Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

MALAYSIA  13-29/12 1990DIARY  2

  Photos                 Diary 1 2 3
 Fra Dagbog I
19. Vågner traditionen tro tidligt, og sidder og gnasker morgenmad i mig, i en times tid. Fik vist rigeligt med sol i går: Overarme, skuldre og pande er højrøde, og næsen ligner en portvinstud! Må prøve at holde mig i skyggen i dag. Go´ daw do; dagens tur hedder "Monkey Beach".
Går de 25 meter ned til stranden, hvor en 25 fods ombygget fiskerbåd samler os op i strandkanten. Den lister så ud på lidt dybere vand, og så går det frisk der ud af, med 2 meter høje bovbølger. Motoren må være af samme dimension, som en gennemsnits storebæltsfærge. 40 minutters sejlads langs den smukke kyst, og ind til en land øde strand.
Efter at have fået afgangs tidspunktet, fiser jeg hen af tracket, som går 10-100 meter inde i urskoven. Standser op for at fange et par landereremitkrebse, og splitte en rådden træstamme. Bliver til min store skræk indhentet af 30 medturister, med "indfødt" guide.
De er på vej ud af samme track, så jeg ser kun en udvej, da der ikke er andre tracks: giver den hele armen, som alvidende guide, og fortæller om dyr og planter vi passerer. Gu´ske lov er der ingen anden, der aner en skid om flora og fauna.
Får øje/øre på en flok aber. Kobler de andre af, for at komme rundt om flokken, så jeg kan skræmme dem (aberne) i favnen af de andre (turister). Der filmes og fotograferes, så selv Burt Renolds ville blive misundelig.
Finder myre i alle størrelser, termitter, tusindben, skolopendre, sommerfugle og nogle andre sværmere samt nogle Calotes spp. Den indfødte kommer op og siger, at nu må vi vende om. OK, sender de andre tilbage, og følger selv efter i zigzag.
Efter overordentlig store anstrengelser, og med brug af alt medfødt stedsans og logik, lykkes det mig at fare vildt. Moser i den retning jeg tror er rigtig, og pludselig kommer den lifligste duft af sololie og barberque imod mig.
Sidder langs vandkanten og fortærer: Salat, tomater, agurker, løg, pølser, bøffer, lammekød, fisk, kæmperejer og meget andet.
Guffer i mig i en fart, og går så i den modsatte retning, langs kysten. Ser en masse, samler en masse og fotograferer en masse. Når lige tilbage, da båden skal afgå. Sejler hjem, går ned i baren for at bælle kaffe og skrive de sidste postkort.
Opdager; kontantbeholdningen er svundet betænkeligt ind. Får oplyst at en bank, 4 kilometer ind mod Georges Town vil give cash for et plastik-kort. Hyrer en taksa, blot for at konstatere; banker lukker klokken 3 pm i Malaysia. Da taksa chaufføren bøffede mig voldsomt, tager jeg hævn over dette vederstyggelige folkefærd ved at tage bussen til city. 1,30 kr.
Moser lidt rundt, og finder en spilleautomat, hvor man kan bruge Visa-kort som indsats. Jeg vinder $300´i første hug. De skal bruges, så jeg går ind i det 59 etagers "City 2", som mange af byens forretninger er flyttet til.
Finder en ny og større rygsæk, da jeg føler at alt mit nye sommertøj ikke har en jordisk chance for at være i den gamle. Finder også et par CD´er, som jeg må ha´. Går stadig og kigger på ure (jeg har jo også et vist forbrug), og finder URET! Et originalt Camel Trophy til den nette sum af $765/2000 kr. Får først 30% rabat, og prutter så prisen ned på $500. Siger jeg vil komme og købe det, når ferien er forbi, hvis jeg har råd. (Havde egentlig råd, men lod være. Fortryder det da jeg kommer hjem og må give 3600 kroner!) 
Tager en taksa hjem, og skriver dette bras, men øjerne er ved at falde i.....

20. Står som sædvanligt tidligt op (sjov vane), og gnasker mig målbevidst gennem morgen-buffeten. Bliver afhentet af 2 roskildedensere, og i taksa kører vi til "Butterfly Farm", hvis nabo er "indgangen til junglen".
Starter med en lille rask spadseretur på 10-15 kilometer, af et lille spor. Det går op og ned, ud og ind, over og under, i og ved siden af, indtil vi nærmest går under.
Går med næsen i jorden og vender 5-10 tons sten. Finder ud af, der er betydeligt mindre liv under malaysiske sten, end der er under danske. Finder dog en lille skorpion, nogle 3-4 centimeter store farvestrålende biller, nogle micro-små frøer, 2,5 centimeter store myrer, masser af store sommerfugle, et egern og nogle fugle, som sammen med chikaderne danner et massivt lydbillede. Haletudser i alle størrelser, fra næsten usynlige til 25 øre (den med hul i) store, svømmer blandt smukke fisk i de livlige vandløb, som gennemskærer landskabet.
Til stor glæde for Søren ser vi, lige da vi er tilbage, en snog eller slange, som dog stikker af med lynets hast. Sveden render af os i lårfede stråler, og når vi passerer en lysning føles solens stråler som ildtunger.
Faunaer lader en del at ønske, hvorimod floraen er ud over alle fantasier. 50 meter høje træer, 8 meter lange nedfaldne palmeblade, mandshøje bregner, et utal af stærkt varierende slyngplanter/lianer, og en hel masse andre grønne ting, jeg hverken kan beskrive eller bestemme.
Kommer tilbage til sommerfugle farmen, som er et stort trådbur, hvori der er anlagt en meget smuk have. Overalt sværmer 25 forskellige sommerfuglearter rundt. Det ene blomst, smukkere end den anden, giver gavmildt nektar til disse underskønne skabninger, mens jeg egentlig godt kunne drikke en Coke.
I et soppebadslignende arrangement går 200 kejser skorpioner, til stor fascination for andre besøgende.
I et lille hus ved siden af trådburet vises kæmpebiller, tusindben, græshopper, fugleedderkopper og andre lokale dyr. De har desværre lukket terrarierne forsvarligt.
På vej ud passerer man automatisk en stor forretning med alt muligt. Udvalget dækker alt fra "antikke" Rolex ure, over ældgamle udskårne træfigurer til alt i tørrede insekter og batikklæder. Det må være denne "biting", som sommerfugle farmen overlever på.
Kører tilbage til hotellet med Albert, og går ned i baren for at få reguleret koffeinindholdet i blodet. Ser til min store glæde, skyerne overmander solen, og udnytter det straks til at bade en times tid. Varmt vand, lækkert sand, men savner egentlig Vesterhavets store bølger at leje med.
Spiser en portion "freid ries" på en lille restaurant. Retten består af: Ris, rejer, kylling terner, ærter og et væld af andre delikate småting. Går ned til havet for at betragte bølgernes muntre legen. Hører lidt om nordmandens dag, og går så, som sædvanligt, tidligt død.

21. Tømmer morgen buffeten, og tager med nordmanden afsted til botanisk have. Først med bus til Georges Town, derfra med taksa til parken. Skulle egentlig have været videre med bus, men opgav efter en times tid.
Det viser sig at være en stor, mere eller mindre spontan, anlagt park, hvor mange vækster bærer deres navn og oprindelsland på latin, malaj, engelsk og kinesisk. De fleste er lokale (mal/ind/cyl osv.).
Mellem træerne, på de grønne plæner, færdes abeflokke af den allesteds nærværende "Nilson"-art. (Marekatte).
Kæmpe tusindben, sommerfugle, hvepse, frøer og andre dyr ses overalt, hvorimod epifytter, orkideer og andre spændende, små vækster er spærret inde i trådnetshuse, der er patentligt låst af. Øv! Ser en masse, fotograferer en masse.
Kommer ud efter 2-3 timers forløb, og slukker tørsten med en kokosnød med sugerør til 3-4 kroner. Lader den blive fuldt af et par burgere til 5 kroner stykket.
Fortsætter med "sort" taxa til "De Tusinde Buddhaers Tempel". Vældigt flot og meget interessant, specielt da en messe netop tager sin begyndelse, da vi komm hit. Fotoerne og båndet må fortælle resten, da jeg ikke rigtig kan.
Selvfølgelig er der også handlende i et tempel. Køber et maleri af kunstneren selv. Ser egentligt "søgt" ud, men sådan ser solnedgangen næsten ud på Penang. Går ned af bjerget igen, og kommer til en "handelsgade", hvor en smal sti fører gennem forretningerne, og med en stigning på 15o op af bjerget igen. De fleste boder handler med "turisttøj", men det passer mig fint, da jeg er ved at løbe tør for rent tøj. Køber shorts og 3 T-shirt for 40 kroner. Finder en bod med "djævelmasker", af den type C&C solgte for 3-500 kroner. Her får jeg pruttet prisen ned på 65 kroner, og bliver nødt til at købe 2, af ukendt årgang og oprindelse.
Endnu engang er pengebeholdningen ved at være nede på $ og 30 kroner. Bare der er nok småpenge, til bussen ind til automaten i morgen.
Nordmanden giver en taksa hjem, og vi sidder og gnasker papaja og sludrer, til han har en fræk aftale i bare.., og jeg slår over på Morfeus-kanalen.

22. Vågner kun modvilligt op, og kun ved at tænke på morgen-buffeten. Har ikke hørt, nordmanden kom hjem i nat, og næsten heller ikke, at han sneg sig ud i morges, meget tidligt. Han må have mødt noget spændende på sin "blind date" i aftes.
Tager et par busser ind til Georges Town, for at spille lidt på pengemaskinen. Vinder igen.
Tager elevatoren op til 59. sal af Komtar Tower, og knipser et par udsigter. Pigen i udgangen glor målløst, da hun ser jeg ikke har ombyttet elevator billetten til varer, i det højtliggende turistmarked. Finder 10 postkort, for at glæde hende og de gamle.
Beslutter mig for at tage ud til Penang Hill, der er det højeste punkt på øen. Spørger mig frem, for at finde den rigtige bus, men får kun forskellige svar. Altså må det blive en taksa chauffør, der kommer til at dele gevinsten fra spilleautomaten med mig. 
Vejen til toppen går med kabeltrukken sporvogn, af en 45o stigning. Det tager ½ time at køre op, og på vejen kan man sidde og se på: En stor varan, der vralter modvilligt væk, calotes, der sidder og kigger nysgerrigt igen, sommerfugle, biboer med lange tragt formede indgange og den smukke udsigt i almindelighed.
Når toppen, hvor en sval brise lindrer livet, og en mobil burgerbar sulten. Ud over udsigten byder toppen også på en papegøjepark, handelsboder og en smuk natur. Jeg fotograferer; en pudsig formet edderkop, et kæmpe tusindben, en endnu større skolopender, sommerfugle og vist også den tomme jord nogle gange. Trasker rundt på toppen i 3 timer, og tager så sporvognen ned igen.
Slår et slag i byen for foden af bjerget, men finder ikke noget nyt. Springer på en vilkårlig bus, for at havne et fremmed sted. Go´ daw do, står af i Georges Town, hvor jeg finder et nyt handelsområde, dog uden pungen lider overlast.
Spørger en taksa-driver, og Night Marked er åbent. Han siger "Yes", og kører mig derud. Derude siger han, at jeg nok skal vente en times tid, før de handlende kommer!
Får en kop iskaffe hos en lokal, og tilter så om i græsset. Da jeg vågner er det blevet bælgmørkt, og 150 handlende er dukket op med alt fra kødøkser over plastikspande til hår-elastikker.
Bruger 2 timer, 80 kroner og en masse "bargin" på: 2 bermudashorts, 2 teights, 4 underbukser og 10 hår-elastikker.
Slipper ud af markedet og finder en taksa. Chaufføren er utroligt snakkesalig, men jeg får da også indført et på ord. Han snakker malaj-engelsk og jeg dansk-engelsk. Faktisk er vores samtale so interessant, at vi fortsætter efter vi er kommet til hotellet. Derefter op og få vasket det slimede lag af kroppen, og ned i baren for at drikke kaffe og skrive.
Nu er der bare det ved, at et (muligvis godt) orkester støjer infamt, og har trukket en masse mennesker til, med deres ABBA/Cash/BonnyM kopier. Fortrækker skyndsomt til restauranten, hvor en sadist af en tjener anbringer mig ved siden af et 12 m2 tag-selv kagebord. Står imod, da jeg allerede tidligere på dagen har været inde på et tysk præget konditori. Kaffe $1, stor kage 60 cent. Goodnight Penang, see you to morro´.

23. Står op, hærger buffeten (Anthielles var bare en amatør, med en god PR-mand. Går derefter ned til min private strandsten, for at leje søløve (ikke strandløve), i et par timer, hvilket fremprovokerer 2. hamskifte. Går op for at få et bad (for at vaske vandet af?), og finder Dr Livingstone-grejet frem.
Traver op af bjerget ved siden af hotellet. Genser forskellige dyr, og plukker behårede lianfrø. Går ned af bjerget, inden jeg farer vild igen. Krydser vejen, og går langs stranden på lækkert, fint hvidt sand, og over hus-store sten.
Har været et slag inde i skoven, for at overvinde nogle særligt uovervindelige sten, da jeg ser noget der minder om en slange, på en stor flad sten i vandkanten. Tager skoene af, og sniger mig virkeligt lydløst frem i mit tætsiddende tøj. Ser det er halen af en 1½-2 meter lang varan, som soler sig. Har heldigvis kameraet i hånden, og skyder et foto på 6 meters afstand. Ved lyden af kameraets knips, forsvinder den med lynets hast, ind mellem de store sten. Prøver at følge med oven på stenene (vil nødigt møde kalorius "face to face" i en snæver klippegrotte). Den når skoven, og med uændret fart (for den) går det op af den bratte skråning, med en lyd, der vil gøre en vildsvine orne blå af misundelse. Jeg lader mit bløde hjerte løbe af med mig, og den med sig.
Fortsætter min kravle/klatre/snuble/skride/falde- men langt fra gå-tur lange kysten. Næste gang jeg kommer ud fra et svingerne i skoven, kommer jeg ud midt på en gårdsplads. Begynder at gå over gårdspladsen med et tilpas dumt grin klistret på mit, iøvrigt temmelig klistrede, ansigt. Det virker bare ikke efter hensigten på de schæferhunde store vagtdyr, som stærkt larmende forfølger mig til brændingen. "Lokalbefolkningen" er let at komme i kontakt med!
Kommer på et tidspunkt til at træde i Fjällravens skulderrem, da jeg springer mellem to klipper. Konstaterer, at rygsækken kan rumme 15 liter vand, og den norske Alistir MacLean-sag ikke er vandtæt. Sludrer lidt malaj/dansk med en lystfisker, der bliver mindst lige så forskrækket som varanen, men i det mindste ikke stikker af, da jeg vælter ned på hans sten.
Når endelig og langskægget frem til Buto Ferrenchi, den lille "landsby" (buto=landsby), der består af 5 hoteller, 50 bikse, der handler med alt fra 4 kroners-måltider til video kameraer og 2-3 hytter.
Sætter mig ind i en lille restaurant, hvor jeg opdager det kan lade sig gøre, at drikke en ½ liter Cola i ét sug. Spiser et lækkert måltid, bestående af freid reis og et fad stærkt sydende støbejernsfad-fuldt ristede kæmperejer, bønnespire og andet velsmagende. Slutter af med banana-split, som er mere split end banan. De lokale bananer er kun 7-10 centimeter, og der hører altså kun én til banana-split.
Går over til busstoppestedet, og venter i 40 minutter på en overfyldt bus, hvor billetsælgeren blot stikker hovedet ud, og råber "Sorry, next bas!". Den kommer efter 30 minutter, og det lykkes mig at tilkæmpe mig et udvendigt håndtag. Nå, frisk luft er sundt, og billetpusheren må meget modvilligt erkende, jeg ikke kan slippe mit tag, for at betale.
Tumler af bussen, kravler op på værelset, tager et bag og læser resten af den vandede norske krimi. Hører derefter lidt om nordmandens eskapader (han har mindst 4-5 stykker kørende), afbrudt af 3 telefonopringninger, hvor han taler med over ordentlig blød stemme for en 62 årig. Ud over de kontakter han får ved at købe alskens ubrugeligt bras i boder og forretninger, har han også fået kontakt med et kontakt- bureau. Det bruger han dog kun til at supplere op med, når han har en halv time tilovers. Det er sgu´ en behagelig kontrast til den gamle bøsse, jeg delte værelse med i Kina.

24. Godmorgen Penang, godmorgen fars lille jomfruelige morgenmads buffet. Hærger den som en anden Jack the Ripper, og stormer så ud til taksaen med de to ventende roskildedensere. Først går turen hjem til Albert, for at skifte taksaen ud med hans privatbil. Palau Penang taksaer må ikke køre på fastlandet, men det gør ikke noget. Den eneste forskel på bilerne er farven. 
Kører over den 10,5 (13?) kilometer lange bro til fastlandet, hvor det første vi møder er et gigantisk industrikvarter. Albert fortæller stolt, at Penang-provinsen er verdens næststørste producent af elektroniske dimser, kun overgået af Silicon Vally. Han giver også navnene på træer og bygninger, viser ananas-, gummi-, papaja-, oliepalme-, og alle mulig andre nytteplante-plantager.
Han beretter om olie import/eksport (sælger god olie, køber billig svovlholdig), og en masse andre ting, som lyder som et levende referat fra "A Travel Survivel Kit".
Kommer til Penang Bird Park, som virkeligt er et besøg værd. Flere hundrede volierer rummer hovedsageligt australske og malaysiske papegøjer, bladfugle, fasaner, høns, duer, tukaner, ugler, stære, og en samling af træskonæb, det ene par flottere end det andet.
Siger (smart som kun jeg kan være): Det kunne være sjovt at besøge de lande hvor træskonæbene lever, selv om man nok ikke ser nogle. Søren peger roligt på skiltene, der, ud over navn, oplyser at de lever i Malaysia. Nå ja, det er jo egentlig også her jeg ser dem.
En stor samling rovfugle kan også beses, alle holdt i store og meget høje volierer, som faktisk er helt rimelige. Fuglene kvitterer for dette ved at have perfekte fjerdragter, og et levende blik. Prøver at holde 2 ugler, den ene på 5 kilo, den anden på 100 gram.
Besøget ender (næsten) i en 200 m2 voliere, hvor et hav af kolibrier, bladfugle, risfugle og lignende spiser melorme af vores hænder. Men, selvfølgelig er besøget først forbi, når vi har løbet spidsrod gennem shoppen, der har alt, med et påtrykt "Penang Bird Park". Køber et stofmærke til de gamles fuglehus, så det kan forøge sit internationale præg.
Så kører Albert os videre til et 8 Km2 stort vandreservoir, et stykke oppe i højlandet. Naturen er storslået, og det Søren tror er en abes pudslen i krattet, udvikler sig til et crescendo, hvor efter jeg, helt korrekt, gætter på en varan. Det er faktisk spændende, at stå der på den ½ meter bred, som adskiller den totalt massive urskov, og den 100 meter dybe så, mens "noget stort" kommer brasende mod én. Specielt når man ved, der lever malajbjørne og tigere i landet. En brøkdel af et sekund kommer den til syne, nogle få meter fra os, og dykker så ned i søen.
Fanger en calotes, for at vise den frem. Den takker for opmærksomheden ved ar gnave det meste af min lillefinger af. Turen går hjemaf, men på vejen standser vi for at kigge lidt på det største "Duty Free" shop i området. Det man sparer i told, har de vist lagt på i avance.
Opdager for sent, at det skaber lidt for meget opmærksomhed hos de 10-12 ansatte 17-18-årige piger, at jeg kun er iført små sko og teights.
Da Søren & Co ser den åbenlyse panik i mine øjne, da pigerne begynder at føle på stoffet, griber de fat i mig, og hiver mig ud i bilen. 10-12 piger står og vinker, mens de råber "Good by, see you again!". Det blir´ fanme over mit lig!
Kommer nogenlunde helskindet hjem, kværner en halv liter sodavand, og finder sel-hammen frem. Svømmer en times tid, og går så hen på Maiami Beach Restaurant, for at få et julemåltid i ro og mag. Troede jeg. På trods af jeg er den eneste kunde, er tjeneren næsten umulig at få kontakt med. To unger farer vildt skrigende rundt om bordet. Uafhængigt af hinanden kommer to europæisk udseende herre ind, og har et heftigt skænderi med personalet. Den ene over priserne, den anden noget med en nøgle. Får efter et års tid noget ualmindeligt kedeligt mad, som bare bliver skovlet ind.
Går hjem og sætter mig i den tomme bar. Har netop fået serveret kaffen, da to udmajede damer kommer, og spørger om de må sidde ved mit bord. Før jeg når at protestere sidder de der og kagler løs - på finsk!
Foretrækker at fortrække til værelset, hvor min norske room-mate sidder lidt slukøret med den telefonbesked jeg havde lagt til ham. Aftenens "date" kunne alligevel ikke. Sludrer lidt med ham, og ser de pap-smykker han har købe af en "vakker liden flika". Telefonen ringer, et nyt offer fra kontakt bureauet. Han stormer rundt og netter sig i en halv time, and of he goes.
Ringer hjem for at sige "God jul". Det var vist en god ide. Slår et slag ned i hotellet, for at se om jeg misser noget, ved at gå i seng klokken 22. Det gør jeg vist ikke: En betænkelig mørklødet julemand fiser rundt og siger "Ho-Ho" og et kor synger internationale julesange, mens de halvfulde gæster larmer.
Går op på værelset og ser en amerikansk Vietnam-krigsfilm, som periodisk bliver afbrudt af reklamer. En enkelt international nyhedsoversigt, som også bliver afbrudt af reklamer.
Når næsten at se filmen færdig, før den, for 7.-8. gang nyforelskede nordmand dukker op. Hører lidt om hans aften, og lægger mig så til at sove. "Goodnight, fuckin´ Christmas".

Og den sidste del er i Dagbog 3

                     Diary 1 2 3      Photos