Main Page     All Journeys    Travel Tips

 

 

 

BONAIRE 1     INFO og DAGBOG  1

  Photos                Map  Plan

 

 

Translate         Diary 1 2 3      

 Der er koldt, klamt og modbydeligt, så vi bliver nødt til at forlade Danmark et stykke tid. Plan A er det nordlige Indonesien, hvor dykningen er fantastisk. Desværre er det midt i regntiden, og bølgerne er for høje og vandet for uklart. Plan B er Namibia, men det er lige før regntiden, og alt er, om muligt, svedet mere af end normalt. Plan C er de Hollandske Antiller, der ligger nord for Venezuela i den nordlige del af Sydamerika.   Klik for Kort

 Det lykkedes for mig at lokke Morten med - eller var det ham der lokkede mig? Planlægningen er næsten lige så intens som til Madagaskar (hvor vi bladrede lidt i bogen, på flyet derned. Denne gang har vi bare ikke en bog!). Bonaire er en del af De Nederlandse Antillen, kendt som ABC-øerne. Den er 285 kvadratkilometer, præcist det samme som Langeland, og befolkningen er 13.000 (15.000 på Langeland). Arbejdsløsheden er stor, men så holder lighederne op.

 Det officielle sprog er hollandsk, men det mest udbredte er lokalt Papiamento, der er et sammenrod af spansk, hollandsk, engelsk, fransk og lidt portugisisk, blandet med indiansk og afrikansk. Det er befolkningen også. Religionen er hovedsageligt katolsk, møntenheden Netherlands Antilles Guilder (NAf), som er omkring 3,26 kroner værd.

 Øen har været besat af spaniolerne, englænderne og senest hollænderne. De var først en handelsstation, så et saltudvindings sted, og nu ernærer de sig af turisme, hovedsagligt dykning. Washington-Slagbaai National Park udgør 20% af øen. Bonaire Marine Park dækker området fra det højeste vandet står, til 60 meters dybde, hele øen rundt.

19. oktober. Uret ringer; klokken er to. Vælter noget omtumlet ud af fjerene, og når at dreje et par omgange om mig selv, før Morten kommer forbi og samler mig op. God tid i lufthavnen, men med de nye sikkerhedsregler er det en god ting. Alle liquider i en et liters lynlåspose, af med jakke og livremme, PCen op af tasken, og så er vi gennem første hurdle. Vi gennemgår denne rutine tre gange mere, før vi er fremme. Nærmest med samme frekvens og entusiasme som den muslimske bøn.

 Sover når vi ikke spiser, og efter små tre timer i Amsterdam, går det vestpå. Morten sidder ved siden af en frisk englænder, der skal rundt i Peru. Han skal bare mellemlande på Bonaire. Jeg sidder ved siden af en tysk dame, der er kommet på Bonaire nogle år, og så solgte sin vognmandsforretning og flyttede til øen. Nu sælger hun is fra en bil. Tjener tre-fire gange så meget som andre, på en tredjedel tid. Plejer at rejse første klasse, med der var udsolgt. Hun fortæller en masse om øen, og giver en del gode råd.

 Vi lander halv fire om eftermiddagen, Morten får alt sit dykker- og kite udstyr, og så går vi ud for at leje en bil. Jeg havde fundet en billig på nettet, men kontoret er lukket. Der står en telefon på skranken, og jeg prøver re-diale. Det viser sig, jeg får fat på Avis lidt længere nede af rækken. Vi går derned, og en frisk kone finder en "god" pris til os; 20% rabat. Det er 227 kroner om dagen, og vi skal nok bare ind til hovedstaden; Kralendijk, i dag (Vi ender faktisk med kun at give 132 kroner per dag, ved ikke helt hvorfor).

 Hun tilbyder at køre os derind, hvis vi vil leje en bil af hende i morgen. Den B&B min nabo anbefalede er fuldt belagt, og det er de næste steder også. Vi får anbefalet et sted oppe i bakkerne, men det viser sig at koste små 500 kroner per nat. Avis damen syntes det er alt for dyrt, og vi kører ned til byen igen. Flere udsolgte hoteller. Hun ringer til hendes mand, og til sidst finder vi et ganske pænt sted: The Lodge, til 450 kroner per nat. Her er perfekt rent, køleskab, pengeskab, vandkoger, aircondition, varmt vand og man kan drikke vandhanevandet. Det er renset havvand, og smager glimrende

 Bøvler lidt med at komme på deres trådløse net, så vi kan fortælle vi er kommet godt frem. Efter det er blevet mørkt går vi de ti minutter ind til centrum for at hæve penge, og finde lidt aftensmad. Ikke overraskende er det sea-food det handle om. Morten får en filet med svampesauce, jeg en kæmpe gang rejer med pasta. Et par øl og en cola bliver 330 kroner. Det er vist prisen her, når man skal side på en terrasse ud over koralrevet. Sidder og regner lidt: Leje af dykkergrej, bil, værelse og mad bliver omkring dobbelt så dyrt, som jeg havde regnet med.

 Klokken bliver 21, lokal tid, og vi har været oppe i et døgn. Har lidt svært ved at samle sig om dagbogen, og mellemregningerne med x 3,26, x 6,00 og øh....

20. Ti timer på langs, så er vi ved at være i omdrejninger. Dage og nætter er varme; fra 26 til 34 grader, og regnvejr er noget man prøver at forklare små børn. Jeg pakker min kuffert om. Hjemmefra var den halvtom, og jeg kastede en ekstra striktrøje, nogle tykke T-shirts og et par andre overflødigheder i. Det fortryder jeg nu, hvor sko, fleese jakke, lange ben med mere propper den. Sorterer 2/3 dele fra, som ryger i den lille taske; så kan det sidste ligge i den hårde kuffert og skramle rundt med PCen. De sædvanlige 1,5 kilo er denne gang vokset til otte kilo. Det er naturligvis småting i sammenligning med Mortens dykker- og kite udstyr.

 Dagen starter med fuglesang og jagten på morgenmad. Vores hotel serverer den helt store til ti dollar, men jeg skal bare have en skål havregryn, og Morten springer over. Det er bestemt ikke tyve dollar værd! Vi går ned til byen for at finde en morgenmadssnask eller en købmand, hvor vi kan provianterer. Der er bare ikke åben nogen steder. De lukker åbenbart tidlig, men åbner sent. Godt liv...

 Ender på et af de større hotellers havnefront cafeer, og må slippe godt 65 kroner for fire spejlæg og to store krus kaffe. Der kommer lidt mere liv i byen, og vi prøver et par dykkershoppe. Det lader til, 150 kroner er absolut minimum for et døgns leje af udstyr. En tank luft koster 60 kroner. Der kan opnås rabat ved at tage en uge og ubegrænset - hvis man dykker nok.

 Vi har travet nok, og kan mærke solens styrke. Får set en lille grøn leguan, en masse kæmpe firben med turkis haler, nogle gule småfugle, præstekraver, små duer, en fregatfugl, nogle pelikaner, sort/hvid spraglede rovfugle (fiskeørne), et par flamingoer, en kolibri og nogle spændende planter. Jeg er ikke sikker på, hvilke der er lokale, og hvilke der er importerede. Her er nogle oliefrø (Riccinus communis), småblomstret passionsblomster (P. suberosa) samt en med større blomster: P. foetida, søjlekakti (Cereaus), tyrkiske hatte (Marmelaria), akacier og meget andet. Glæder mig til at komme ud og botaniserer.

Går hjem til The Lodge, og checker lige naboen på vejen. Det bedste tilbud på dykkergrej indtil nu. Ringer til Avis biludlejning, og bliver hentet ud til lufthavnsshoppen af en sød pige, der lejer os en fire-døre pick-up til cirka 1600 kroner med alt, for en uge. Så kører vi ind til den første B&B vi fik anbefalet, og som skulle være noget af det billigste. Får pruttet et værelse uden eget bad ned på 270 kroner per nat. Han har også en pakke med værelse, bil og dyk, men det er lidt sent. Vi booker fra i morgen, og sparer hver 500 kroner om ugen.

 Lidt mere rundt i den lille hyggelige og meget afslappede by for at finde et supermarked. Vi køber Nescafe, sukker, mælk, pære, æbler enorme blommer, nogle liter vand, dybe tallerkner, skeer, havregryn og müesli, og må slippe det samme som morgenmaden på hotellet ville have kostet. Der er en klar fordel ved ikke at rejse hurtigt rundt, som vi plejer. Vi nupper lige en flaske lokal gylden rom med, just in case...

 Hjem for at booke et guidet dyk hos naboen i eftermiddag. Guiden er dyr, men til det første dyk er det meget rart. Morten henter Nitrox flasker til dykket: Ilt-beriget luft, der tærer mindre på kræfterne. Jeg har ikke licensen, men kan tage et 1½ times kursus til 450 kroner. Værd at overveje. Morten har Lodgens nøgle med, så jeg er lukket inde i gården. Det tager 1½ evighed før han kommer tilbage, men de er stadigt friske på at tage os ud og dykke. Vi skal købe en års abonnement til nationalparken, der omgiver hele øen til 150 kroner. Jeg får udleveret noget godt grej, og så kører vores guide os ud til Oil Slick Leap. Her står bare 20 amerikanere, der er ved at hoppe i.

 Han har en plan B, men vi ender med en plan P eller noget i den retning. Der er nemlig nogle, der har bygget et par hundrede rigmandsvillaer langs kysten, og de fine gule sten der markerer de kendte 60 dykkersteder er forsvundet. Vejene ender i vendepladser, omgivet af haver med små mure omkring. Til sidst lykkedes det, og vi står ved bilen og tager hele udstyret, undtagen finner. Går ud over koralerne i vandkanten, og svømmer ud på fem til tolv meter dybt vand. Sigtet er fantastisk, mindst 20 meter. Temperaturen er 29 grader, og det myldrer med liv. Ud over de utallige farvestrålende fisk, er der en hel del barracudaer, en havskildpadde, kuglefisk, en svømmende blæksprutte, trompetfisk, papegøjefisk, kuffertfisk, pindsvinefisk, børsteorme, søagurker og en hel del koraller, både bløde og hårde.

 Vi kommer op efter tre kvarter, og jeg har luft tilbage! Faktisk 90 bar, hvilket er ni gange mere end jeg gennemsnitligt har. Vi bliver normalt trukket ned i dybet af vores instruktør, så vi forbruger en masse luft, men det gad han åbenbart ikke. Faktisk var han ikke meget værd, og bestemt ikke de 150 kroner vi må betale hver. Det er sidste gang vi betaler for guide her på øen.

 Hjem for at lave en kop kaffe, og finde det næste dykke sted. Det bliver The Lake, lige uden for byen. Vi lander lidt over seks, og må op efter et kvarter, da det bliver mørkt. Meget hurtigt endda. Det er nat, da vi kommer hjem. Udstyret skylles i ferskvand, og det gør vi også. Tager bilen ned til byen, for at finde en restaurant. Vi ender med en halv gris, som de kalder spare-ribs og en opvaskebalje fuld Cæsar salat. Det kommer med drikkevarer til at koste 200 kroner. Mad er ikke specielt billigt her på øen, men det er enorme portioner de serverer.

 Hjem til kaffen, og en prøvesmagning på den 65 kroners gyldne rom, vi købte tidligere. Den hedder San Pablo, er brændt på naboøen Curacao, og er ganske blid. Den kan både drikkes ren, og vil være ganske fortrinlig at mikse drinks med. Dagbog og lidt planlægning af morgendagen.

21. Vi nyder vores eget morgen komplet, og checker ud af det første hotel. Det blev 900 kroner for to nætter. Kører ind til Bonaire Inn, også kendt som B&B. Får et værelse uden bad, wc, køleskab og TV, men med to senge. Her må vi betale 272 kroner per nat, så vi sparer godt 3500 i alt. Vi bor lige bag den gule kirke, der måske er katedralen. De har i øvrigt et forbløffende afslappet forhold til religion; selv om de fleste er katolikker, har jeg ikke set en eneste slå korsets tegn. Jeg har aldrig brudt mig om, når buschaufføren eller dykkerguiden starter turen med det.

 Vi har stadig en del luft tilbage fra aftendykket, så vi kører lidt nord på, til dykkerstedet "1000 Steps". Der er 65 trin ned til havet, men de føles som 1000, når man efter et dyk går op med sine 40-50 kilo på ryggen. Fantastisk sted. Sigtet er op til 30 meter, og det myldrer med liv. Bruger en lille time på at tømme lufttankene, og slæber os så op til bilen.

 Bliver hængende lidt i området; her er kakti og andre spændende planter. Jeg fotograferer søjle- og tønde cacti samt de store firben med turkis haler. Vi ser også en flot spraglet anolehan. Der er meget mere, men der skal også være noget til botaniser-dagede. Inde i byen provianterer vi endnu en gang. Skal bruge en vandkoger og nogle kopper, en batterioplader og lidt andre småting. I akacierne over bilen spotter jeg en stor grøn leguan, som kun nødtvungen finder sig i at blive fotograferet.

Vi kører forbi mit dykkercenter, for at købe en uges ubegrænset luft til mig for 600 kroner. Så skal der bare dykkes! Nu koster det mig 250 kroner i døgnet, så jo flere dyk, jo lavere dyk-pris. Tre om dagen er nok realistisk. Heldigvis er langt de fleste på så lavt vand, man ikke behøver at bekymre sig om dykkersyge.

 Vi fik anbefalet et dyk af nogle vi mødte ude ved de 1000 Trin, og beslutter vi må prøve Red Beray. Det er syd for byen, lige bag lufthavnen. Få svinget lidt forkert, og kommer på tværs af øen. Spændende landskab: Minder meget om Baja California, med acasier og søjlecacti spredt ud over en ellers gold, rød jord. Standser flere gange for at fotografere en ny søjle, nogle Aloe barbadensis? og en flok flamingoer. En enorm stor leguan forsvinder i sumpen, hvor mindst fire forskellige hejre fisker. Forskellige små vadefugle piler hurtigt rundt, men ikke lige i min kameravinkel. Vi passerer nogle enkelte vilde æsler og et par tamme geder. De findes i så lille antal, at de ikke belaster naturen væsentlig.

 Vi kommer ud til kystvejen, lige før de enorme saltsøer. De indvinder salt fra havet, og de lave og stærkt pinke søer er omkranset med hvide aflejringer og hvidt skum. Et par enorme bjerge tårner op i det ellers så flade område, og en stort transportbånd ender i et tårn, langt ude i havet.

 Vi finder Red Beray. Lækkert sted, hvor nogle plettede ål giver en fantastisk underholdning. Her er også et utal af andre små og store fisk, lilla skorstene, vifte-, hjerne-, hjortetak- og hvad-ved-jeg koraler. Bruger utroligt lidt luft, men der er ikke megen strøm, og vi er ikke dybere end tre til ni meter det meste af tiden. Efter en lille time har vi set området, og triller hjem.

 Det er ikke helt forkert, hvad der står på alle nummerpladerne: Divers Paradise. Der er god sigt, temperaturen ligger på 29 grader, og der er et flot koralrev på mindst halvdelen af øens omkreds. De har ikke de store numre på numrepladerne: Et B fulgt af et til fire cifre. Vi kører forbi det store supermarked, for at få de ting vi ikke fik sidst. Snupper et par pølsehorn, og guffer dem til en kop kaffe på hotellet. Klokken er blevet lidt over fire, og vi kan lige nå et dyk mere.

 Tager et af dem, der ligger midt i byen: Something Special. Solen forsvinder, men det er fantastisk flot. Her er igen de plettede ål, og Morten spotter en flot pudsereje, mens jeg finder to ualmindelige aparte rejer. Så kort fortalt var dykket "ål & rejer". Vi går op, da lyset forsvinder helt. Bad til os og grejet, og så ud for at finde en pengemaskine og noget mad. Ender på en fransk restaurant, hvor vi vælger kylling med spændende tilbehør. Flot anrettet, godt tilbehør, men jeg laver kylling bedre!

 Hjem for at skrive dagbog, og kigge fotos. Klokken bliver 23 før vi er færdige - helt færdige! Det eneste aktivitet der spores på værelset, er de små, men urimeligt hurtige moskitoer.

 22. Uret vækker os klokken syv. Hurtig morgenmad og så sydpå til Jeannie's Glory, der er et dykkersted. Det ligger ud for de enorme pinke saltsøer, og havvandet er også meget salt. Vi er i vandet før ni, og bliver belønnet med en utrolig mængde koraler og fisk, men det bliver bedre: En ørnerokke, der er utroligt lige glad med os jager rundt på bunden, mellem koralerne. Vi dykker på kanten, der går fra fire til 40 meter, på det meste af vestkysten. Da vi kommer ind på det lavere, bliver vi mødt af tolv tarponer; fisk på over en meter, der er helt metalliske. Så står der ni caribiske rev blæksprutter midt i det åbne vand. De er helt parallelle, men vender begge veje. De reagerer på os, og en fantastisk farveshow starter. Nede på bunder kravler en 20 centimeter orm. Den ligner et fløjelsdyr, og er meget opsat på at komme op. Det er en fireworm, et dyr jeg aldrig har set før.

 Hjem for at få et æble og en kop kaffe, samt noget mere luft. Jeg køber en plastikdims i en gummisnor, jeg kan klaske mod min tank, og kontakte Morten. Det sker jeg spotter noget, han også gerne vil se (og jeg have et foto af). Så ned syd på igen, for at dykke ved Tori's Reef. Vi tager med vilje en omvej, der bringer os over øen, og rundt om sydspidsen. Først gennem ørken med acasier og søjlekakti. Nogle endemiske papegøjer gnasker i en kaktus. Papegøjerne er på størrelse med rosellaer, knald grønne med et skrigende gult hoved. Vi hører dem tit, men ser dem sjældent. De er vist gulskuldret amazom parakitter, og bliver kaldt: Loras (Amazona barbadensis).

 Så kommer vi til sumpen, med dens hejre, vadefugle og flamingoer. Kystvejen er nærmest en meget lav dæmning uden om de enorme saltsøer. Der er en naturlig vold af opskyllet koralblokke og drivtømmer ud mod havet. Her er bølgerne noget mere voldsomme, end på inderside af øen.

 Lander ved Tori's Reef, hvor vi følger kanalen til saltsøen ud til revet. Vi prøver noget nyt: Ikke alene låser vi alle døre denne gang, vi ruller også sideruderne op! Her er også utroligt meget liv, men det eneste nye er en kæmpe tun. Vi er nede en times tid, og har rigeligt med luft, da vi har trevlet området tyndt. Vi har været ovre ved de enorme ben, der bærer transportbåndet, der føre salt ud til tankskibe. De er overbegroet, og giver nye muligheder for dyrene.

 Vores bagklap mangler en bolt, og den ville være fiks at bruge, når grejet skal læsses eller tages på. Vi kører forbi lufthavnen, og begge pigerne er på Avis kontoret. Den ene guider os ud til et værksted, midt i en ophuggerplads. De tager to mand en lille halv time at sætte bolten i, men så virker det.

 Hjem til Mortens dykkershop, der giver kaffe, og så langt nordpå, helt op til nationalparken. Her går en ensrettet vej rundt om øen, og der er fortsat mange markerede dykkersteder. Vi har valgt Rappel, også kendt som Boca di Tolo, der ligger lige på grænsen af parken. Man behøver ikke længere rappelle sig ned (og ikke mindst: Op!). Igen et lækkert dyk, med massere af fisk, dyr og koraller. Ikke noget nyt, men rigtigt flot.

 Er oppe efter godt en time, og udnytter den sidste times dagslys til et slag ind over denne del af øen. Først spotter jeg nogle grupper af mellemstore Agave vivipara, som skal fotograferes ved lejlighed. Så kommer der enorme mængder af søjle- og tønde kakti, og nogle klipper, der syntes taget fra Ulven & Hjulben. De bliver spændende at udforske en dag.

 Vi kommer hjem, og slapper af med fotos og dagbog, indtil det bliver tid til noget aftensmad. Vi skal ud på gangen for at fange det trådløse internet, og her møder jeg en lille flagermus. Min første tanke er at åbne en dør, så den kan komme ud. Så ser jeg en af de mange moskitoer, og flagermusen må blive og gøre gavn.

 Aftensmaden kommer til at bestå af en lille side gris og dagens fisk. Morten får en øl fra naboøen. Pilsner med lidt sødme. Hjem og klaske moskitoer, og skrive lidt mere dagbog. Pudsigt nok, får vi klasket de myg, der er fede af vores blod, på Mortens seng. Den ligner noget fra Ondskabens Hotel.

 23. Er helt sikker på, Morten har sat uret forkert: Det kan umuligt passe jeg har sover over otte timer. Efter morgenmaden kører vi ud til Alice In Wonderland, men der er mange andre, der har fået den ide. Vi ville have dykke ved siden af bagefter, men bytter bare. Angel City er et dykkersted ved det dobbelte rev. Det første ligner det vi har dykket på før; det vrimler med liv. Vi krydser den 30-40 meter dybe og 30 meter brede grav mellem revene. Vandet er så klart, man sagtens kan se begge væge tydeligt. Koralerne dækker næsten sandbunden, men er helt tætte på siderne. Det ydre rev er overgroet med store søjler, tre fire meter høje og to til tre meter i diameter. Det er helt andre koraler, end vi ellers har set.

 Morten har fundet en sjov leg: Han dropper et af sine blyposer, og jeg leder efter den, mens han hviler på stranden. Han kan også en anden: Han efterlader dykkercomputer og kompas i bilen, og svømmer ind efter det. Så er der den, hvor han ikke åbner for luften, eller tager et kamera uden strøm med ud at dykke. Da Morten ikke fører dagbog, kan jeg med sindsro fremhæve, jeg ALDRIG laver fejl...

 En betragtning eller to: Der ligger næsten ingen affald nogle steder. Her virker ikke som om der er nogle fattige indbyggere. De fleste - undtagen mekanikeren - taler engelsk. Der må have været en stor befolknings immigration de seneste år. De fleste vi er i kontakt med, kommer fra andre lande. Hvis de ikke havde dykningen, ville der kun være arbejde til omkring ti eller tyve i saltindvendings området.

 Vi sidder og kigger tomt ud over havet efter dykket, og gnasker et æble og en pærer. Så kører vi 100 meter ud af kystvejen til Alice In Wonderland, hvor der nu er bedre plads. Igen fantastisk rev, og vi ser den første kravlende blæksprutte. Efter en lille time har vi fået nok, og kæmper os ind over bæltet med døde koraler ved kysten.

 Forbi supermarkedet, hvor vi køber frokost og mere morgenmad. Nye luft og nitrox flasker, og så hjem til en kop kaffe, og lidt mere tomt stirren ud i luften. Jeg er dog vågen nok til at opdage, vi sidder under nogle Guaiacum officiale træer. De har ikke sine flotte blå blomster, men til gengæld kan jeg finde frø til Botanisk Have.

 Klokken bliver et, og vi har samlet energi til endnu et dyk. Vi har tidligere ledt efter Bari Reef, og da det er #1 Caribian Fish Diversity Place. Det viser sig, den gule sten, der markerer stedet står noget længere ude af landevejen. Og den står ud for et enormt ressort. Vi sniger ind, og finder ud af, det faktisk ligger uden for. Vi hopper i ved den gamle kaj, og efter meget sandbund kommer vi til et flot rev. Havde hørt om nogle store søheste ved en gammel tønde, men den kan vi ikke finde.

 Der er en masse andet; hornet grøn kuffertfisk, de fantastiske blå småfisk med metalliske blå pletter, en sort fisk, med neongule og blå striber, jeg ikke har set før, og en hel masse andet. Der ligger nogle striber hjortetaks koraler, og der er en tæt sky af fisk omkring dem. Vi følger vægen ned til 18 meter, og koralerne og fiskene fortsætter uændret endnu dybere. Flere steder kan vi, på trods af 30 meters sigte, ikke se bunden.

 Vi kunne sagtens nå et par dyk mere, men det kniber med energi og entusiasme. Vil i stedet tage en pause, og så kører ud og botanisere. Vi ender med at sidder nogle timer, og tale med vores naboer. Et pudsigt par; han fra Tyskland, hun fra Ecuador. De blev gift i Danmark. Hun har rejst meget, og blandt andet boet i Israel.

 Klokken er over fem, før vi triller ud, nord for byen. Finder en ravine, der er begroet med Acasier og Cereus. Jeg når lige at sige: Håber det er fast grus, før vi næsten sidder fast. Jager Morten ud at skubbe, før vi er gravet ned. Jeg har glemt mine sko, så det er om at træde varsomt. Acasia- og kakti torne går som ingen ting gennem klipklappernes bløde såler.

 Vi går i en bue op over skrænten, mens lyset forsvinder. Finder Pilosocereus lanuginosus, Subpilocereus repandus, nogle gultornede Melocactus macrocanthos og Opuntia wentiana med meget kraftige torne. Når lige ud til bilen, før det bliver mørkt. Kører ind til byen og finder Casablanca, der er en argentinsk restaurant på De Hollandske Antiller. Morten mener tjeneren er amerikaner. Jeg nøjes med en Cæsar salat, der ikke er imponerende. Morten får et meget stort fad fisk med rejer, ostesovs, ris, frittede kartoffelskiver og salat.

 Nabobordene får mikset grill til 150 kroner. Det er et par koteletter, en side gris, et helt kyllingelår, en T-bone, en oksebøf, nogle pølser og et par andre stykker kød fra grillen. Omkring halvanden til to kilo per næse. Stedet bliver hurtigt fyldt, og tjeneren, der spurgte om vi havde reserveret jokede åbenbart ikke.

 Hjem for at skrive dagbog, og læse fotos ind. Jeg er sikker på klokken er elleve, men den er ikke engang ni! Dykkerlivet er hårdt.

Dykkeriet og oplevelserne fortsætter i Dagbog 2

Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos