Main Page    All Journeys    Travel Tips

COSTA RICA     DIARY 3

Photos                Map  Plan


 

 Diary 1 2 3

 Fra Dagbog 2 (og også Panama) er vi nu på vej ud i de sidste oplevelser.

10/4. Det er på tide at vende tilbage til Costa Rica, så vi tager 10.00 bussen til Sixola-Limon-San Jose, hvor vi ankommer klokken 15.30. Vi henter Lines rygsæk og finder en kaffebar med international atmosfære. Naboen er en internet-café, og der hentes nyheder hjem. En taxa bringer os ud til Hertz, og vi kører op til Pontarenas i en ny, stor 4WD´er. 

11/4. Mens vi venter på færgen til Barra Honda, betragter vi de fantastiske fregatfugle. Området er temmelig tørt, det har ikke regnet i et halvt år. Ved parkens indgang forklarer en charmerende kvinde os om de forholdsregler, som vi bør følge, hvis vi vil levende ud af parken. Vi køber en billet til drypstenshulen og begiver os op af bjerget. Det er varmt - MEGET VARMT! 
I nogle trætoppe, lige over vores hoveder, sidder en flok brøleaber og daser. En slange forsvinder ned i et hult træ, mens et mylder af grønne leguaner dovent fjerner sig fra stien. En chestet caracara svæver over vores hoveder, mens en agouti forskræmt pisker ind i buskene. Flere gange kommer de yderst charmerende hvidbrøstede magpie jay flyvende hen til os og snakker. De har et særdeles stort og varieret ordforråd, og så er de enormt nysgerrige. 
Godt gennemsvedte når vi indgangen til hulen. Et lille hul giver adgang til en 20 meter dyb skakt. En smal rebstige leder os ned i jordens indre. Synet er overvældende; stalaktitter møder monolitter, store "gardiner" glimter som diamanter, og de mest pudsige figurer afslører sig. Vi kravler ned af en stige og kommer til en smal gang, bestående udelukkende af drypsten. Her spiller vi på "orglet", en formation af stalaktitter i forskellig tykkelse, som frembringer en klokkeagtig lyd, når man slår på dem. I en af hulerne sidder der bittesmå flagermus i spidsen af stalaktitterne. Et sted trænger vi igennem en sprække for at komme til en mindre hule. Morten får ikke set den! Vores guide fortæller på letforståeligt spansk om det, vi ser, og hulens historie. 
Vi kravler op og kommer ud i det blændende dagslys. Turen tilbage til rangerstationen går lettere. Det er knapt så varmt og det går nedad. Det er blevet overskyet, og 15 sekunder efter vi har nået stationens halvtag, åbner himlen sine sluser. Morten ofrer sig selv, og totalt gennemblødt kommer han tilbage med bilen, som holdte 100 meter væk. 
Vi kører til Jacó, en badeby ved Stillehavet. Det er blevet mørk, så vi finder en kombineret restaurant og hotel. Mens vi sidder på terrassen og spiser, kommer en lille myresluger forbi. Den virker totalt upåvirket af mennesker, men der er vel heller ikke nogen, der fodrer den. Nogle tudser patruljerer på plænen, og to duer sidder og skider på mig. Efter at have vasket tøj og os selv, tørner vi ind.

12/4. Vi kører ned langs vestkysten, standser hos en amerikansk surfer for at spise morgenmad, og fortsætter. Vi er i egernabe-land, og de små aber ses i træerne langs vejen. Vi kommer til Quepos lige før middag og bruger et par timer i banken. Shopper lidt rundt, spiser og kører så Line ud til hendes næste projekt i Jardin Gaya. 
Vi fortsætter til Hacienda Barú. Her ser vi store farvestrålende og pudsigt formede tæger, dværgpapegøjer og myrer i tonsvis. Vi kommer ud til vandet; sand så langt øjet rækker, store bølger og palmer. Under træstammerne i skovbrynet myldrer det med eremitkrebs. Verdens største spindende edderkop har sine spind her. Hunnen er enorm, hannen en lille myr. Når vi krydser et af de talrige vandløb, stormer basilisker over vandet. 
Flere steder ser vi bladskærermyrenes enorme tuer. Der kan være op til to millioner myrer i én tue, der findes 12 udgaver (skærere, bærere, ingeniører, soldater, baby-sittere, renovations- og vej arbejdere, små soldater, der bliver båret på bladstykkerne som forsvar for fluer, gartnere, unge dronninger og droner og selvfølgelig dronningen). Mange af tuerne bærer kraftigt præg af myreslugernes besøg. Forskellige tukaner flyver over vores hoveder, mens deres karakteristiske skrig blander sig med de andre fugles stemmer.
Det bliver snart mørkt, så vi kører videre til Palmar Norte. På vejen ser vi en meget stor, kronet hønsefugl.

13/4. Vi kommer nu ud på den sydlige halvø. Der bliver længere og længere mellem menneskeskabte ting. Vejen ser efterhånden heller ikke menneskeskabt ud. Efter at have kørt langt - rigtigt langt, begynder der igen at dukke biler og meget spredte huse op. Det bliver tilsidst til en lille by, hvor vi finder hotel og en guide, der vil tage os ud i naturen i morgen. 
Vi starter selv med at køre ud til skoven og traver rundt i fem timer. Der er ikke meget liv, men vi ser adskillige ara-par. Morten bliver trampet over tæerne af en slange, som dog synes at komme helskindet fra mødet. Vi slutter dagen af med at nyde solnedgangen over bugten. Aftenen går med film på et af de lokale spisesteder. Alle steder, hvor der serveres noget, kværner musikanlæg og TV om kap.

14/4. Vi mødes med vores amerikanske guide klokken 6.00 og tager "bussen" ind midt på halvøen. Vi sidder på ladet af en temmelig åben pick-up sammen med nogle lokale, som er på vej til arbejde. Foran kører en anden pick-up og hvirvler enorme mængder fint støv op. Da vi stiger af bilen er vi rødbrune fra hår til fødder. 
Amerikaneren har fundet et fantastisk område: Det myldrer med liv i den rige vegetation. Brøle-, edderkop- og egernaber, 30 centimeter lang vandrende pind, en stor skorpion, agoutier, leguaner, mængder af araer, kolibrier, egern, farvefrøer, tukaner, tæger, alligatorer, firben, skinke, dovendyr, pelikaner, kæmpe eremitkrebs, sommerfugle og meget andet. 
Flere gange kommer vi ud til vandet og går lidt i den hede sol. Et sted standser vi for at bade. Dette er verdens varmeste havvand: 290C. Bølgerne ser ikke ud af noget på havet, men de vokser pludseligt til 1½ meter på den stejlt skrånende sandstrand. Vi fortsætter langs stranden, passerer et gartnerkollektiv og kommer til en lille restaurant. Efter maden bliver vi hentet af en taxa, som kører os tilbage til byen, mange indtryk rigere. Samtidig med vi sætter os på ladet af bilen, begynder regnen at piske ned.
Vi checker ud af hotellet og kører tilbage mod San José. En slange er ved at krydse vejen, Jesper kigger på et skilt, og kræet må springe for livet. Dens øjne når op i min øjenhøjde! Ellers sker der ikke meget på de 350 kilometer. Efter otte timer kommer vi til San José, godt møre, specielt Jesper. 

15/4. Vi starter dagen med at køre syd på til Turialbu. Efter en del (for os sjælden) fjumren omkring af forkerte veje, kommer vi dertil: Buhh - den har vi set. Da området ikke bød på så meget spændende sidste gang, kører vi straks tilbage. Videre nordpå til Catarata La Pas. Utroligt smukt vandfald. En gammel buet træbro fører over lagunen, en lille sti bag om vandfaldet. Vi suger indtryk til os og fortsætter til Pasoá, som traditionen tro er indhyllet i tåge. Det begynder at regne, så vi fortsætter nord-vest på til Cañas. Ikke en optimal dag, men vandfaldet var smukt.

16/4. Længere nordpå til Hacienda Paulo Verde. En helt ny type natur byder på nye dyr: En hjort, mængder af brune gæs og andre vadefugle, pinke ske-storke og den efterhånden enerverende mængde af grønne leguaner. Her er de fantastiske gul-blomsterne træer sprunget ud. De blomster kun 3-4 dage om året, men så er det fuldstændigt overvældende. Det myldrer med farvestrålende småfugle, nogle stærkt rødgumpede, andre helt blå, nogle sort/gule.
Længere nordpå til Liberia, hvor vi shopper lidt rundt. Jeg står og kigger på barbergrej, da en sød pige kommer og siger en hel masse på spansk. Det eneste ord jeg fanger er "gratis", men det er også nok; jeg følger med. Hun fører mig over til hendes veninde, der har slået en barber-shop op i supermarkedet. Jeg bliver - til Jesper, Morten og en del andre kunders store fornøjelse - sæbet ind og så barberet på alle mulige leder og retninger. Lettere forskåret vakler jeg ud blandt de levende. Nej tak, de andre skal ikke barberes. 
I skumringen, hvor vi sidder nede ved torvet, kommer der enorme mængder solsorte-lignende fugle flyvende ind fra de omgivende marker og skove. De sætter sig i træerne på torvet, så der tilsidst er flere fugle end blade. Alle hannerne synger, så det er komplet umuligt at høre, hvad vi selv siger. I følge Jesper, som har valgt værelset med vindue, synger de hele natten; han er ved at få pip! Mens vi spiser aftensmad kommer en opossum snigende rundt i en baggård.

17/4. I morgengryet kører vi nord-øst på til Park Nasional Vulkan Santa Maria. Vi forlader den asfalterede vej og kører nu på en kridhvid sandvej. Vi når efter en times tid en meget skrøbelig træbro. Ved en nærmere inspektion viser det sig, at plankerne henholdsvis mangler, er rådne eller ligger løst. Vi vælger den U-formede vej, som kører gennem det tørre flodleje. Meget stejl, men med 4WD´er går det netop. 
Her er let afsvedet, men ifølge nogle skilte skal der være nogle varme og kolde kilder. Vi traver ind i skoven, krydser en hærmyrer-vej, løber spidsrod gennem solens stråler på bushen, ser mange spændende insekter, får et drys regn og når endelig de kolde svovlkilder. 
Den lange tids tørke må have påvirket dem, der er ikke meget andet end en stor lysning med store svovl skorper. Vi fortsætter ud i naturen og når så de varme kilder. De kommer ud under nogle klipper, lige hvor en stor å slår en bugt. Naturen er betagende, heden forfærdelig, og vi en anelse slidte. På vej tilbage ser vi flere fugle, insekter og lige før parkeringspladsen: Et bæltedyr. Ifølge bøgerne skulle de være rolige, men denne stormer ind i buskadset og ned i et af sine huller. En sommerfuglelarve på størrelse med en pegefinger, en snudebille, hvis snude/hovede udgør halvdelen af den totale kropslængde, en slange og meget andet krydser vores vej. 
Regnen kommer pludseligt og voldsomt, lige da vi når bilen, så vi kører syd på mod San Calos. På vejen passerer vi Arenál, som - surprise, surprise - er dækket af tåge. Vi finder endelig San Calos centrum, og booker ind på et, for denne tur, luksus hotel. 

18/4. På vej tilbage til San José gør vi stop ved Vulkan Poas. Meget turistet sted. Grusstier med trappetrin, kaffeshop og udstilling. Her ser man en kratersø, som har en pH-værdi på 1. Ved siden af ligger en smuk blå lagune. Begge er dækket af skyer, så vi går en tur i området. 
Grusstierne er lidt for befærdede efter vores smag, så da en sprække viser sig i den tætte vegetation, trænger vi ind i tågeskoven. Alt er overvokset med lav, mos, bregner, epyfytter og orkideer. Den 25 centimeter brede sti fører os, på en næsten lodret bjergskråning, rundt om bjerget. Nogle gange åbenbarer utrolige udsigter sig, andre gange skjuler skyerne os fra hinanden. Et sted kravler vi seks meter lodret op af trærødder, andre steder skrider vi på røven i visne blade. Dyr ser vi ikke mange af, men de troldeskov-agtige træer og den øvrige vegetation er rigelig.
Efter en kop kaffe vender vi tilbage til udsigtspunktet. Mens vi ser på, forsvinder skyerne, og kratersøen åbenbarer sig. En dampsøjle står op ved bredden, hele området er totalt goldt, og vi må kun være her i en halv time. Vi fotograferer i takt med de japanske turister - og så tilbage til den friske luft. 
Vi kører gennem Alejulia og Heredia og får afleveret den totalt tilstøvede bil uden for lufthavnen. En unavngiven person har checket flytiden, der er 2 timer og 45 minutter til take-off, 45 minutter til last check-in. Vi bliver kørt til lufthavnen og overraskes lidt af den manglende kø. En kaptajn kommer forbi og spørger, om vi skal med Martin Air, så er det den vej! Ja, ja, vi skal lige handle toldfrit. Så er det, jeg finder ud af, at flyet ikke letter om 2 timer og 15 minutter, men om 15 minutter. Vi får handlet toldfrit og brugt de sidste penge på kaffe og slasker så ud til flyet. 
Mellemlandningen i Holland giver lang ventetid, men endelig kommer vi afsted, og endelig er vi hjemme. René henter os i lufthavnen. Hold da kæft, hvor er det koldt i Danmark!

Bagage: 1 Kg, Pris: 17.000 kr 
 

                     Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos