[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

31/5  PARAPLYSTEN.

Det er knapt så koldt her til morgen, men det skal da ikke hindre mig i at sove færdig i badet. Vi har pudsigt nok ikke fået købt brød til morgenmaden, så vi må have et solidt for' i snasken overfor pladsen (ærgerligt, ærgerligt).

Godt proppede med bacon, spejlæg, pølser, baked beans og toast vakler vi ind på posthuset for at hæve lidt mønt. Vi beder om 500$, damen siger bare "No!" og peger på et skilt. De udbetaler kun 300$, så vi bare nøjes.

På vej ud til Kakadu National Park ser vi nogle termitboer, der er over to meter høje, og halvanden i diameter. Nogle steder står de på flade græsmarker med ti meter i mellem. Nøjsomme dyr!

Vi må slippe 300 kroner for at komme ind i parken, men så må vi også blive her inde i en uge. Parken er ret stor; 20.000 kvadratkilometer, det er vist omkring Sjælland og Fyn til sammen. 200 kilometer høj og 100 bred. Det lyder jo meget spændende, men 80% er det samme landskab, som vi har kørt i siden østkysten. De kalder det "wood-land", jeg syntes "kedeligt" passer bedre. Det er spredte små træer med afsvedet spinifex græs under. Her er ingen okser, men af en eller anden, for mig, uforklarlig årsag lader de vildheste leve i parken. De har også haft verdens største bestand af vildlevende vanbøfler. De stammede fra 50, som blev efterladt på en nedlagt farm for rigtigt mange år siden. I '30 var det en stor industri at plaffe bøfler.

Vi kører forbi mange afbrændte områder, og nogle steder er der stadig ild. De brander nemlig en hel del af, lige i starten af tørtiden. De kalder det kolde brande, og de tager ikke så meget med. De varme, som de prøver at undgå, kommer i slutningen af tørtiden, og de tager alt! Sådan har abo'erne plejet landet i 50.000 år, og nu er de hvide ved at lære det (af dem).

Vores første stop bliver ved Maguk, hvor vi går en tur i monsoon-skoven. Vi skal lige ud af tolv kilometer grusvej, som støver helt utroligt meget. Lidt ærgerligt med vores nu-rengjorte bil, men det skulle jo ske.

Vi går langs et lille krystalklart vandløb. Et sted udvider det sig lidt, og man kan se store fisk et par meter nede i det grønne vand. Her er mange vandplanter, men idyllen bliver brudt af en stor krokodille fælde.

Jeg bliver nødt til at holde ind ved et termitbo. Har set mange ude på de åbne områder, og mellem træerne. De er enorme, op til fem meter høje og halv anden i diameter. I nogle områder står de rigtigt tæt, for så at forsvinde til fordel for nogle usle små nogle.

Det meste af parken er egentlig ejet af abo'er, og her er også et kultur-center. Det er rigtigt flot sat op, og man får da et lille indblik i en unik gammel kultur, som er uendeligt langt fra vores. Det er skræmmende, man kan ødelægge en 50.000 års kultur på 50 år.

Ved side af centret flyder Yellow Water, en rigtig stor flod. Man kan sejle op af den, men til 200 kroner for to timer i en stor båd. Vi går i stedet en tur langs den, på en aluminiums gangbro. Langs bredderne er et meget bredt sumpområde, som er knald grønt. Her vælter det rundt med fugle og fisk. Vandet er klart, og man kan se utallige vandplanter langs hængemosen.

Kun 50 kilometer væk er der en sti langs en billabong, som er et stykke af floden, som bliver afskåret under tørken, og nu er en sø uden afløb. Der er en sti langs bredden, men man kan næsten ikke se vandet for vegetation. Specielt pandanas'ne er tætte i vandkanten. Skoven langs med bredden består næsten udelukkende af papirbark-træer, og skovbunden er meget tør og bar.

Over mit hoved sidder sorte kakaduer og støjer, mens små fugle vimser rundt og fanger fluer omkring mig. Store flokke af rosa kakaduer sidder på de flade græsområder, og med hyppige mellemrum kommer et par hvide støjende over vores hoveder. I nærheden af vandet sidder der flere forskellige arter af hejre og skaver.

