[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

11/5 BLACKDOWNS NATIONAL PARK

Vi vågner til en flot skyfri himmel, det har hjulpet at køre ind i landet. Uden for byen bliver vi, som forventet, mødt af opdyrkede marker. Her bliver dyrket milo-korn, bomuld, majs, lucerne og noget ukendt.

En flok regnbue-lorryer på flere hundrede flyver forskræmt op fra en milo-mark, og jeg må bremse hårdt, for ikke at kollidere med den tætte flok. Der er enkelte flotte bottle-trees på de opdyrkede marker, og i grøftekanterne, og jeg bliver lige begejstret, hver gang vi ser et.

Vi får morgenkaffe på tanken i Dululu, og sidder og steger i solen. Landskabet bliver væsentligt tørrer, og det er kun afsvedet brunt græs med spredte eukalyptusog bottle-trees.

En politibil kommer imod, og presser os ind til siden. Så følger en lille bil med blink og et skilt med Wide Load. Lige efter kommer to biler fra el-selskabet, og så er det jeg finder kameraet frem! Nok en politibil og så en super-svær-transport med en minelastbil på. Den har tvillingemonterede to meter hjul, og rager ud over begge rabatter, cirka syv meter bred. Den brøler forbi med omkring 80 kilometer i timen. Godt vi ikke holdte i vejen!

Figenkaktusserne for selskab af nogle store euforbia'er i et område, men så forsvinder de igen. Flere steder ser vi store trappe-par spankulere rundt i det afsvedne græs.

I Dingo støder vi på et rigtigt road-house, med benzin, bad, kaffe og senge. Vi får lidt at spise, mens nogle "nye" fugle holder os med selskab. De minder ret meget om mussefugle, men jeg er ikke sikker.

Træerne bliver tættere, det bliver næsten skov, og bottle-trees'ne forsvinder. Vi når Blackdowns National Park, og starter turen op ad taffelbjerget. Parken ligger hovedsageligt på toppen af det 600 meter høje plateau. Her er temmelig tæt skov, bestående af eukalyptus, pinjer og nogle enkelte palmer. Der er intet muldlag på de forvitrede sandstensklipper,og her virker meget tørt.

Vi ser først udsigten fra Horseshoe klippen: Nøgne klipper og et fantastisk vue ud over lavlandet. Vi kører vider, mens vi diskuterer, om motoren lyder forkert, eller vi bare er hysteriske (den diskution fortsætter resten af dagen, uden løsning). Der lugter pludseligt mærkeligt, lidt sødeligt. Jeg tænker kølervæske, men kan ikke finde nogen utætheder. Rikke spørger, om her gror vilde oliven.

Næste stop er midt inde i parken, hvor Mimosa Creek har skabt Officers Look-out. Jeg traver alene to kilometer ud til udkikpunktet, og konstaterer: Vejen er alt, målet er intet. På vej tilbage kigger jeg efter de sagnomspundne fantasifostre: Koalaer. Ikke alene ser jeg ikke nogen, jeg ser heller ikke nogle store grene, der ligger på stien.

Rikke har siddet i bilen og tænkt. Er der ikke noget med, vi har et glas rødvins marineret oliven liggende? Ganske rigtigt, hele bunden af ladet sejler i oliven-rødvin. Ved fælles hjælp får vi tømt bilen, og tørret skidtet op. Mens vi propper tingene på plads, siger Rikke, at det gjore vi også for 24 timer siden. To ranger'e kommer kørende forbi, og spørger, om vi har problemer. Tjah, men ikke noget de kan hjælpe med.

Vi triller ned igen, og tilbage til Dingo, for at tanke. Så svinger vi ud på en mindre vej; Developmental Road. Den fører os nordpå, hvor vi kører gennem nogle tørre græsmarker med okser på. En mangefarvet og en kongeparakit flyver op foran os, ellers sker der ikke meget.

Vi standser på en ødet rasteplads ved fem-tiden, for at lave mad. Natten falder på i løbet af fem minutter, og vi fortsætter i mørke. Vi har ikke set nogen bygninger på denne vej mens det var lyst, men nu kan vi se meget spredte lys, langt ude på markerne.

Vi når Peak Downs Highway, og svinger til højre mod Mackay. Fornemmer vi kører gennem sukkerrør, ellers ser vi ikke andet, end nogle hopperer.

Klokken kvart i ti når vi Mackay, hvor vi booker ind på den første campingplads. Vi har kørt 635 kilometer i dag, og jeg er mør.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]