[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

6/6  THE PRISON TREE.

På opfordring flytter jeg bilen over i solen. De første ti minutter virker det som en god ide, men så får solen fat. Klokken ni er det 28 grader, senere når vi op på 34 grader. Vi sidder dryppende og indtager vores morgenspejlæg og kaffe, mens solen nådesløst spejler os.

Dagens plan er enkelt, ud til Wyndham og se, hvad de har. Vi er virkelig kommet til boab-land. Hele sletter er næsten kun boabtræer. Et sted må jeg ud for at fotografere et par prægtige eksemplarer. Græsset er helt tørt, lugter af halm og stikker helt infamt. Har flere blødende huller, da jeg gispende kravler op i bilen igen.

Vi møder en brand, først ser man røgen, så de flere hundrede eller snare tusinde glenter og falke, der får et let måltid. Vi rammer desværre en glente, der var tungere i røven, end de andre. Rovfuglene bliver lokket til af røgen. Abo'erne fangede dem til ceremonielle formål, ved at bygge et lille skjul de kunne sidde i, placere en kyllingevinge ovenpå, og tænde et rygende bål ved siden af, for at trække dem til sig. 

Der er kun 100 kilometer til Wyndham, men vi finder lige en omvej på 50 kilometer totalt elendig grus/stenvej. Først ud over en saltsø, der er helt flad og gold. Så langs en mangroveflod, der er ebbe i. Det betyder, bredderne er mørkebrune, meget stejle mudderskråninger, og vandet i bunden ligner kakao. Jeg skal selvfølgelig have et foto, og synker ankeldybt ned i det creme-agtige mudder. Store fisk bryder ind i mellem overfladen, men jeg ser ingen af de lovede krokodiller.

Så krydser vi adskillige udtørrede floder, hvor "vejen" består af hovedstore, men meget kantede sten. Nogle sandbanker udfordrer virkelig vores frihøjde, men vi klarer den. Vi når målet: The prison Tree. En kæmpe boab, der er hul. Et hul på en lille halv meter giver adgang til det store rum i den runde stamme. Tror kun skallen er en halv meter, hvor i mod træet er tre til fire meter i diameter.

Får øje på en tulipanagtig blomst fire meter oppe. Jeg kører bilen ind under, hiver mig op på en tyk gren, og går ud og op af den, til jeg er på skudhold. Skraber mine fødder på vej ned, de har haft en hård dag!

Vi spiser en brie og en pakke kiks til en veltempereret rødvin (OK, hindbærsaftevand), og bumle-skramle-hopper tilbage igen. Wyndham er noget af en skuffelse, der er ikke en gang en café. Der i mod vælter det rundt med abo'er, der intet har at fortage sig. Den eneste, vi ser, der laver noget, er hvid. Australierne burde virkelig behandle deres værter bedre.

Det viser sig, der er en lille havneby seks kilometer ude. En tank, et hotel og en politistation. Hotellet serverer elendig pulverkaffe men fantastiske pommesfrits, så vi overlever. Mens vi sidder og spiser, brøler en ko lige uden for døren; det er en lille by!

Vi vender ude ved krokodillefarmen, hvor man også skulle kunne se vilde bæster, ved ebbe, men vi kom for sent. Der er ebbe igen om små seks timer, men så er det mørkt, og hvad skulle vi lave i mellemtiden?

Vi vender næsen hjem af mod Kununurra, men snupper lige en omvej på 20 kilometer. Det er den gamle Halls Creek Road, som slår en bue ind over Boab Plains.

Vej er nok så meget sagt, det er snarere to hjulspor, med højt græs i midten. Nogle steder bliver græsset højere end bilen, helt op til sporene. Vejen er ikke blevet holdt i mange år, og regntiden har taget hårdt på den. Flere steder skal vi virkelig liste gennem, for ikke at vælte. Andre steder skal det gå hurtigt, så vi ikke hænger fast i det løse sand.

Omgivelserne er fantastiske. Med undtagelse af de periodiske brolægninger og hjulspor, er her helt uberørt af menneskehånd. Højt græs, der ikke er helt visnet, utallige boabtræer, et mylder af fugle og udtørrede creeks, der har skåret sig dybt ned i den røde og gule jord.

Vi skulle finde et spor, som førte til Krokodille Hole, men misser første gang. Det viser sig, den går fra hovedsporet lige i en svær passage. Da vi så finder det næsten usynlige spor, forsvinder det i et afbrændt område. Vi prøver at finde det igen, men det er ikke skåret ned i sandet. Det bliver vi der i mod. Flere gange er vi ude på dybt sand, og opgiver, mens vi endnu er mobile.

Triller tilbage til Kununurra, hvor vi tanker og shopper ind til aftensmaden. Jeg finder en billig flaske vin, som jeg glæder mig til. Bare Rikkes rynkede næse lover godt for den.

Vi snupper en kop kaffe og te, mens mørket sænker sig. Her kommer også store flyvende hunde ind over, bare meget højt. Rikke laver gullasch, jeg skriver dagbog, og pusler om bilen. Den skal desværre have en halv liter vand om dagen. Det kunne jeg vende mg til, hvis den ikke også skulle have 60 liter diesel.

Den gode mad, den udmærkede vin, vågne klokken fem, en hård dag bag rattet - jeg er pose-klar klokken otte.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]