På trods af, vi er her i den kolde sæson, er her behagelige 32 grader. Jeg nyder virkelig denne temperatur, det bliver hårdt at komme hjem.

Efter at have set kultur-centret og ikke mindst snakket med Stuart, har vi fået lidt mere lyst til at se abo'kunst. Ved Nourlangie Rock er en flot samling, samt en pudsig høne, som jeg ikke lige kan finde et navn til.

Som alle andre steder er malerierne på undersiden af fremspringe klipper eller på væge under store udhæng. Disse er op til 5.000 år gamle. Nogle steder er der mange oven på hinanden. Aldren bestemmes ud fra stilen, men også ud fra hvilke dyr, der er afbildet. Klimaet, og dermed dyrelivet har ændret sig gradvist gennem tiderne.

Billederne er til forskellige formål. Nogle er bare til pynt, nogle er ceremonielle, nogle er opdragende og så er der nogle, der fortæller abo'ernes historie. Der er mange dyremotiver, og sjove karakerture af mennesker. Man kan godt se forskel på mænd og kvinder.

Der er mange lave klipper spredt ud over parken, de er vist alle sandsten. Nogle steder er der runde strandsten i, og det ser temmelig specielt ud, når de eroderer. Mange steder er der søjler, nogle af flere sten oven på hinanden. Jeg må nødvendigvis fotografere nogle, der mest af alt ligner paraplyer.

Vi kravler højt op i nogle klipper, og får en flot udsigt til de omliggende okkerfarvede klipper og Arnhem-sletten, som er et enormt fladt område, som bliver oversvømmet årligt.

Alle steder vi kommer vrimler det med søde små firben, som logrer med halen. Her er også nogle kolibri-agtige honningædere og mange andre småfugle. Der i mod er her forbløffende få mennesker. Parkeringspladserne er næsten tomme, og vi møder praktisk talt ingen på stierne.

Vi forlader de fantastiske sandstensformationer, og svinger op mod Ubirr, hvor der skal være en fantastisk solnedgang og flere malerier. En mager og ung dingo krydser vejen, og står med halen mellem benene i vejsiden.

Vi går hurtigt op til toppen, og får ikke set så meget på malerierne. På toppen sidder og står 50 mennesker. Rundt om os ligger et enormt stort og grønt område til den ene side, og fantastiske flotte sandstensklipper, badet i den nedgående sols røde stråler, til den anden. Vi kan se helt ud til East Alligator River (den opdagelsesrejsende kendte ikke forskel på krokodiller og alligatorer, amerikansk ignorant!).

Vi ser malerierne på vej ned. De er op til 23.000 gamle, de nyeste er fra 1985. Et er af jægeren, som blev bestjålet. Han ventede, til tyven og hans familie sov i deres hule. Så rullede han en stor sten for indgangen. De kom ikke ud om morgenen. Vi går ned mod bilen, men bliver distraheret af en utrolig nuttet klippe wallaby. Den er på størrelse med en kanin, og har fantastiske farveaftegninger. Den bliver siddende lidt, og smutter så ned mellem klipperne.

På vej ud til hovedvejen standser den foran kørende, og hopper ud. Det er en sorthovedet pyton på små tre meter, som krydser vejen. Det bliver helt mørkt, og det vælter frem med flagermus. Jeg er bange for, den ene ikke når væk, men der er ikke spor af den på køleren. En række små kugler viser sig at være kyllinger, og dem undgår jeg med et feber svig.

Vi kommer til Jabiru, som er den eneste by her ude. Finder campingpladsen, og Rikke foreslår, vi checker restauranten. De har kangarubøf på menuen, og jeg spiser mig halvt fordærvet. Jeg sidder og skriver bagefter, mens Rikke bader. En afsindig hurtig pung-gnaver piler på kryds og tværs af restaurantens plads, ellers sker der ikke meget. De lukker, og jeg bliver smidt ud i mørket.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]