Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

MEXICO  14/7-10/8 2003   DIARY  3

 Photos

 Map + Plan 

 Diary 1 2 3

 Fra Dagbog 2
3.
Som så mange andre steder kniber det med det varme vand (på vores, ikke brødrenes hotel). Der står alle steder "F" og "C" på hanerne. Jeg troede i starten det stod for Frio (kold) og Caliente (varm), men lærer efterhånden det står for Freezing og Cold!

Op halv syv, og ned til havnen. Det er havblik, og solen kommer frem. Ud over de lokale blæksprutte-fiskere, er her fregatfugle, brune pelikaner, hejre og terner. Endelig dukker dagens guide op, tanker og rengøre båden, og så tøffer vi ud. Langs bredden gror der udelukkende mangrove træer. Der sidder forskellige hejere; grå-, hvid-, grøn-rygget-, ko-, og blå-. Vi sejler under en bro, og er så inde i reservatet. Vandet falder til 20 centimeter, og vi sejler meget langsomt. 

 Så dukker dagen mål op: Lyserøde flamingoer! De står langs bredden i smågrupper på 10-50 stykker. Hannerne er en halv gang højere end hunnerne, det er benenes længde der er til forskel. Vi ser nogle hundrede, mange temmelig tæt på, men guiden er meget forsigtig med ikke at skræmme dem. Vi vender om, og standser på en sandtange. Sand er måske så meget sagt, det føles nærmest cremet og alligevel fast. Her er en lyserød sø, farvet af krebsdyrene i den. Hamrende salt, skulle være sjov at svømme i. Mudret bruges til ansigtsmasker, men vi springer over. Får først et rigtigt bad i aften (måske?). 

 Her er ligene af dolkhaler. Det er vist her i nærheden de døds foragtende og i millioner kaster sig op på stranden for at gyde deres æg. Kunne have været sjovt at se. Vi standser på vejen hjem for at se en hejre rede. Jeg troede kun det var dueunger der var grimme! Vi kommer hjem efter tre timer - meget modne til morgenmad! Sidder og betragter fiskerbådene. De har en syv meter bambusstang for og agter, hver med tre liner på. For enden af hver line er et stykke krabbe. Blæksprutterne kan ikke modstå, og nægter at slippe, selv ovenvande. 

 Dagens næste oplevelse er pyramiderne ved Ek´Balam, som blev bygget af Maya´erne. Her er, som det eneste sted i Mexico; dobbelte ny-restaurerede mure om byen. Også speciellet er den ene pyramide er rund! Midtpå går en pokkers høj trappe lige op til toppen, og man er jo lige som nødt til, ik´? Det begynder at dryppe, så vi går ned til Rikke, der har fundet områdets tætteste trækrone. Det tager til og ender med at blive rigtigt voldsomt. Vi flygter ind under de ellers afspærrede halvtage, der beskytter nogle af de finere relieffer. Sammen med den sædvanlige flok hunde betragter vi kaskaderne, der vælter ned over pyramiden. Under et andet halvtag sidder mexicanerne; vi er de eneste hvide. 

 Det stilner af, og vi hopper gennem pytterne, tilbage til bilen. Frokost i Valladorid, i en rigtig flot gård. Huset er flere hundrede år gammelt, og der er borde i svalegange, rundt om den flotte have. Våbenskjolde, malerier og andre gamle ting pryder væggene. Det virker ikke som en virkelig flot dekoration; det virker som om rigmanden der boede her for nogle hundrede år siden bare ikke har lavet noget om.

 Ude på gaden går en flok gamle damer og tigger. Har ellers kun set nogle enkelte børn, som måske har gjort det af egen initeritiv. Der er enorme vandpytter på gaderne, op til 30 centimeter dybe. Vi fortsætter, men det ind i mellem vælter ned. Planen var egentlig at se en hule, hvor det fantastiske er solens stråler ned gemmen de to små huller i loftet. Vi dropper den, regnen ødelægger lidt lysten. Det næste vi skal se er Chichen Itza, et enormt maya-pyramideanlæg. Regnen vælter ned, så vi finder et godt hotel til 100 kroner for to dobbeltværelser, og holder siesta med live guitar-underholdning. Det er første (og eneste) gang regnen hindrer os i at lave noget. Har faktisk ikke haft regnfrakkerne fremme i de fire uger vi er i Mexico, og det er midt i regntiden!

