Har besluttet at droppe Okwaka (2 vandfald og Jack´s Blovhole), og køre direkte til Dunedin [Do-ní-den]. Tøffer lidt rundt, spiser morgenmad på byens dyreste hotel, og tager så bussen til Dunedin klokken 9.00. Først store halvgolde bjerge, så grønnere bakker.
Ankommer til Dunedin ved 13-tiden, og booker straks en tur til albatros og pingvin land - 300 kroner med studenter rabat! Turen starter først senere, da de pingviner vi skal se først kommer ind i skumringen.
Traver rundt i den store by. De må helt klart have et lokalt Sct. Hans Hospital - massere af tumper i gaderne. Finder et BP og noget kaffe. 
Det er tid til dagens udflugt, vi er 8 som sammen med vores biolog-chaufør kører ud til Otago halvøen. Vi standser flere steder, i småbugter og lignende, for at betragte de lokale fugle: Hvidhovdet hejre, skestorke, sorte svaner, skarver, diverse vadere, kæmpe viber, sorte strandskader, og så alle de andre. 
Vi kommer til albatros kolonien. Jeg er den eneste, der har givet de sidste 85 kroner, for at komme helt op til kolonien. De andre ser 3 konge albatrosser på stor afstand. Jeg ser først en video-film med albatrossernes liv (David Attenbourgh) i kolonien og verden. Så går vi op til en lille skur midt i kolonien. De kommer svævende helt hen til skuret, de har reder 15 meter fra, og en kommer spadserende indtil 6-8 meter fra os. De er godt nok store; vingefang 3½ meter, vægt 6-8 kilo. Ungerne når helt op på 12 kilo, inden de skal lære at flyve. Det tager et år at opfostre en unge, og de yngler kun hvert andet år. Når de første gang flyver, bliver de ved i 4-5 år, og når de så lander i kolonien, går der et par dage, før de kan gå. Så finder de sig en mage, som de kærester med 1 år, før de laver rede. Den ældste fugl, de har haft i kolonien blev 60 år.
De andre fra mit selskab ser lidt utålmodige ud, da jeg vender tilbage efter 1½ time, som for mig føltes som 10 minutter. Vi kører videre ud på halvøen, og går ned til en strand, hvor pælssælerne ligger i "marehalmen". Lidt ude langs stranden ligger søløverne, og til den anden side dukker der nogle enkelte sjældne guløjet pingviner op. Vi kører temmelig mange led. Det er kun vores og én anden bus der bliver tilladt af bønderne. Én har et skilt der fortæller, at gud tilgiver indtrængende, det gør bonden ikke, han skyder dem. Overlevende vil blive retsforfulgt! Vores biolog mente ikke, det var rent spøg. I starten af de 5 år han har studeret sæler ude i bugten, stødte han på bønder med MEGET store rifler.
Vi traver op af de store runde, grønne bakker til bussen, og kører lidt langs kysten, og så ind i landet. Oppe ved en idyllisk gård henter vores guide en gammel Land Rover, som vi kravler op på ladet af. Så går det ellers gennem fåreflokke og ad de bløde bakker, ned til vandet. Her ser vi først nogle flere pelssæler og en enkelt elefant sæl, lige under os.
Så begynder de guløjede pingviner at komme ind. Det ser meget naturligt ud i vandet og på stranden, men i græsset, mellem fårene og i krattet ser de egentligt lidt fejlplaceret ud. En enkelt kommer helt hen til fårehegnet, og ville jeg, kunne jeg røre den.
Vi sidder og betragter dem ½ times tid, og kører så op over bakkerne igen, og så hjemad i bussen. Det har været en pisse-kold, men også en særdeles interessant tur.

Og den sidste del er i Dagbog 3

                    

 

Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos