Main Page    All Journeys    Travel Tips

LAOS                          28/10-18/11 2000   DIARY 1    

  Photos                 Diary 1 2 3

 Efter fiaskoen i ´98, hvor vi (Morten, Jesper og undertegnede) kun kom i transit i Thailand i tre uger, prøver vi nu igen. Vi har fået en fjerde lokket med; Rikke. Laos skulle være nærmest uspoleret, med uendelige urskove. Godt nok smed amerikanerne 100 tons bomber per indbygger under Vietnam-krigen, hvilket gør Laos til det mest bombede land i verden (og så var de ikke engang i krig!), men det skulle været groet til nu.

28. Vi flyver med Aeroflot, det gamle hæderkronede (eller er det udskælde) sovjetiske luftfartselskab, der stadig har hammer og sejl som logo. Fly og mad OK, men efter sigende er filmen meget russisk, den sov jeg fra. Et par timer i Moskva lufthavn, og så mod Bangkok,

29. Vi ankommer ved middagstid og tager bussen ind til centrum. Rikke siger, det ser spændende ud, og sover hele turen, der tager en times tid. Vi hopper af ved Grand Palace, og går ned mod amuletmarkedet, mens vi leder efter solbriller, sandaler, film og andre livsnødvendigheder. 
På vejen går vi gennem frugt-, tøj- og dagligdags-varermarkeder for så at ende i et enormt stort amuletmarked. Amuletterne er små - hovedsageligt Buddha figurer - i ler, sten, glas eller metal. Nogle er meget gamle og derfor meget stærke - og dyre. De bliver navnlig båret af taxachauffører og postbude!
Vi kommer tilbage til Grand Palace, som man kan komme ind og se, hvis man har lange bukser på. Rikke og jeg skifter. -Og så skal pigerne også have bagkapper på deres sandaler! 
Så kunne de i øvrigt rende os!
Spiser på en fortovsrestaurant. Det var hovedsageligt meget stærk mad, tilsat mange stærke krydderier og så peppet lidt op med frisk chili! "smooking!". Maden er meget speciel og det er med en del mod, at vi giver os i kast med det. Derefter venter vi bare på, at maveforgiftningen skal kick in.
For anden gang bliver vi anbefalet at besøge en speciel wat, som ikke alene skulle være den smukkeste i Thailand, men som kun har åben én dag om året - og det er i dag! Vi tager en taxa, og kommer til Wat Suthat.
Det ér et ualmindeligt smukt udsmykket tempel. Langs den store mur der omslutter det store gårdareal er der et halvtag. Under dette sidder 2-300 guld(-broncerede) Buddha'er, omkring 1½ meter høje. Nogle er næsten sorte af ælde, andre ligner poleret guld. Vi går op af trappen til templet, og ind af de enorme og smukt dekorerede døre. Indenfor sidder bedende munke og lokale. Væggene er dækket af meget smukke gobeliner, en kæmpe gylden Buddha dominerer "alteret", andre mindre figurer er fordelt omkring den. Gulvet er dækket af en tykt rødt tæppe, og der dufter af røgelse.
Lyn oplyser gården, og vi går ud igen. Mens vi går rundt om den rigt udsmykkede bygning starter messen, som gengives af diskrete højtalere udenfor. Det er blevet mørkt, regnen begynder af fosse ned, og lyn og torden fuldender atmosfæren. Vi sidder et stykke tid og nyder det, men bliver så kolde.
Udenfor er det umuligt at få en taxa, så vi går tilbage mod centrum. Vi finder Royal Hotel, hvor vi blev sat af. Det ser pænt ud - meget pænt, men vi checker alligevel prisen: 1500 bat for et dobbelt værelse. Morten regner om til 800 kroner. Dyrt, men vi gider ikke lede i den mørke by, og vi skal tidligt op og med bussen, der afgår foran hotellet. Jeg regner lidt på det, da vi er kommet op på værelset: 290 kroner for et meget stort værelse med kontor-niche, kæmpe senge og stort badeværelse med karbad. Det med penge kompliceres af, at vi de næste tre uger regner i US$, bat, kip og kroner.
Efter et forfriskende bad mødes vi i lobbyen til en stille dinner. Det vælter bare rundt med skrigende unger, så vi fortrækker at foretrække til en stor kinesisk restaurant lige rundt om hjørnet. Jeg får en variation over temaet hot dog og burger. Et nyt varmt bad (vi ved ikke hvornår vi får det næste) og så i seng.

30. Op klokken 5.00! Taxaen til lufthavnen koster det samme som fire busbilletter. Man lærer hele tiden noget! 
I lufthavnen leder vi efter Aeroflots kontor, så vi kan re-konfirme vores billetter hjem. Det har lukket, men vi finder Druk Air! Det er der virkelig et luftfartselskab der hedder! Morgenmad i bedste amerikanske stil. Jeg fandt ikke film i går, og nu må jeg nøjes med nogle 25 styk til danske priser. Det viser sig i øvrigt, at APS-film er et totalt ukendt fænomen i Laos. Rikke prøver at finde postkort, men det har de ikke!
50 minutters flyvning, men Thai-Air når at servere mad. Stor og ikke mindst langsom kø ved visum-skranken. Vi skal have et pasfoto, og Rikke får svedt et par liter, før det viser sig, at manden godkender vores særdeles ringe fotokopier. Måske fordi de bliver ledsaget med billeder af Franklin (US$).
Vel ankommen til Laos, betaler vi overpris for at komme de 8-9 kilometer ind til centrum. Det er godt nok en stor landsby, men i modsætning til alle andre byer vi besøger, går her i det mindste ikke løse køer i hovedgaden. Det giver da et vist internationalt præg.
Vi finder en bank, hvor vi kan hæve thai-bat, som vi så kan veksle til laos-kip. Vi mener de egentlig hedder ib, k´er er bare fordi man bogstaveligt hæver et par kilo af gangen. Efter hånden som vi bruger, måler man i centimeter; hvad har vi brugt/hvor meget har vi tilbage.
Vi traver ud til Triumfbuen, som også bliver kaldt den lodrette landingsbane. De løb tør for cement, så byggeriet stod stille i lang tid. Så fik de noget cement af amerikanerne til en landingsbane, og hvad er så mere naturligt, end at færdiggøre Triumfbuen?
Den bliver vældig pæn, når de en gang får tid/råd til at male den. Der er krummelurer over alt i bedste tempel-stil. Det koster én krone at gå op af trapperne. På de følgende etager er der stærkt improviserede souvinier-boder, nogle af de eneste vi ser i landet.
Fra toppen er der en storslået udsigt over den flade by. Langt det meste er toetages huse; forretning i stuen, beboelse på første. Morten bliver fotograferet af nogle bønder, der er taget til hovedstaden. De er fascinerede over hans størrelse!
Jeg får ikke taget så mange fotos; det hele virker bekendt, nærmest som en thailandsk provinsby. Her er på den anden side også mange etniske thaier, og kun 200 meter over Mekong til Thailand.
Vi tager en tuc-tuc (25 km/8 kr) til That Luang; den gyldne wat. Denne guldbroderede kæmpe klump beton skulle efter sigende være bygget oven på nogle af Buddhas knogler. Et lokalt marked byder på sandaler til 8 kroner. Her er alt hvad den daglige husholdning kræver, fra sæbe til 50-kilos sække med tobak.
De er ved at lave klar til den lokale højtid med et stort marked. En fyr er på vej op i en beton-lygtepæl. Han bruger to bolte, som han stikker i pælens huller. Det må være surt at tabe den ene, når man er nær toppen!
Vi prøver som sædvanlig at følge landets skikke, men specielt Rikke har svært ved, at man ikke må røre hinanden, og slet ikke kysse. For mig er det sværeste, at det er god bordskik at levne. Vi læser også at man ikke må råbe, men specielt kineserne har svært ved at følge dette. Man må ikke pege på personer og specielt ikke på Buddhaer. Det betyder også, at man ikke må side med benene strakt foran sig. 
Dyrelivet er ikke spændende. Her er kun gråspurve, tamduer og gekkoer. Lige som i Thailand er der mange potteplanter foran forretningerne og på balkonerne. Mange har jatrophaer, svigermors skarpe tunge og mange andre kendte.
Solen går ned 17.45 og 18.00 er det nat! Vi finder et ydmygt hotel til 90 kroner for et dobbeltværelse, og går ud for at få aftensmad. Ved byens springvand finder vi et flot pizzeria, og sætter os ned. Wauh - det føles dejligt! Vi bestiller drikkevarer og fire ens pizzaer. Tjeneren der kommer med øl og vand fjerner bestik og servietter. Nå, vi får nok nogle store tallerkner. Sidder og planlægger de næste dage mens vi venter - og venter! Fat i tjeneren - hvad med vores mad? Øh... skulle I have noget at spise?! Denne sprogbarriere støder vi på mange gange i løbet af de næste tre uger. Meget få forstår bare en smule engelsk. Faktisk minder deres sprog mest om Mars Attacks - gag-gag!

31. Op 6.50, vi skal have noget ud af de lyse timer. Det lysner ved seks-tiden, men der er ikke en sjæl oppe, og det er koldt. Nordpå dukker solen først frem af disen ved 9-10 tiden. 
Vi finder nogle lækre landgangsbrød, og når bussen 7.03. Deres busser er væsentlig mere præcise end DSB, men kører ikke nødvendigvis mere end 50 meter før første stop. Vi kører forbi rismarker, damme med røde åkander, kæmpe bambus, lotusser i blomst, bananer, kokospalmer, bitte små jersie-agtige køer, kæmpe vandbøfler, geder, hængebugsvin, silkehejre og urskov/sump. Næsten alle huse er lavet af bambus, og står på to meter høje pæle.
Efter to timer kommer vi til bjergene, og vegetationen skifter karakter. Ananasmarker, men her er der ikke lige så opdyrket. Tissepause; mændene foran, kvinderne bagved bussen. Midtergangen er fyldt op med ris sække, papkasser og levende høns i bundter. 
Jeg ser de første svaler, og føler, at nu er jeg ude i naturen. Følelsen bliver spoleret lidt af en kinesisk cementfabrik. 
Vi ankommer til Vang Vieng lidt over middag. Hyggelig landsby ved floden. Finder nattely til 15 kroner, og vader så langs floden for at finde nogle limstens-grotter. Skinke smutter væk når vi kommer, stære smutter rundt i krattet, igler kommer væltende. Rikke har dyretække, så jeg piller kun igler af hende.
Vi finder området med huler. Der sidder to munke ved en bugt af åen, i ualmindeligt smukke omgivelser. En gigantisk edderkop har spundet sit spind over en anden lille dam. 
150 trin fører op til nogle store huler. En flok laotiske turister går kaglende med os op. Der er lange gange, som ind i mellem udvider sig til store grotter. Det begynder at regne da vi går hjem af, og kæmpe snegle dukker frem blandt de store ingefærbuske.
Vi kommer totalt gennemblødte tilbage til byen, køber paraplyer og får tørt tøj på. Over for hotellet er en back-packer kaffebar, hvor vi får kaffe til 1,50 med Milo! (fed fløde med sukker). Rikke beskriver dagen med: Vådt + av-av.

1. Vi bliver underholdt af hanegal og syngende fugle fra klokken fire, men vi vælter først vores luksuslegmer ud af sengen lidt i syv. Morgenmad hos genboen, flute, pandekage og frisk frugt.
Så ud for at finde kontoret, hvor vi skal have vores "by-stempel". Ifølge bøgerne kan man let risikere, at blive sendt tilbage, hvis man ikke har fået stempel i sidste by. 
Vi går fra den ene statsligt-udseende bygning til den anden. Her får vi anvist et andet hus, som anviser et tredje. Folk på gaden aner vist ikke, hvad vi spørger efter. Endelig finder vi det; et usselt lille skur ved landingsbanen. En funktionær udfylder møjsommeligt kolonerne i en stor bog. Rikke glæder sig, til han skal se mit "hår og skæg"-foto i passet. Han fortrækker ikke en mine, men da Rikke fortæller hun er kok, bryder han helt sammen: Kok, sådan i et køkken - lave mad. Han er helt færdig! Vi skriver vores navne og titler på et stykke papir, han er vist ikke så skrap til det der stavning.
Det tager en evighed før han er færdig med at stavere og grine, så vi må løbe til dagens bus. Vi skal køre 217 kilometer til Luang Prabang, den gamle kongeby. 
Vi tilbringer syv timer i selskab med smilende mennesker, sække med landbrugsvarer, høns, smedevarer og hvad ved jeg. Mange gange bremser vi op for kalkuner, ænder, høns, vandbøfler, køer, hængebugsvin og børn. Bjergene og kløfterne bliver større, enkelte majs- og tobaksmarker og meget uberørt natur. Solen skinner, men det er køligt i de højere bjergpas. 
Vi kommer ned på den anden side, og dalen åbenbarer sig. Der er et par timer til mørket kommer, så vi traver gennem byen. Stegte hønsefødder, ænder i stænger (levende i flettede kurve), markeder og en café med udsigt over floden og dens fiskere. I den nordlige ende af landet får man te til sin kaffe. Kaffen er meget stærk, så der følger et tyndt glas te med, nogen gange grøn te.
Vi går videre, prøver blandt andet at få stemplet. Det viser sig senere, at de ikke gider bekymre sig om stempler længere. Aftensmaden består af vandbøffel med karry.
Vi finder et hotel lige ved siden af det gamle kongepalads. Det er pænt, men sengene får begrebet "at gå i brædderne" til at være rigtig bogstaveligt. Jeg vænner mig ikke til de senge, hvor "madrassen" bare er tre til fem millimeter vattæppe. Til gengæld finder vi til vores store forkælede glæde både varmt vand og toiletpapir på det fælles badeværelse. Hele herligheden for 30 kroner.

2. Bliver vækket ved firetiden af en stor klokke eller bronzetromme. Genboen er kongens pragtfulde tempel. Vi blunder et par timer mere, og går så ud i den kolde by. Store grupper af orange munke kommer travende, ude for at tigge morgenmad. De kommer gående på en lang række, med de ældste forrest. Hver har en skål, som de får mad i, af de troende. 
Her i byen ser vi en ny type taxier. Motorcykler med sidevogne fragter varer og mennesker. Det er fandens koldt om morgenen og aftenen, så vi går ind til det store marked for at finde nogle trøjer. Det viser sig at være svært. Enten er det sportstøj med store firmalogoer eller bare for småt. Endelig lykkes det; fleesejakker størrelse for stor til gigantisk. De er temmelig dyre, men der er langt mellem store, mørkeblå, varme, lette og neutrale jakker. Det viser sig at være alle tiders køb, ikke mindst de morgener hvor Morten er blå-skjoldet af kulde. Vi finder endelig kontoret, hvor de før i tiden stemplede, men som sagt, det gør de ikke mere.
Vi går tilbage til kongepaladset, som skulle være svært at få lov at se. Det har kun åbent et par timer hver formiddag, og det kræver en invitation. Der er turistgrupper, og når vi bare betaler, kan vi sagtens komme ind. 
Det er lidt af en skuffelse, landet er blevet plyndret hver 20. år, så det kniber med værdier. Her er en sten fra månen, som de har fået af amerikanerne sammen med en plastikkopi af rumkapslen. Et flag fra en norsk fodboldklub, og andre pudsigheder. Der er også nogle enkelte smukke udskæringer i elfenben, nogle gamle bronzetrommer og lidt andet gammel kunst. Selve tronsalen er smuk; mosaikker på væggene, smukke "udskæringer" i beton men møblerne er ikke noget at skrive om. I soveværelset står en stor mahogniseng uden det mindste udsmykning, samt et par store matchende skabe. 
Udenfor får vi øje på en grøn palmeslange, de kryber forsigtigt ned af en palme. Vi tager en Jumbo (som desværre ikke er en elefant, men en trehjulet motorcykel), og kører ud til Thad Xai; det store område med vandfald. Fem trapper, omkring 70 meter brede og 5-10 meter høje. Mellem trapperne er der store damme, hvor de lokale bader i den varme årstid. En lille sti fører op langs floden. 
Her vrimler det med smådyr: Kæmpe tusindben, frøer, fugle og store snegle. I trætoppene sidder store myrerboer i sikkerhed for oversvømmelse og rovdyr. Vi kommer til nogle huler, og ved hjælp af nogle lokale drenges lightere ser vi lidt af dem, ikke imponerende. Det er blevet varmt, så vi kommet temmelig sveddryppende tilbage til faldene og den solbadende Rikke. 
Vi får øje på en stor snyltehveps, som kommer med en larve, den har lammet. Den ligger larven, og starter med at grave en 5-10 centimeter dyb gang i gruset. Den bærer larven ned, ligger ét æg, og dækker hullet til. På vej tilbage til byen ser vi 30 meter høje gummi- og parablytræer.
Vi checker ud 14.30 og prøver at komme videre i landet. Godt trætte af at sidde og bumpe på ladet af lastbiler, leder vi efter en speedbåd. Efter meget spørgen omkring, kommer der en ung mand til os. Han kan sejle os ud til dér, hvor speedbådene sejler fra. Lyder lusket, men hvad. På turen ser vi alle haverne, som ligger der, hvor floden var i regntiden. Salater, bønner, papaya og andre grønsager. 
Ned i en lang kano med long-tail og 20 minutter ned af floden. Her finder vi én af de cyklamegrønne både. De er ikke mere end 4-5 meter, men udstyret med en kæmpestor og helt ny bilmotor. Vi sejler længere ned af floden i kanoen, til et sted hvor vi får den påbudte styrthjelm med visir samt en redningsvest udleveret.
Vi kommer ombord i speedbåden, Morten og Jesper lige foran motoren, Rikke og jeg foran dem. Vi når lige at klaske røven ned på skumgummiklodserne, så lyder der et brøl fra motoren, og vi pisker op af strømmen med 80-115 kilometer i timen! Det er meget dyrt; 250 kroner per sæde, men vi sparer 2-3 dage med lastbil, og det kan blive skægt.
Jeg nyder de første ti minutters rush, men begynder så at fryse voldsomt. Rikke siger, at de viste film på hele turen; hun så hele sit liv passere forbi adskillige gange på de tre timer turen tog. Jeg har aldrig været så kold i hele mit liv, og Rikke aldrig så bange. Jeg kan helle ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi ramte én af de mange 10 centimeters bambusstænger, der står på bunden med den ene ende, og den anden pegende mod os i en optimal vinkel til at gennembore båd og mand. Stævnen svinger en lille meter fra side til side, men båden rører vel ikke med mere end 1 m2.
En eneste gang slipper skipper gassen; han skal tisse. Selv da vores ryglæn falder af, fortsætter han med uændret fart. Selvfølgelig har vi travlt, vi kan jo ikke sejle når det er blevet mørkt. Så kan man ikke se bredden, strømhvirvlerne (op til 3 meter brede og ½ meter dybe). Vi kommer forbi indgangen til Pak Ou, men har desværre ikke tid til at stoppe. Nå, vi ser nok andre flotte huler med buddahfigurer i.
Fem minutter før det bliver for mørkt til at sejle, ankommer vi til Pak Beng. "Havnen" er en stor flåde, bygget på to kanoer. Mens vi kæmper os op af båden, og med stive lemmer kæmper os ind mod landjorden bliver vi nærmest overfaldet: Wer jo go to morrow? Jo ran speedbot?. Rikke kunne slå dem ihjel og jeg smide dem i vandet. Jesper og Morten tager det forbløffende roligt. Det viser sig, at de ikke kan høre en disse, andet end en massiv hyletone. Der var ikke lyddæmper på motoren.
Vi finder et rimeligt hotel, får aftensmad, og så går jeg kold (igen). 

Når jeg vågner fortsætter eventyret i Dagbog 2

                    

Diary 1 2 3      Photos