 Regnen holder op, og ved ottetiden kører vi ud til pyramiderne. Der er nemlig et Lyd & Lys-Show. Så engang et i Ægypten, og var overordentlig imponeret. Mange mennesker venter udenfor. Gratis at komme ind, men skal give 60 kroner for fire "radioer" med hovedtelefoner, så vi får det på engelsk.

 Rikke står først i køen, indtil der kommer et par guider, der hver skal have 65 sæt. Det tager en evighed, og der bliver formodentlig ikke flere pladser. Jeg spørger den ene, hvor han er fra. Mexico. Nå (siger jeg) I har åbenbart ingen kø-kultur som i de civiliserede lande! Hvis jeg forstår ham korrekt, vil han skide på mig og min familie. Jeg giver  ham en finger, og han vil tilkalde politiet. Når at standse, inden jeg foreslår ham at kalde på sin mor! Damen der stod bag ved Rikke opsøger os senere, og spørger efter fyren. Hun er nemlig også mexicaner, og vil indberette ham. Hun leder længe, men finder ham vist ikke.

 En plæne er dækket med grønne plastikstole, vi finder en plads, og så starter det. Rigtigt godt anlæg spiller klassisk musik, og efter et stykke tid begynder historien. Det store anlæg virker som sub-woof, og de engelske stemmer er lette at forstå.  Vi får historierne fra verden blev skabt, stortiden og til spaniolerne ødelagde hele kulturen. Pyramiderne bliver oplyst på skift, nogle gange med mønstre. Ikke så flot som i Cairo, men stadig en stor oplevelse. Det begynder at dryppe, da vi forlader pladsen. Finder en restaurant på vej hjem.

 4. Op klokken syv, så vi er de første i køen til parkeringspladsen klokken otte. Vejret er pragtfuldt, og nu skal vi se mayaernes Chichen Itza i dagslys. Vi er de første i køen til billetsalget, og da kassen endeligt er gjort op, får Morten købt fire billetter. Over til indgangen, der klipper billetterne, og så afviser de os. Det viser sig, vi skal have nogle grønne armbånd også. Morten ser en anelse rødglødende ud, da han går tilbage til den nu travle billetluge. 

 Forsynede med armbånd, hvis nummererede slip bliver afrevet og sorteret efter numre, bundtet i ti, og ryger vel til kontoret, hvor de bliver checket og dobbelt-checket, kommer vi ind. Det er et enormt område, helt flad græsplæne dækker de mange 1000 kvadratmeter mellem pyramiderne og de andre ruiner. 

 Den store pyramide er egentlig en kalender, 25 meter høj. Fire trapper med hver 91 trin plus det øverste giver 365. Den består af ni store trin, delt af trapperne giver det 18, der svarer til de 18 måneder med 20 dage, hvilket giver en cyklus på 260 år, og så videre. Størrelsen passer også ind, og sådan kan man blive ved. Temmelig fikst! Så er der boldbanen med de lodrette basketball mål på de lodrette væge. En fantastisk stor bygning har 1040 søjler (52 år (en anden cyklus) gange 20 måneder), der er udstillings pladsen for afhuggede og opstablede hoveder, jaguaren tempel, månes og mange andre fantastiske bygninger.  Hjørnerne af adskillige bygninger er udsmykkede med stenansigter med store krog-formede næser, og mange relieffer over alt. Området fyldes efterhånden med turister og lokale, så vi siver af. Det mest skræmmende er, de rent faktisk blev erobret det år, deres kalender havde forudset det, ifølge deres 260 års perioder.

