Main Page    All Journeys    Travel Tips

 

 

MALAYSIA  13-29/12 1990  DIARY  1

  Photos                 Diary 1 2 3
 Hvordan det går, når man kaster sig ud i Fjernøstens mystik, kun iført ærmeløs T-shirt og pink bermudashorts, uden andre forudsætninger end Dr Lieberkinds TV udsendelser.

Penang er en ø ud for Malaysias sydkyst, beliggende i det Kinesiske Hav. Med en beliggenhed lige over ækvator byder den på et konstant tropisk klima. Den symboliserer det moderne østen, hvor enorme urskovsområder brydes af nogle af verdens mest moderne og hurtigst voksende byer. Østens høflighed og effektivitet spores over alt, hvor man møder den smilende befolkning. Det er almindelig kendt, at Penang er "Østens Perle", så jeg må lige forbi.

13. Klokken 6.00 parkerer jeg Land Rover og mudder på en limousine-P-plads, da jeg har aftalt med Claus og Trine, at den skulle holde lige uden for ankomsthallen, når de kommer hjem om 12 timer. Desværre er det bygget om siden jeg har været her sidst, så den eneste "centrale" plads er limo-P´en.
Efter de sædvanlige forsinkelser kommer vi i luften, og så ned i London. Efter lidt mere forsinkelse går det til Istanbul. Kort stop, hvor vi bliver siddende i flyet, så går det til Karachi, hvor vi i et kort øjeblik tror vi slipper for forsinkelse.
Et lille bump viser sig at være temmelig fatalt: En madvogn påkører flyet, og der kommer en flænge i vingen. Efter et par timer får vi lov til at forlade flyet, og går gennem immigrationsmyndighedernes barske hænder. 14. Så sidder vi og venter i fire timer på, at de skal finde hotelplads til os. Karachi er regeringsbyen i Pakistan, ikke en turistby.
Endeligt bliver vi afhentet af nogle busser, og kørt til et hotel, blot for at holde der i to timer, de har nemlig ikke plads alligevel. Endelig, ved 11-tiden lokal tid smider jeg min rygsæk på en hotelseng, og går ud for at se Karachi, på en høj hellig fredag. Det bliver kun til centrum med handelsgaderne, da byen har 4-5 millioner indbyggere.
Handelsgaderne er delt op i varegrupper, 2-3 gader handler med ure, andre med stoffer (til tøj, altså) nogle med europæisk præget toj, andre med "national-dragten" (sjakai i chermisse).
Noget som jeg i første omgang troede var et slumkvarter viser sig at indeholde et marked. Udefra kan man kun se et overdække på omkring 500 m2 af meget gamle, tidligere sorte, nu brunlige og meget lasede lærredsstykker, i 1,5 meters højde. Når man kommer inden for er der højere til loftet.
Dette marked er også delt op i områder, med hver sin varegruppe. En del handler med levende duer og høns, andre med får, køer og geder, nogle med fugle (vagtler, undulater, parakitter og papegøjer, hvoraf nogle er mig totalt ukendt). Naturligvis er der også en slagteafdeling, hvor man kan få sine indkøb slagtet og parteret.
For enden af dette marked, der virker relativt rent, er der nogle nye haller med 6-8 meter høje reoler, fyldt med alskens købmandsvarer. Man føler sig som en ualmindelig lille miniature dværg, foran en 8 meter høj reol, fyldt med 10 liters konservesdåser og 25 kilos sække med spaghetti og lignende. Enten er dette det lokale Metro, eller også køber lokalbefolkningen ind i store portioner.
Alle steder er folk smilende og behagelige, endda når jeg forklarer dem, at jeg kun har 30 danske kroner og et ubrugeligt Visa-kort.
Er klar over, at fotografering er lidt problematisk i et muslimsk land, men jeg takler problemet ved at spørge de handlende, om jeg må fotografere deres varer, og sigter så lidt ved siden af, så jeg også får mennesker med.
De mest fremtrædende køretøjer er privatejede rutebiler. De minder mig om russiske ikoner: Overalt er de beklædt med udhamret forkromet blik, som kun enkelte steder lader den originale motivlakering træde frem.
Efter tre timers ekspedition blandt geder, fortovs-barbere og gud ved hvad, er jeg tilbage ved Hotel Royal City. Udenfor står 10 voldsomt utilfredse medrejsende, som ikke mener hotellet er godt nok. Værelserne indeholder fire senge (men vi er kun booket to på hver), toilet og brusekabine. Der er rent, men der er ikke Sheraton. Disse mennesker flytter så, efter tre timers venten i solen, til byens eneste luksus hotel (fred være med dem). Jeg går ind i receptionen, for at se om jeg kan platte dem for en Cola. Falder i snak med fyren bag baren. Han har levet 9 år i England (har engelsk mor), og har senere arbejdet for det engelske socialministerium i 2 år.
Vi sætter os uden for, hvor han byder på pakistansk te, hvilket er brygget på mælk. Vi sidder og udveksler oplysninger om vores lande, vittigheder, politiske anskuelser, forklaringer på Pakistan/Indien og Danmark/Sverige problematikken og alt andet.
Når vi vil have mere te, vil flytte møblerne ind i skyggen eller mangler noget fra byen, knipser han bare med fingrene, og ordren bliver udført.
Ved 18-19-tiden, efter mørkets frembrud kommer mine rejsefæller så småt vaklende ud af hotellet med søvn i øjnene. Min nye ven foreslår, at vi kører ud for at få noget at spise, før jeg skal af sted ved 22-tiden. Jeg har indtryk af, han ved mere om vores skæbne, end vores guider.
Vi går over til en hvid Mercedes limousine, og begiver os ud på en mindre sight-seeing-tur i byen, alt imens han fortælle om det vi passerer.
Vi kommer tilbage til hotellet, samtidig med bussen kommer. Jeg løber op på værelset, henter Fjällraven og bliver venligt men bestemt vist op på forsædet af bussen. En stakkels svensker, der troede han skulle sidde ved siden af mig, bliver skuffet, da hotelpersonalet sætter min bagage på "hans" sæde, og kyler hans op på taget af bussen til de andres.
Jeg har en nagende fornemmelse af, min nye ven er mere end almindelig receptionist.
Skal planmæssigt vente 4 timer på det nye fly, og fortsætter så mod Penang, "kun" godt 24 timer forsinket. Ikke desto mindre har jeg (som den eneste) en god følelse af ikke at have spildt tiden. OK; det kunne have været rart at have nået at børste tænder og tage et bad. Og så selvfølgeligt sove lidt, som de andre (fjolser).

15. Ankommer til hotellet på Penang efter 48 timer, som er blevet brugt på 3 romaner, en spændende dag i Karachi og 0 timers søvn. Får nøglen til en virkelig lækker luksus suite på øverste etage. Her er alt fra ringeklokke over bar og TV til aircondition, der, som resten af hotellet, holder temperaturen nede på 18-190C, i skærende kontrast til udendørstemperaturen på 320C. Faktisk er det eneste minus ved hotellet den prestige prægede lave temperatur. Finder endelig ud af, at hvad jeg troede er en radio indbygget i det pompøse sengemøbel, i virkeligheden er airconditions kontrollen.
Efter informationsmødet er guiden så venlig at skaffe mig træpenge til weekenden.
Prøver noget nyt: Et bad og 3 timer på langs. Ringer hjem, og konstaterer, at Land Roveren er fundet. Går ned i restauranten, hvor jeg beskæftiger 6-8 tjenere og en virkelig god hyggepianist. Efter et ubeskriveligt godt måltid bestiller jeg kaffe. De eneste andre gæster i restauranten bestilte Frensh Coffee. Den bliver lavet ved bordet: Sukker smeltes i en kobberpande, over spritflamme og påføres glassets kant. Hennessyen flamberes og hældes i, herefter kaffe og til sidst formes flødeskummet til små kugler med 2 skeer og lægges forsigtigt i.
Efter at have betragtet dette show, "nøjes" jeg med at bestille kaffe hos én tjener. En anden kommer med koppen, en tredje med kaffen, en fjerde spørger, om jeg foretrækker brunt eller hvidt sukker og om det skal være fløde eller mælk. En femte kommer med konfekt på en lille spejlbakke, og en sjette kommer forbi, for at spørge om kaffen smager mig, og sender tredje (?) tjener hen for at undersøge, om jeg ønsker mere. Det orker jeg sgu´ egentligt ikke. Nøjes med at bestille regningen (på ca 125 kr.) som en (syvende ?) kommer med. Jeg skriver under, og bliver guidet ud af en lille sød sag, som på falderebet tilbyder syrlige drops fra bakkens store udvalg. Jeg er vild med disse primitive og ydmyge snaske.
Slentrer en lille tur, for at fordøje. Det er bare fandens mørkt, så det eneste man kan se er millioner af funklende stjerner der funkler over bølgernes fluorescerende toppe, akkompagneret af chikadernes sang, sandets knasen og bølgernes brusen.

16. Vågner før vækkeur og solen, til en ny varm dag. Spiser ½ kilo frisk frugt til morgenmad, af hensyn til maven. På Penang kan man nemlig ikke få den smadret af drikkevandet.
Skrider op i bussen med et frisk "Godmorgen", som kun få besvarer. Det kan skyldes, at de har ventet på min et kvarters tid. Nå, skidt. Så kender de mig i hvert fald.
Turen går først øst på, til et fiskerleje, bestående af et par hytter, og én bro, der dog forgrener sig og fører 2-300 meter ud.
Broens 1½ meter brede dæk er af mahogni, hvor i mod de 10-15 meter høje stolper der bærer den er af palmestammer. De kan ikke engang kaldes træ, de minder mere om et bundt halm.
De blåmalede fiskerbåde er 30-40 fods kinesiske junker, udstyret med et bredt udvalg af net og andre fangstredskaber. Bådene har set bedre dage (for 2-300 år siden), men er holdt utroligt rene. Jeg skal ikke kunne sige, hvad deres hovedfangst er, men der lugter fælt af fisk ved hytterne.
Så går turen videre ad den snoede bjergvej, igennem tæt urskov. I øvrigt verdens ældste, da den ikke er blevet forstyrret af klimaændringer, vulkaner, jordskælv eller mennesker, i væsentlig grad.
Det næste vi skal se er en batik-fabrik (og ikke som Shubberne synger: En fabrik der laver sko"). Man kommer bivoks på silken eller bomulden, derefter farve i rummene, renser voksen af, og sælger dem i dyre domme. 
Gennes ind i bussen igen, og kører gennem ris- banan- og gummiplantager.
Næste gang ens knæ bliver vagt til live, er i en Kapong. Det er en lille landsby, hvor man langsomt prøver at "civilisere" landboerne.
Husene ligger langt fra hinanden, på deres 2 meter høje pæle. Dette syntes at være den letteste måde at dræne dem på i monsuntide. Alt, med undtagelse af teglstenene, er lavet af træ, som mange steder er kunstfærdigt udkårent. 
Høns, ænder og haleløse katte vrimler rundt mellem ens ben, og den lifligste duft fra kollektive, udendørs madlavning pirrer næse og mave.
Ind i bussen march, (nu har jeg indhente de andre - på nær 5 minutter), og så kører vi mod slangetemplet.
En munk har engang kureret en brite for bylder eller bumser, og fik så til gengæld jord og penge til at opføre et kloster. Den første nat templet var færdigt, myldrede det ind med giftslanger. De har fået lov at blive, så nu kommer turisterne myldrende, for at blive fotograferet med en håndfuld tandløse hugorme i det røgelsefyldte tempel.
That´s all folks, ind i bussen og hjem til hotellet, akkompagneret af en ældre dames beklagelser over, at vi er en halv time forsinket!
Vil have nøglen, for at gå op efter ekspeditionsgrejet. Får at vide, min "roommate" har den. Pudsigt, for da jeg gik i morges boede jeg alene. Ingen åbner, da jeg ringer på, så nu får jeg brug for mit Visa kort for første gang. 
Der er sgu´ flyttet én ind, efter efterladningerne at dømme, en ældre nordmand. Jeg er villig til at betragte det som feriens første virkelige nederlag. Bare fordi man ikke vil betale for eneværelse, ku´ man da godt få det.
Får fundet grejet frem, og begynder at gå langs kysten, af den stærkt snoede og trafikerede bjergvej, med næsen i jorden og halen i vejret. Efter at have travet 5-10.000 kilometer dukker en lille hyggelig restaurant op af bilosen. Da jeg endelig får forklaret de små kvindelige tjenere, at jeg kun behøver bord til én, da jeg ikke har "A girlfriend", viser det sig, stedet har første klasses betjening.
Derimod er der lidt rigeligt krydderier og lidt langt mellem kødet i de store portioner mad jeg får. 
Efter lunchen fortsætter spidsroden gennem turist-boderne, hvor sommergarderoben, som planlagt, tredobles. Farvestrålende T-shirts til 8 kroner, bermudashorts til 20, og mere i samme klasse. Hold da kæft, hvor er jeg glad for de ikke kan se mig derhjemme, iført spraglet T-shirt og pink bamudhashorts!
Når helskindet gennem turistområdet, og møder et par svenskere, der er på vej ind til Georges Town. "Køber" i fællesskab en taksa, og kører de 12 kilometer ind til "hovedstaden".
Chaufføren heder Albert, og går til engelsk på aftenskole. Det har han også brug for. Tilgængelig kan han og hans bil lejes for 40 kr i timen, til længere ture, som den jeg planlægger til urskoven. Der går standhaftige rygter om tigere, og adskillige elefanter, så med min dårlige vane med at rode under sten, skal jeg nok støde på et par slanger og skorpioner. Det tegner til at blive en spændende tur med Albert og hans bil "out in the wild".
Nå, lige nu går turen ind til Georges Towns Chinatown, der er lidt søndagsmat, men meget stor og interessant. Uden for de 2-3 etages huse sidder et lille husalter, med et par rygende røgelsespinde.
Husene er, ifølge Albert, opført før 2. verdenskrig, og i en engelsk/kinesisk fusions arkitektur. Alle skilte og lysreklamer fortæller klart og tydeligt - på kinesisk - hvad man handler med.
Børn og voksne sidder på trappestenene og siger med et sødt smil "hallo", når man går forbi. Vi er altså også de eneste turister. 
Traver rundt i 3 timer, blandt alt fra crome/glas juvelforretninger til en vig, hvor junker fra de forrige århundreder kommer for at dø. Finder det pudsigt, at langt de fleste lastbiler og pick-ups har fået fjernet ½-1 meter af førerhuset, for at forøge lad længden. Meget smart, men nu er sæderne kun en smal upolstret træbænk. Det vil aldrig vinde indpas i Danmark.
Over alt, i byer og på landet, mylder det med mc´er. Japanske, alt fra vespa-lignende til FJ1200, en sjælden gang blandet med den behagelige lyd af en Guzzi. Man skal bruge hjelm, og alle gør det. Sikkerhedssele er også tvungen, og alle, selv taksa chaufførerne bruger den.
Ender i et stort supermarked, hvis indretning minder meget om et dansk, dog er det kun få mærker jeg genkender. Knorr, Mars og selvfølgelig Carlsberg. Køber nogle kilo frugt, og opdager til min forbavselse, at der er adskillige chokolade barer i kurven, da jeg når kassen.
Tilbage til Ferringhi Beach Hotel (de fremmedes strand hotel, meget rammende). Spiser lidt frugt, og begiver mig på foto-safari langs stranden.
Hører flere dyr, end jeg ser, men har dog held til at smadre nethinderne på nogle spøgelseskrabber og en gekko. Det er et lille problem, at det bliver så hurtigt mørkt, at jeg knapt kan se mine egne sanddækkede tæer, og dyrene har en sikkerhedsafstand på 5 meter.
Famler mig tilbage til hotellets pool-side, hvor jeg i selskab med endeløse kopper kaffe, nedfælder nogle af disse linier. Imens overvejer jeg, om jeg skal vende tilbage som den lede rocker, og skræmme den anmassende nordmanden væk. Eller bare være den flinke fyr, og få det bedste ud af situationen. Det skal lige tilføjes: Jeg har skiftet tilbage til anstændigt tøj. 
Sidder også og fniser diskret over den legemes- store Santa Claus, som syntes at være obligatorisk på internationale hoteller omkring juletid. Prøver for sjovt skyld at bestille et glas gløgg. Får det ikke, men det er fanme´ sjovt at høre tjeneren udtale det!
Får øje på nogle fantastiske lagkager, som ligner plastik: de svarer helt til udseende; plastik-smag. 

17. Godmorgen Penang, jeg er sulten. Går ned til hotellets morgen buffe, der strækker sig 25 meter ude på terrassen. Her er alt fra varme krydderede retter, over frugt, til kokke der står og bager vafler. Morgen buffeten koster 50 kroner, så jeg føler mig nødsaget til at bruge en time på at foræde mig. Det er forfærdeligt så nærig man bliver pludseligt at leve i et billigt land. Kan stå og tinge med adskillige taksa chauffører om prisen på turen Ferrinchi Beach/George Town, på trods af den 8 miles lange tur kun koster det samme, som et dansk taxa-meter starter på.
Sight-seen time, op i bussens 18-19oC, og a fsted til Georges Towns pæleby. 9 familier bosatte sig for 7 generationer siden ved vandkanten (de havde ikke noget jord). Da man boede tæt langs kanten, og ikke kunne bygge ind i land, bosatte de nye generationer sig længere og længere ud i vandet, i pælehuse.
Nu bor de "yderste" 2-300 meter ude i deres maleriske huse. Tidevandet fjerner alt affald (herfra), og over alt er der pinligt rent og ryddeligt. Rindende vand er lagt ud, og hurtige blikke afslører alt fra TV til lego-klodser. Tommetykke mahogni planker dækker næsten hele området, helt ud til fisker-junkerne.
Bliver jager ind i bussen og fragtet vider til en tysk "juvelfabrik", hvorom jeg kun kan sige "meget interessant".
Næste stop er det største tempel, som er opført i ædel træ og sten. Fantastisk flot, med sine 30 centimeter dybe stenrelieffer i væge og søjler. Efter at have tilbragt en brøkdel af tiden, vi brugte på juvelfabrikken, jages vi vider (ingen returkommission fra et tempel). 
Vi skal til Georges Towns City, hvor der en times shopping. Traver lidt rundt i den "billige" del, og misser bussen med vilje. Spiser pitabrød med noget meget stærkt. Mæt, og godt brændt i munden betaler jeg 5 kroner for dette måltid.
Maser vidre i den hektiske by, og når den "dyre" del. Køber 2 "Camel"-ure til 70/90 kroner. Finder skrivepapir, da dette skriveri er ved at udvikle sig. Havner i en musikforretning, som også har musik jeg kender. Køber Scorpions 14 dage gamle CD til det halve af dansk pris (fandens til souvenir).
Drikker en sodavand og fortærer lidt chokolade på et torv, indtil det begynder at dryppe lidt. Forhandler mig frem til en yderst rimelig pris hos en taksa chauffør og kører "hjem".
Min room-mate viser sig at være berejst 62-årig fin fyr, som jeg sludrer med til klokken 21. Han går i byen for at spise, og jeg vælter tilbage i sengen, fuldstændigt udbrændt.

18. Vågner, ifølge mit nye ur, klokken 4.30 og lister ned til den døgnåbne restaurant, for at skrive og drikke kaffe, til buffeten åbner klokken 6.00. Skovler hæmningsløst i mig til 7.00, og går så en tur langs stranden mens solen står op. 30 fods fiskerbåde arbejder 50 meter ude, gud ved om det er haj-fiskere?
Skulle på "Tempel-tur" 9.05, men opdager til min store ærgrelse, at mit nye ur er 1 time mindre end andres. Her går man med ur for første gang i 10 år, og kommer så for sent for (næsten) første gang i 10år.
Tramper resolut ind i bushen bag hotellet, medbringende plastik poser og fotoapparat. Magert udbytte, men jeg fik da varmen. Kravler tilbage til værelset, og kaster ½ kilo frugt i maven.
Går ned til stranden i selskab med badebukser, håndklæde og en krimi. På trods af, det er første dag med rigtigt solskin i 5 dage, er der 20-30 meter mellem folk på de 200 meter strand foran hotellet. Da jeg ikke er særlig selskabelig anlagt, går jeg 100 meter, klatrer over nogle klipper, og har en lille vig for mig selv. Svømmer og læser en times tid. Syntes, der er mange sætte/stavefejl i krimien, til jeg når side 45. Så går det op for mig, at den er på norsk!
Da jeg går tilbage til hotellet opdager jeg, at mit ene nye ur er vandtæt: Det er umuligt at ryste vandet ud. Det er da heldigt, at jeg købte to.
Sludrer lidt med nordmanden, og går så ned for at på et skud koffein. Ganske langsomt er min hvide hud ved at blive smukt RØD. Alt andet ville egentligt også have undret mig.
Finder ud af, at det eneste man kan lave, hvis man ikke vil være ude i solen er; at sidde i baren eller gå en tur i urskoven.
Går af en lille ubenyttet sidevej, hvor vegetationen næsten dækker asfalten. De chikanerende chikader chikanerer, calotes springer omkring, malaria-myg sværmer, myrer tramper (de er 2 cm) og en enkelt abe brokker sig. Gradvist bliver vejen til en grusvej. Den bliver til en sti, som svinder ind til en veksel, og jeg fortsætter som en anden Livingstone.
I zig-zag går det op af bjergsiden, mellem 35 meter høje træer, som er omklamret af lianer. Enkelte steder kukker en bjergbæk lystigt, mens farvestrålende eksotiske sommerfugle basker, og jeg kommer i tanke om, at jeg ikke aner hvor jeg er. Det er længe siden dyrevekslen holdte op, og den sidste ½ time har jeg mere ormet, klatret og mast mig frem og op. 
Prøver at gå lige ned, men afsatserne er 20-30 meter høje, lodrette afgrænsningen. Kan knapt mase mig frem. En 5 centimeter stor hveps fatter stor interesse for mig. Jeg må til min beklagelse konstatere, at jeg ikke kan få mine hænder op til hovedet så hurtigt, som jeg ønsker. Det er faktisk en god tæt urskov jeg har fået rodet mig selv ind i. Panik er sådan et negativt ord, så lad os sige jeg syntes det er meget spændende.
Begynder at mase mig målbevidst ned af, på trods af lodrette fald på 3-4 meter, ståltrådsagtige piggede vækster, og frygten for skorpioner, slanger, tigre og elefanter. Savner næsten en flok finske eller amerikanske turister.
Lige pludselig kommer jeg majestætisk skridende ud på røv og albuer, og havner lige foran en bus på hovedvejen. Det havde sgu´ været surt at blive kørt over af den, efter at have overlevet urskoven.
Går hjem til værelset for at vaske spindelvæv og mudder af, fjerne torne og rense sår. Efter at være blevet lappet sammen, stiger en rød dansker op i Tjæreborg-bussen, for at starte aftenens "night marked"-tur. Først går det ind til Georges Towns dyreste restaurant, som serverer kinesisk mad. Kagler løs med borddamen, som var guide i Kina, da jeg var der.
Efter det, for en kinafarer, fattige måltid, går turen rundt i byen med "trishaw": Trehjulet cykel, med plads (næsten) til to, foran risgnaskermaskinen. Skvadder med Kina-guiden Jane, og får vist ikke set alt, men det er nu meget skægt.
Tramper op i bussen, blot for at erfare; nightmarked er lukket. Forståeligt nok, da lynene har oplyst himlen, i den halve time vi har kørt trishaw. Stemningen i bussen "lidt" trykket. Back to the hotel, og på hoved i seng, mens regnen vælder ned.

Oplevelserne fortsætter i Dagbog 2

Diary 1 2 3      Photos