Main Page    All Journeys    Travel Tips

 


 

LAOS     DIARY  2

  Photos                Diary 1 2 3
 Fra Dagbog 1 fortsætter turen.
3. Det er meget mørk nat, da jeg vågner. Byens strømforsyning er en generator, der kører fra 18-22. Det er en rigtig klam morgen, så efter morgenmaden lokker jeg de andre til at trave ud af den lille by, i stedet for at vente 1½ time på bussen kører. Byen ligger for enden af en blind vej, og der er kun den samme i 200 kilometers omkreds. 
Vi ser og hører et utal af fugle, passerer et par små-landsbyer og nyder solen, da den bryder igennem disen. Bussen (læs pick-upen) kommer, og vi klemmer os ind. Midt på ladet står en flok gasflasker under en presenning. Det afholder ikke folk fra at ryge. 
Vi kommer gennem små landsbyer, hvor de tørrer chilier, ris, majs og jordnødder på store stykker stof. Bagefter hældes de på lerkrukker. Næsten alle huse er af bambus, bygget på to meter pæle eller direkte på jorden i en glad blanding. Et sted stopper vi kort, og køber gråpærere-store hvide roeknolde, der smager lidt af ærter og pomeloer. Mange bærer den traditionelle hovedbeklædning af stift sort stof, men ellers almindeligt tøj. 
Flokke af ænder, høns med kyllinger, kalkuner med flotte haner, hængebugsvin og lyserøde vandbøfler forsøger forgæves at blive kørt over.
Mange stiger af og på undervejs. Et sted er en lastbil væltet. Vi er også ved det, da for- og baghjul ikke vælger det samme slimede hjulspor. Vi konstaterer, at dette var vejen til helvede, men de fik ny og bedre. Vi bumler rundt på den i ni timer, men betaler kun 22 kroner. Jeg tror min røv er blå nok til at dupere enhver bavian. Mange gange støver det vildt. Bare der kommer en smugle støv, holder de lokale et stykke stof for mund og næse, hvis de har det. Ellers sidder de med hånden for, hvad det skal hjælpe ved jeg ikke. Det virker lige så irrationelt, som dem der slår korsets tegn, ved enhver lejlighed. Det bliver meget varmt omkring middag, og vores "smilende ko"-ost har et noget smørret grin, da vi tager den op af tasken.
Vi kommer endelig til Muang Xai, en meget kinesisk by. Alle skilte på hotellet er på kinesisk, alle på hotellet og i restauranten taler kinesisk men ikke engelsk. Her får man også te til kaffen, og så for én krone!

4. Den daglige jagt på morgenmad går ind. Det bliver rigtig svært, når man vil have brød til. Vi finder et sted, som siger, de får brød om lidt. Et bud kommer fræsende på knallert, helt ind gennem restauranten til køkkenbordet. Efter maden går vi ud til bus pladsen. Her holder mange rigtig pæne minibusser, men de kører kun til Kina. Vores er igen en lastbil med to rækker små, stenhårde bænke. 
På vejen holder vi en kort pause, hvor der bliver læsset varer af taget. Jeg køber importerede æbler og pærer til omkring en krone stykket. Vi passerer for anden gang en hest, og jeg ser et rigtigt æsel. 
Ved totiden kommer vi til Nam Tai. Lige overfor busstationen ligger det fire måneder gamle Bus stop Hotel. En lang række værelser i ét plan. Det koster vist kun 20 kroner. Jesper bliver i tvivl; er det i timen. En pige på omkring 15 år spørger Rikke og mig, om der er noget vi vil have. Derefter går hun over til brødrene. Bliver ved med at hænge ovre hos dem. Det slutter da hun kravler op i Jespers seng. Vi ser hende senere på andre hoteller, med andre fyre. Jeg får vasket noget tøj. Mens det lå i blød, satte jeg møjsommeligt en tørresnor op i gården. Da jeg kommer ud med tøjet, er min snor fyldt.
Vi zig-zagér gennem byen, griner af kortet i bogen; tre parallelle gader, intet andet. Vi går op på en udsigts høj i udkanten af byen, og for sidste gang prøver vi det med et stempel. Byen er virkeligt blandet; faldefærdige rønner med helt nyopførte flotte betonhuse. Der er flere flokke af køer og vandbøfler og geder i gaderne. 
Da det bliver mørkt, starter Radio Laos op. Der sidder kæmpe højtalerhorn på nogle master rundt omkring i byen. For at bevare landets kultur (eller sådan noget) er det forbudt at høre mere end 30% udenlandsk musik, også i folks eget hjem. Til gengæld har de ubemærkede plagiater af det meste "pæne" musik. 
Vi beslutter at gå hjem efter en trøje, og så finde noget at spise. Vi kan bare ikke finde vores hotel. Det var ellers så smart at bo lige ved busstationen, der er bare ikke én af de lokale der ved, hvad en busstation er. Vi traver af de tre parallelle gader i en evighed, inden vi finder hotellet, for enden af den fjerde gade. 
Et godt varmt bad - hov, er vandvarmeren ikke tilsluttet? Vi improviserer lidt, og så er der en lille stråle varmt vand langs vægen. Ov, hvor bliver man nøjsom. Tilbage mod centrum for at få aftensmad, men ikke ret langt!

5. Vi står op ved syvtiden, lige som de lokale. Det er koldt, men nogle af os har fleesejakker. Spiser morgenmad hos en pragtfuld kinesisk dame, der taler godt engelsk. Da jeg bestiller pandekage og toast, siger hun "Too much". I det hele taget virker hun temmelig bestemmende, en illusion, jeg kommer til at pille lidt ved. 
Vi tager en tuc-tuc ud til Baoat Landing, hvorfra man kan leje kanoer til ture i junglen. Vi går straks ned til floden og prøver at finde en kano. De henviser til kolonistil-restaurant og hotellet. Her finder vi to engelske piger, som vi har talt med før. Vi aftaler med en fyr i baren, at vi kan komme ud og sejle med den eneste ledige kano, når vi har drukket vores kaffe. 
Vi spørger pigerne, om de vil med: "Ja tak", det er derfor de er her. Båden koster det samme, vi er bare seks til at dele. Kanoen kommer med sin tremands besætning, som strømhvirvlerne kræver. Én bagerst til ror, som giver gas med en snor om sin storetå, to foran, som bruger padler/stokke. Vi har sat vores tørre skiftetøj i baren, og det er heldigt, da vi tager en del vand ind, ved faldene.
Langs floden ser vi enkelte fiskere med deres net, ellers er det uforstyrret jungle, bortset fra, der ikke er nogle stører dyr.
Vi møder en anden kano, som kaptajnen pejler. De piller nogle brædder af deres kano, og vores mandskab sømmer dem på rælingen. Det tager de værste dønninger. Det vrimler med fugle og pludselig ser vi en kæmpe kvælerslange. Den ligger og soler sig på nogle døde grene, ud over floden. Den er vel omkring fem meter, og vejer nok 50-70 kilo; en rigtig stor kvælerslange. Vores tre besætningsmedlemmer kører mere af skinnerne end os, men vi vender desværre ikke tilbage, før den er væk.
Langt inde i urskoven drejer vi op af et krystalklart sideløb, ligger til lands, og går ind i junglen. Her ser vi firben, skinke, kæmpe edderkopper, sommerfugle, smukke vandnymfer og fugle. Vi krydser først en sidestrøm, og så den store flod. Vandet er køligt, og når til navlen. Det vrimler med fisk og krebsdyr. På den anden side kæmper vi os op af en mudderskråning, og lidt ind gennem den tætte beplantning, blandt andet banan. Store fuglerede- og hjortetaksbregner er blandt de mange epifytter i træerne. Jeg er frisk på at fortsætte et par timer, men guiden siger, at man ikke kan komme længere. 
Tilbage over floden, og hjem af. Vi ligger til ved en landsby. Det eneste der ser moderne ud, er den grimme betonbygning, der står med sit bliktag midt på "torvet". Et skilt bærer det blå flag med 12 stjerner. Endnu en af "vores" bygninger. Små søde hunde, bedårende hængebugsvin, høns og børn render rundt mellem vores ben. De voksne er mere tilbageholdende. 
Vi sejler igen, til vi mister skruen. En lille pause, og de har fået sat en anden på. En anden gang holder vi pause, da vi mister vores ror. Et nyt bliver improviseret af de, i junglen værende, ting.
En anden landsby. Rikke gider ikke vente, til de andre er gået fra borde. Hun prøver, om vandet er dybt. Det er det! Sammen med rælings-forøgeren plumper hun i. Hun er oppe, før vi kan sige: Kodak momment. Alle vi møder i den landsby, går rundt med brede smil!
Vi kommer tilbage til Boat Landing, for mit vedkommende temmelig skuffet over det manglende dyreliv. Laos slogan: Land of a million elefants, er ikke særlig godt. Den elefant, som hed Million, døde nok sidste år; vi ser den i hvert fald ikke.
Vel tilbage får Rikke tørt tøj på, og vi bestiller middagsmad. Belært af erfaring bestiller vi det samme; and med appelsin. Rikke får sin, men der kommer ikke noget til Morten og jeg. Vi venter og venter, spørger til sidst, og får at vide, de kun kan lave én af gangen. Venter en evighed til, og får så at vide, de ikke har mere and. Morten er ikke længere i godt humør!
Vi går derfra; lufthavnen er ikke langt væk, og vi vil lige checke, hvornår vi kan flyve i morgen. Det kan vi slet ikke, der går først et fly i overmorgen. Lufthavnen er fuldstændig forladt, med undtagelse af nogle vandbøfler, der græsser fredeligt på landingsbanen. 
Tilbage i Nam Tai prøver vi at finde en guide til junglen. På en restaurant står der reklamer, men da vi taler med ejeren af trackingfirmaet, får vi at vide, de trecker kun i weekenden (idag; søndag), og det er kun mellem landsbyer. Der er jo alligevel ikke nogen dyr at se!
Vi booker ind på et andet hotel, som vi kan finde. Genboen er den store radiomast, med "den lede stjerne" på toppen. Og så er der varmt vand. 

6. Vi spiser morgenmad hos kinesermutter, og begiver os så ud til busstationen. Vi er der 15 minutter før den afgår, 13 minutter før er den proppet. Folk sidder på små taburetter i midtergangen. Vi kører rund i zig-zag i byen og laver 50 stop, før vi kommer ud af den. Så stopper vi igen, og igen og igen. Det tager 3½ time at køre 62 kilometer. 
Vi kommer til Muang Sing, og møder vores første tiggere. De er forklædt som gadehandlere, med hjemmelavede smykker, og de fatter ikke engang et meget bestemt snæret "NO!" I denne grænseby til Kina vrimler det med back-packere. Vi traver gennem byen, som har været det største opiumsmarked i den gyldne trekant. Ser nogle lokale i sorte folkedragter med rødt broderipynt og sjov hovedbeklædning. Markedspladsen er stor, men temmelig forladt. Kun 10-20% af boderne er fyldt med varer; tøj, forbrugsgoder og mad. 
Efter tre timer kører vi tilbage med samme lastbil. Han kører faktisk en halv time før han sagde, men bilen er fyldt, så hvorfor vente? På vejen punkterer vi, men det er kun det ene tvillinge-baghjul. 
Booker ind på det samme hotel. Toilettet er pludselig stoppet, men vi kan få et andet værelse, bare uden varmt vand. Vælger at bruge toilettet på gangen. 
Tilbage til kina-mutter for at få aftensmad. Vi får bestemt af vide, vi kan få en snak nu, gå hjem og få et bad, og så komme og få aftensmad. På vej hjem for at bade, ser vi, at næsten alle cykler har bagsæde med fodhvilere - fabriksmonteret. Her er ikke meget mere at se og lave, så vi glæder os til at flyve til Viantiane i morgen.

7. Efter morgenmaden tager vi ud til lufthavnen, i god tid. Vi er de første passagerer, men manden i skranken siger, at der er udsolgt. Det kan være, at der er nogle, der ikke kommer, så vi venter 2-3 timer. Alle kommer, og vi må se i øjnene, at vi må blive i byen endnu nogle dage. Hvis vi nu flyver til en tredje by, og så til Viantiane? Det må vi finde ud af inde på kontoret i byen. 
Vi forlader lufthavnen - det er egentlig kun en lille bygning og så en landingsbane med græssende okser, geder og ænder - og kører tilbage til kontoret i byen.
Her sidder en vældig flink og servicemindet fyr, som prøver forskellige kombinationer for os. Vi er helt færdige med denne by, så vi skal bare videre, og det skal ikke være med lastbil, dem er vi nemlig også trætte af. I morgen til Luang Prabang er udsolgt, men vi kan flyve fra Udon Xai i overmorgen.
Ud på buspladsen, og ind i en rigtig bus, som kører næsten med det samme. Der er én anden hvid i bussen. Han brokker sig over, at vi ikke er kommet før. Han har siddet og ventet sammen med de indfødte i tre timer på, at bussen blev fyldt. En af de rejsende har vi kørt med før. Hun aer Rikke på kinden, lige som Jespers veninde gjorde. Rikke virker stadigt ikke begejstret.
Efter fire timers skrumlen er vi i Udon Xai, hvor vi finder et elendigt hotel til 40 kroner. Vi får lidt aftensmad, som i øvrigt koster fra 20-50 kroner for to. På vej hjem til hotellet ser vi nogle enkelte ildfluer. 

8. Op ved halvsyvtiden og ud i disen, som holder sig til ni-ti tiden hver dag i de nordlige egne. Vi finder et andet hotel til 30 kroner, i den modsatte ende af byen. Mange af de huse, vi går forbi, er opført i ´99 eller ´00. Her, som alle andre steder går både mænd og kvinder i sandaler, som de slæber helt imponerende meget. 
Mens Rikke soler på verandaen, går vi op til stopaen, der ligger på en stor høj. Mens vi er der oppe letter disen, og vi kan se ud over der store spredte by. Vi går ned gennem noget bebyggelse, og finder floden. Her er nogle kvinder ved at grave grus og sten, som bliver sigtet. Små lastbiler kommer og henter det til byggeriet. Vi forfølger en slange , som flygter ned i floden, og efter endnu lidt jagt, forsvinder helt. Jeg prøver som altid af finde nogle knoldplanter, men stadig uden held.
Vi går hjem, vasker tøj, og får Rikke med ind til det store overdækkede marked. Her er alt. Tøj, sæbe, parfume, fiskegrej, frugt, ærterødder, chili, æbler, pærer, klementiner, salat, kål, rødbeder, slangebønner, peanuts , linser, ris, bananer, kokosnødder, ure, tobak, lertøj, isenkram, manchetter, skibsskruer, bolte, tandhjul og meget, meget mere. Her bærer folk også alt på en 1½ meter lang bambusstang, noget a lá åg, men over én skulder.
Vi spiser frokost på en lille ydmyg café. Ved nabobordet sidder nogle mænd. Jakkesæt eller uniform med baret og store solbriller. De får mange øl og taler som nogle af de første i mobiltelefon. Det ligner noget fra en B-film fra 70´erne. Her, lige som andre steder, vi spiser, drøner fjernsynet. 
Vi hyrer en lille bil, og kører ud til nogle vandfald. Har et mas med at fortælle, at vi vil der ud, men ender med at vise postkort. Det går friskt der ud af (undtagen op af bakke) gennem smuk natur. Vi kommer til Taad Lack Sippet ( luder lak, hold kæft?!) hvor vi går det sidste stykke vej. Flot natur, undtagen pladsen neden for faldet. Her er resterne af de indfødtes picknic.
Selve faldet er ikke så imponerende, men der er spændende planter i området. Efter en halsbrækkende klatretur finder jeg et par meget små knolde. Undervejs bliver jeg ramt af nogle torne med nældegift, enten brændenælder eller fugleedderkop. Meget smertefuldt. Efter nogle timer bliver det periodisk, og efter 3-4 dage er det næsten væk, bare jeg ikke strejfer det! Chaufføren kører os helt hjem, uden at spørge, og vi tog ham fra busstationen. Det er en stor lille by!
Vi tilbringer resten af eftermiddagen og skumringen nede ved floden, hvor folk vasker tøj og bader. På vej tilbage til hotellet efter aftensmaden hører vi et meget larmende dyr, i den lille rendesten langs vejen. På trods af ihærdig søgen, er vi ikke i stand til at finde kræet. Vi nyder et varmt bad, og kryber ind under myggenettet, som Rikke standhaftigt kalder en himmelseng. Den er i øvrigt for kort til mig. 

Vi vågner i Dagbog 3

                    

Diary 1 2 3      Photos