 Næste stop er Uxmal, et andet pyramideområde, som var befolket fra 800 før til 1200 efter år nul. Den store pyramide er 38 meter høj, og har flotte afrundede hjørner. Hele det omgrænsede område er en gange halvanden kilometer stort, og temmelig tæt bebygget. Vi må ikke gå op på den store, men en anden, ara-temelet, kan bestiges - i middagsheden. Det vælter rundt med store sorte leguaner og svaler, der bor i de mange velbevarede rum. Loftet er styrtet sammen i enkelte, og bregner og epifytter dækker væggene. Dette er et af de flotteste bevarede Maya-steder, men vi må vender mens vi endnu har u-exponerede film tilbage.

 Vi kører blandt de enerverende fem til ti meter høje hække, som strækker flere hundrede kilometer  bagud, mod Campeche. De bliver endeligt brudt af majs-, bønne- og citrus marker. Byen er World Heritage Site, hvorfor må guderne vide? Jeg checker e-mails, og har blandt andet fået en besked fra et kinesisk firma, der vil købe 2-300.000 drageblods-træ-frø samt lige så mange australske bottel-trees med stammer over tre meter. En hurtig gennemgang af mine lommer afslører ikke disse mængder.

 Flot middag på en svalegang, med udsigt til katedralen og et flot og ikke mindst livligt tordenvejr. Efter aftensmaden, falder vi i søvn til rigtig god klassisk musik. Værelset er utroligt højloftet, og som så mange andre steder er loftet af svære spær, der ligger ufattelig tæt. De er femten centimeter brede, men der er kun fem centimeter mellem dem. Udmærket fundament for det murede gulv oven over. Døren til badeværelser er en halv meter bred og halv anden høj, men det er top moderne. Pudsigt. I dette område er temperaturen helt nede på 28 grader sidst på natten, og sjælden over 34 om dagen. Luftfugtigheden ligger mellem 80 og 100%, lige nu er dem ulideligt tæt på maks.

 5. Der kommer ikke vand ud af hanerne. Prøver senere, nu er der vand i vasken, men ikke badet. Morten tillader sig at møde os med vådt hår, tror stadig ikke helt på hans forklaring. Rikke skal bruge frimærker, de første 20 sæt er for længst væk. Finder posthuset, der først åbner klokken ni. Bruger tiden til at finde internet, så Morten kan skælde sin bank ud. De er kommet til at lukke hans nye kort, og ikke det der udløb. Han veksler en håndfuld US$, og vi vender tilbage til posten.

 De har åben, men hende, der har frimærkerne er ikke lige mødt endnu. Tid til kaffe, og så tilbage. Det viser sig, at de ti pesetas Rikke hidtil har brugt, ikke er nok. Der skal tolv på. Hun har meget svært ved at forklarer damen, at hun skal have til 20 kort, og ikke kun tiul de fire hun har med. Andre blander sig, og hun ender med at købe 80 seks pesetas mærker. Hvis nogen skulle være interesseret, har vi stadig for godt 200 kroner liggende...

 Vi kører ud gennem nogle enorme sumpe af en virkelig god vej uden trafik. Standser i en lille flække, for at få lidt forfriskelser. Pludselig gjalder en højtaler på vejen: Telefon til Maria om 30 minutter, og igen da der er tyve. Det kan man da kalde offentlig telefon. 

 Ved køen til en betalingsvej overhaler han der ellers holdte bag ved os. Finder ud af, der kun er en kø, og vil mase sin splinter nye, møjstore sorte 4WD´er ind foran mig. Umiddelbart naivt, og han er gentagne gange ved at banke op i lastbilen foran. Til sidst er han så tæt på, at jeg siger til Jesper, han får lov. Mens jeg holder helt stille kører han vores sidespejl af, men komme ind. Jeg slentrer over og flår nærmest hans dør af. Jeg tror egentlig ikke ham og hans makker direkte forstod hvad jeg sagde på engelsk, men de kan umuligt have været i tvivl om meningen. Han foreslår vi mødes på den anden side af betalingsstandene. Ikke overraskende får hans nystafferede bil tæv, da han er sluppet igennem. Jeg standser på den anden side, fjerner alt den sorte maling, og klikker spejlet på plads. Intet, ud over et påfaldende blankt område på spejl-holderen afslører vores lille tete a tete - på vores bil (fnis).

I denne ende af lander er der rigtigt mange militær-kontroller. De er smilende og høflige. Nogen lader sig afvæbne med at vi ikke taler og forstår spansk, andre roder vores tasker i bagagerummet igennem. Vi krydser grænsen til Tabasco, og i skumringen indleder vi en hoteljagten. Ikke let: Der er ikke optaget, der er bare ikke nogen hoteller. Der er heller ikke nogen hvide.

 Kommer forbi en folkevognsforhandler, som har fået 2004-modellen af Boblen hjem. Vi kan nu afslører; den kommer i pastel-farver med white-walls dæk, og er meget retro. Finder desværre ikke ud af prisen. 

Ender med et temmelig dyrt hotel, men også rigtigt lækkert. Her er fri minibar med chips, chokolade, soft- og alkoholiske drikke, engangs badehætte, -børste, -tandbørste, plomberet toiletsæde, barberskum og rager og meget mere, som ikke engang Diana Crappy Cabanas havde. 

 6. Vi starter dagen med en tur til La Vente (hvorfor udsætte det?). Desværre åbner ZOO´en først klokken ti, så mens vi venter, er der tid til morgenmad. Vi sidder på byens torv, hvor det vrimler med cykel-taxier. Det er hovedsageligt moutain-bikes med to-hjhulede anhængere. Alt fra fire personer til lange stolper. Slendrer en tur ned gennem hovdegaden. Slagteren har de døde dyrekroppe hængende over skranken ud til gaden, men temperaturen er heller ikke meget over 30 grader. 

 De fleste biler vi ser er specialkøretøjer fra Pemex, landets eneste benzin- og olie selskab. De har et voldsomt stort raffinaderi lige uden for byen. Der er som sagt kun Pemex tanke i Mexico. Andre selskaber må egentlig gerne lave nogen, men efter staten eksproprierede dem i 1938, er lysten til at investere igen nok noget behersket.

 Vi kommer ud til Zooen, som også har et museum med de enorme Olmec stenhoveder, som egnen er kendt for. De største er små tre meter i diameter. Der er også nogle store grave, som er lavet af basalt-søjler. Naturlig skabt: 30 gange 30 centimeter, sekskantede og tre til fire meter lange. Faktisk er det det eneste de har. Der er slet ikke en ZOO, men en stor park, hvor diverse replicaer af store sten-ting fra området er spredt. Vi følger stien, og ser nogle vilde medlemmer af agurkfamilien, en flot grøn snog/slange og et sort stort egern. Heden er trykkende, og Jesper mumler noget om; hans salt/lime allergi er slem. Den resulterer i hovedpine adskillige morgner.

 Vi kører gennem områder med rødt sandjord og regnskov. Kommer til Laguna Catemaco, som ligger ved bredden til en 16 kilometer lang sø, beliggende blandt vulkanske frodige grusbunker. Igen en typisk turistfælde med massere af boder og restauranter men uden hvide. Stedet er kendt for sine vilde aber. Drengene på kajen vil sælge bananer og peanuts til at fodre aberne med. Man lejer en båd med fører, og sejler ud gennem et helt fantastisk smukt landskab. Det minder utroligt om de idylliske danske guldalder-malerier med blandede græs og småskove på frodige bakker med græssende brogede køer. Noget af det smukkeste jeg nogen sinde har set.

 Vi kommer til nogle meget små øer, langt ude i søen. Nogle gamle rustne burer indikerer, det nok er her aberne er. Ganske rigtigt, smæld fede af peanuts sidder de på grenene ud over vandet og tigger. Nå, øerne er pænt bevoksede, så de har det vel egentlig godt på deres Alkatraz. En anden ø er besat af en hejre/skarv koloni. Rundt omkring flyder små øer af blomstrende vandhyacinter. I nogle sidder der en kohejre og fisker. Ser også en enkel krokodille.

 Tilbage i byen finder vi et ledigt bord i en restaurant, og fordriver eftermiddagen med friske advocado´er og kolde øl. Egentlig ikke svært; i tre restauranter ved siden af hinanden, lige ud til vandet, er der 500 siddepladser, og vi er de eneste kunder i aften. De andre får hele grillede fisk, jeg foretrækker gris, på trods af jeg ikke får en hel. Da vi har spist færdig, er alle stole sat op, og det meste personale gået hjem, men klokken er også blevet otte. Normalt for denne by, selv når der er turister. 

 7. Vi skal finde stedet, hvor Sean Connery-filmen "Medicine Man" blev optaget. Kører 20 kilometer ud gennem verdens nordligste tropiske regnskov af en elendig vej. Naturen er fantastisk smuk, vi krydser åer, kører på små bjergsider, ser en masse flotte blomster. Jeg fotograferer nogle rigtigt flotte epifytiske kaktus og andre epifytter, men Reserva Ecologica de Nanciyaga kan vi ikke finde. Spørger om vej, og bliver sendt tilbage. Hvor lange ved vi ikke, men joker med ti kilometer. Da vi har kørt dem, spørger vi igen. Endnu ti kilometer tilbage, og så er vi tilbage på asfalten. 

 Finder stedet, deres flotte skilt var bare med håndskrift, der lignede El Sasciya. Tæt på.... Bliver fuldt ned til lejren af pigen i indgange. Eksotisk sted. Temmelig stort, men med en masse små bygninger, der er lavet af den omgivende natur. Vi spiser morgenmad, og starter så en tur med "engelsk-talende" guide. Her er gemt replicaer af mexicanske sten figurerer rundt omkring. Alle er kopier, de originale er spredt rundt om i verden. Der er en sauna-lignende hytte, mudderbade, kilde, hvor sammenbundne blade bruges som engangs-krus og et kunstigt træ fra filmen. Alle steder går vi på brolagte stier ned en halv meter mur på siderne. Ser lidt vilde dyr; et flot par store firben, sommerfugle, tusindben, kæmpe edderkopper, skildpadder og deres indhegnede krokodiller.  Det viser sig, at de fleste kommer med båd fra den stor sø. Faktisk så vi lejren i går. 

 Vi kører gennem græsmarker de 200 kilometer til Vera Cruz, hvor vi bliver smidt ud af bilen ved den store busterminal. Brødrene skal blive et par dage længere, og vi skal, i modsætning til dem, lige have set Mexico City. Vi siger farvel over en bid mad, og løber så tilbage til bussen. Vera Cruz er den eneste moderne by vi har set. Her virker alt meget vestligt, med højhuse og andet kendt. Det tager fem timer at nå City, så vi skal bare finde et hotel. Skal med en bus fra samme central i morgen tidligt, så vi prøver de nærmeste hoteller, som hver har 200 værelser. De er bare optaget. Finder et i en sidegade, som er rimeligt.

 8. Tideligt op, og med bussen en times tid, for at komme ud til Teotihuacan pyramidekomplekset. Vi deponerer vores rygsække på buscentralen, de skal have 20 kroner i døgnet, for begge. Den store solpyramide er fra 150 efter, og er verdens tredje største, med sine 70 meter. Det er stort! Vi er i højlandet (2300 Meter), temperaturen her til morgen er nede på 20 grader, behageligt til en tur op på toppen. Gennem hele området løber de dødes gade, omkring tre kilometer lang. Gade er så meget sagt, det er snare en samling af dybe gårde, omgrænset af templer og lignende. De fleste er velrestaureret, men der foregår stadig udgravninger. Månens tempel er lukket på toppen, hvor de lige har fundet noget spændende.

 Bag templerne er der mange andre bygninger, men også en del rigtig flot natur. Et hav af blomstrende planter og kakti. Der er et museum, med nogle fantastiske fund. 20 centimeter lange vulkansk-glas-knive, fantastiske sten og lerarbejder og grave med ekstra kæber. Bizar udsmykning, men de var i det mindste kunstige. Man kan endda købe vand og is inde på pladsen. Vi traver rundt i lang tid, og ser de fantastiske sten-arbejder, og slutter af i deres flotte restaurant.

 Rikke har af vanvarer fået henledt min opmærksomhed på en kaktushave lidt uden for pladsen. Jeg sætter ikke forventningerne højt, de andre "kaktushaver" og "botaniske haver" in mente. Det viser sig ikke alene, den er stor (faktisk enorm), den er også meget omfangsrig. Hele parken er delt op i områder, med kakti, agaver, caudiciforms og sukkulenter fra de enkelte stater. Der kunne godt have været luet bedre, men helheden er fantastisk. Vi går først, da jeg ikke har flere film...

 Vi tager bussen tilbage ved firetiden, henter taskerne, og tager metroen ind til centrum. Svært at finde hotel, men det fjerde har plads. I jagten på en ny film til den sidste dag, kommer vi gennem det dyre kvarter. Her står to smilende men svært bevæbnede betjente i hvert kryds. Da myldretiden kommer står der op til fem andre betjente i hvert kryds, og ignorerer lyskurvene. Virker faktisk fint, trafikken afvikler relativt glidende, mængden taget i betragtning.

 Jeg er blevet langhåret, og ikke mindst -skæget, så vi jager en frisør. Kan mange gange godt se det smarte i, ens forretninger er samlet i samme gade. Det er bare irriterende, når man ikke ved hvor gaden er! Spørger utallige gange - på dansk og med tegnsprog - og endelig finder vi en, i et af de mere ydmyge kvarterer. Jeg bliver studset for 20 kroner, og Rikke får manicure for 60. Desværre er lakken lang tid om at tørre, så den tager lidt skade. 

 Det bliver køligt, og vi finder en italiensk restaurant lige ved siden af hotellet. Pizza Hut er da italiensk? Når lige ind på hotellet, og på vej op af trappen åbner himlen sig. Vores ben er i øvrigt ømme, rigtigt ømme. Pyramiderne og kakti-haven har været hårde ved dem.

 9. Vi står tidlig op, finder noget lækkert morgenmad, og tager så metroen ud til Frida Kahlos hus. Hun var en meget kendt mexicansk kunstner, som blev født, levede og døde i huset. Hendes aske står her endnu. Hun har lavet en del selvprotratter, hendes foretrukne motiv, og gennemgående er sammenvoksede øjenbryn og overskæg. Hun havde polio som lille, og var involveret i en voldsom busulykke. Det må være forklaringen på de mange søm, skruer og knive hendes krop er gennemtrængt af på mange malerier.

 Så var hun, og hendes mand, som også var kendt, kommunister. Da Tolstoy flygtede fra Stalin boede han og hans kone i huset. Tolstoy og Frida havde en affære, og så flyttede Tolstoi´erne. Huset er fyldt med kunstværker, mange af andre kunstnere. Der er også en meget stor samling af lerfigurer fra mayaer, toltecker og andre tidligere mexicanske folkefærd, i alt omkring 20.000 stykker arkæologisk kunst. Haven, der ligger i en lukket gård er speciel. Massere af kunst, blandt andet på en stor trappe-pyramide. Flotte planter og gange fører rundt til siddepladser.

 Tolstoy flyttede faktisk bare rundt om hjørnet, og når vi nu er her, ser vi også hans hus. Det er som om hen lige er gået. Det mest specielle, ud over hans bogsamling, er soveværelset. Stalin havde sat en pris på hans hoved, og der var en, der skød gennem han soveværelsesvindue. Soveværelset blev bygget om til en boks. Bitte små døre med tykke jern/beton døre og nogle ordentlige låse. I haven står stadigt et vagttårn. Hans endeligt blev sekretærens nye kæreste, som huggede en isøkse i hovedet på ham. 

 Vores ben er ømme, meget ømme. Vi tager metroen tilbage til centrum og får lidt mad. Prøver at komme med turist-cabriolet-dobbeltdækker busserne, men køen er enorm. Ser pludselig en dame med en bakke foran sig: Springbønner. Køber et flok, og sætter os ind på et lækkert konditori, for at prøver nogle af de lokale østrigske lækkerier. 

 Vender tilbage til torvet og bussen. Folk har formet køen et forkert sted, og må stille sig bag os, surt for dem. Vi får et sæt hovedtelefoner, og får de fleste (men ikke alle) forklaringer på engelsk. Det viser sig at være en lang tur, og efter lidt spørgen rundt, viser det sig, at vi muligvis først er tilbage på torvet, da vi skal være i lufthavnen. 

 Det trækker op til regn, og vi sætter os ned på en af de få ledige pladser i underetagen. Da det umiddelbart efter begynder at regne, bliver der trængsel i midtergangen. Vi hopper af ved en metrostation, og kører tilbage til centrum, hvor vi skal hente vores tasker. Det er anden gang vi har efterladt dem, noget jeg normalt ikke gør, men Rikkes er efterhånden blevet lidt tung af souvenirer.

 Vi tager metroen ud til lufthavnen. På venen kommer en blandet gruppe ombord. Den ene står i vejen i døren, så det er svært at komme ind. Nogle af de andre virker mærkelige, men ikke noget jeg helt kan sætte fingeren på. Rikke beder mig om at holde øje med hendes rygsæk, og jeg står med ryggen i et hjørne for at beskytte min, og have udsyn. Da vi standser ved en station vælter de ud. Rikke siger hendes pung er væk, og jeg griber fat i en. Toget holder kun i 20 sekunder, og er det nu den rigtige jeg har? Rikke har mistet sin pung med halvdelen af vores mexicanske penge, men intet andet. Det hindrer os ikke i at være temmelig negative.

 Kommer lige til tiden i lufthavnen, finder skranken, og damen taster vores billet ind. Kigger forvirret op, og spørger på spansk/engelsk: Har I skiftet flyvning? Taster lidt mere, forsvinder i et kvarter, vender tilbage og fortæller: Vi kan komme med et andet fly. De finder nok en anden forbindelse i Frankfurt... Rikke har første dag på et 14 dages intensivt kursus i virksomhedsøkonomi, hun skal bestå for at blive optaget på sin nye uddannelse om 14 dage, næste morgen. Jeg har en 13,5 timers vagt.

 Det lykkes os, efter meget parlamenterer frem og tilbage, at få flyet, der går en time før. Herved er vi sikret afgangen fra Frankfurt (i teorien, det er jo Lufthansa). Det gør så bare, at vi ikke får anmeldt røveriet, vekslet tilbage (kan kun gøres i Mexico), solgt for 250 kroner frimærker, købt de planlagte souvenirs, ikke får noget at spise eller kommer på toilettet. Resten af turen gik rimeligt godt, bort set fra, flyet ikke var (ordentligt) gjort rent i Mexico. Vi forlader 24 grader, mellemlander i Frankfurt til 33 og ender i behagelige 28 grader i København.

 Vi lander søndag aften, hamstrer i DSB kiosken, og kommer hjem hjem til vores fugtige jungle. Godt 100 planter, som svigermor møjsommeligt har vandet, højsommer i en måned og lukkede vinduer i samme måned giver flotte planter. Vi er hjemme fra et stort eventyr. Det blev lidt dyrt ( godt 52.500 kroner med alt), men det var virkelig en oplevelse der var det hele værd.

 Fly: 15.000 + 3400 + 1000. Forsikringer: 1.500. Foto 4.000. Bil 2750. Mad, entre, hotel, benzin osv: 25.000.
Hvad vi fik ud af at klage over den dårlige service fra Lufthansa og Nyhavn Rejser.

             Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos