[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

19/5 PAPUA NEW GUINEA.

Stille start på morgenen. Vi skal være ude i lufthavnen 9.40, så vi kan ikke nå det helt vilde. Jeg når dog lige den 700 meter gangbro, der går den anden vej i mangroven uden for lufthavnen.

Her er nogle enkelte småfugle og en utrolig mængde store snegle. Længst ude lyder nogle høje klik-lyde, lidt a'la klik med tungen. Vegetationen er tæt, og jeg kan ikke se noget eller nogen. Får et mindre chok, da en ibis letter lige foran mig. Jeg tror, lyden stammer fra store vinkekrabber, men får det ikke bekræftet. Jeg skynder mig tilbage, inden moskitoerne tørlægger mig helt.

Der ligger ikke, som forventet, nogen form for information til os i lufthavnen, kun vores billetter. Vi ved ikke hvem, der henter os i lufthavnen, eller hvilket hotel vi har betalt for.

De søde damer i indcheckningen gør meget for at hjælpe os, men forgæves. Vi lander klokken 14 søndag, og skal flyve klokken 13 mandag. Hvis vi skal bruge resten af søndagen på at komme ind til byen og finde et hotel, skal vi nok bruge en dag mere. For 600 kroner får vi ændret billetten til tirsdag klokken 18.

Cairns har en lille, nærmest sød, international lufthavn. Flyet er heldigvis lidt forsinket, så vi når at få morgenkaffe. Jeg plejer at læse en del om det land, jeg skal til. Denne gang er jeg helt blank. Vi diskuterer, hvilken farve folk har. Rikke får ret, de ligner negere og ikke thailændere. Om det så er landets navn, så kender jeg det ikke. Det hedder Papua New Guinea, og alle steder bliver det omtalt som PNG. Der bor 5.500.000 mennesker, hvoraf 350.000 bor i hovedstaden Port Moresby. Her er en arbejdsløshedsprocent på 60, men folk virker ikke fattige eller underernærede.

Det tager kun en time og tyve minutter at flyve til Port Moresby. Vi letter, vi spiser, vi lander. På vej ud af australsk territorium kommer vi over nogle fantastisk smukke koraløer. Blåt hav i forskellige nuancer, hvidt sand og dyb-grøn vegetation. Vi flyver med Air Niugini (slå den Danny!)

Vi skal have visum, men det klares hurtigt i paskontrollen, så skal de bare lige have 50 kina. Øhh... Kina? Det er den lokale valuta, som deles op i 100 toea [toja]. En kina svarer vist nok til 2,50 kroner. Jeg kan hæve på Visa-kort i afgangshallen. Her sælger de kina til 0.3 UD$ og køber dem til 0,2 UD$, det er da en god forretning. Jeg betaler 25 kroner for at få lov at hæve 200 kina, og garanteret 30 kroner mere, når de bliver trukket på min konto.

Lufthavnen er kun tre år gammel, og rigtig pæn. Det er en af de mange gaver fra Japan.

Der står ikke nogen med vores navne på en tavle, så vi begynder at spørge os for. Folk er vældig hjælpsomme, og inden længe ved vi, vi skal bo på Hotel Gateway, og deres minibus er lilla.

Uden for lufthavnen bliver vi mødt af en brutal fugtig hede. Efter ti minutter dukker bilen op, og vi kører. Lige uden for lufthavnsområdet bliver vi mødt at huller i vejen, der kan give en pansret mandskabsvogn af middelsvær klasse livsvarige mén.

Hoteller er ikke langt væk, og de venter os. Portvagten har en flot uniform, og én sko. Det samme har en ad sikkerhedsvagterne, der står i lobbyen. Selve hotellet og vores værelse er virkeligt flot, omkring fire stjerner som Hotel Prinsen.

Vi smider rygsækken på værelset, og bestiller en taxa for at tage ind til byen, og finde en tur-arrangør. Der er en på hotellet, men der er lukket. En piccolo kører med minibussen ind til lufthavnen for at hente taxaen. Chauffører spørger, om vi vil direkte eller i bue til byen. Vi siger direkte, og kører ud til lufthavnen! Herfra følger vi skiltene til Town. Vi bliver sat af ved nogle bulede olietønder på en beskidt plads. Her virket meget ødet, men det er jo søndag.

Her er nye, flotte højhuse. Mellem dem er bygninger, som man ellers kun ser i Palestina. Vi kan ikke finde nogen tur-operatør, ingen café, foto-forretning eller for den sags skyld noget andet (med undtagelse af tre banker), der minder om en storby.

Vi går "torvet" rundt, vi går blokkene rundt, og det ligner stadigt intet. Ingen kioske eller supermarkeder. Nogle gadehandlere sælger hjemmerullede smøger (rullet i avispapir) og enkelte smøger fra pakker. Andre sælger nogle pudsige frugter, der ligner små lime frugter. Det er bitter-nødder. Sammen med en blomsterstand og lime-pulver udgør de en dårlig vane. Fra børn er fem begynder de at tygge bitter-nødder, og spytte den blodlignende sovs fra sig. Folk er afhængige, og bliver syge, hvis de ikke får nødder. Man kan til gengæld ikke mærke på dem, de bruger nødder. For et par år siden forsøgte man at stoppe det, men halvdelen af parlamenter bruger også. Man er ikke i tvivl om, hvem der tygger. De har mørkebrune tænder og røde læber. Skallerne fra nødderne ligger alle vegne, og den røde sovs sidder over alt på plankeværk, vægge og fortove.

Vi går ned til stranden, hvor der er mange mennesker. Der er adskellige wollyball kampe igang, og folk nyder søndagen. Vi opgiver at finde noget åbent (eller lukket for den sags skyld) og beslutter at tage en bus hjem. Det viser sig, taxaen ikke koster 75 kroner, kun 25. Sådan er det jo bare hver gang. Bussen koster kun en tiende del, og ikke alene er de behagelige, de kører også hver minut eller to. Når der ikke er flere siddepladser, kan der ikke komme flere med!

Vi spørger om hvilken bus vi skal med, og folk er utrolig hjælpsomme. Nogle spørger uopfordret, om vi er OK. Bussen kommer og vi kører i en stor bue tilbage til hotellet.

Vi passerer adskillige markeder med tøj og grønt. Vi skal lige lure stemningen, før vi kaster os ud på dem. Vi har ikke set en eneste hvid i centrum, hvorfor? Vi har fået strenge direktiver på ikke at gå ud efter mørkets frembrud, så vi bliver på hotellet.

Aftensmad i restauranten sammen med ti hvide forretningsmænd, hovedsageligt australiere. Fra anden verdenskrig til 1976 var PNG faktisk australsk koloni. Tidligere var det tysk og engelsk. Aftenen foran fjernsynet, der har de sædvanlige satellit-kanaler.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]