[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

8/3. MATHIANNA FALLS .    

Vågner klokken halv seks, ved at jeg syntes min ryg er lidt kold. Checker termometret: 4oC, så er det nok derfor. Vi ligger temmelig tæt resten af natten. Solen står op, og vi venter lige lidt, så den kan varme vores verden op. Klokken ni tager jeg lige temperaturen: 2oC, så det har nok været lidt frost i nat. OG DET KALDER DE SOMMER!!!

Nede over floden er der mosekonebryg, og fra træernes kroner lyder fuglesang. Den primitive tømmerbro med brædedæk, som vi så næbdyret fra i aftes, kan bære 46 tons, det er da meget pænt.

Jeg går en lille tur i polarmorgenen, men ser ikke flere næbdyr. Der i mod er der en fantastisk udsigt både ned og op af den lille flod.

Vi tager tilbage til kæmpe ecalyptusen, så jeg kan støve lidt rundt i regnskoven med de enormt store bregnetræer, i dagslys. De er stadig imponerende, men noget af stemningen forsvinder med natte. Denne sti er en af Tasmaniens Short Great Walks, som er spredt ud over øen. Der er 30, som med god grafik ved indgangen, og virkeligt vellavede gangstier og -broer, fører én ud til de smukkeste steder i naturen. En folder beskriver dem alle, med beliggenhed, hvad ser man, længde, eventuelt park entre, toilet/BBQ, sværhedsgrad, egnethed for grupper, i dårligt vejr og om men må ha' hund med.

Vores næste korte store gåtur er ud til Mathianna Falls. Køreturen er ret lang, af en smal men rimelig grusvej. Det meste af vejen går gennem nytteskov, men den er også spændende, når den står på en næsten lodret bjergvæg.

I en stor rydning ser vi nogle rødkælk-ligende småfugle, de har bare signalrødt bryst.

Vandfaldet kan høres langt væk gennem bregneskoven. Vi går af en meget smal sti, der kryber op af sandstensbjergets stejle side.

Faldet er rigtigt flot, omkring syv til otte meter højt og halvanden meter bredt. Det bliver brudt nogle gange på vejen ned, og solen brydes i de hvide kaskader.

Vi kører tilbage til Fingal. Tanken er næsten tom, så bilen må have sin del.

Der er et andet vandfald lige i nærheden, kun 26 kilometer af zig-zag grusvej, der ikke lader nogen tivoli-rutshebane noget tilbage. St. Columba faldet er fantastisk, 90 meter højt, og med god tilstrømning. Dette fald tager nedturen i flere etaper på den bare klippevæg, og ender blandt store klippeblokke, hvor bregnetræer stortrives. Det er umuligt at fotografere, det kræver mindst seks skud.

Stien hen til faldet kræver også sine fotos. Mosser, bregner, forvredne stammer og en lille bæk giver det ene motiv efter det andet. Det værste er, jeg kun har ASA 200, og hvis disse fotos skal være gode, skal de tages med ASA 800. Det må jeg have fat i, før vi forlader den tempererede regnskov.

Solen kommer og går, og vi er mest nede i skovbunden, så det er temmelig koldt, næppe mere en 16oC. Yder mere har jeg været dum nok til at klæde mig på efter vejrudsigten. De havde lovet et højtryk lige over Tasmanien med følgende 25oC og høj sol. Her går jeg og småfryser i tynde nylonbukser og sandaler. Rikke fryser også, men det er mere reglen end undtagelsen.

På vej tilbage til parkeringspladsen møder vi til vores store overraskelse en bus fuld ældre australiere. De er i højt humør, og én spørger, om vi kører i en lille blå bil. Næ, hvorfor? Bussen har lige kvast den! Tror det er en australsk joke, til vi ser bilen. Så slemt er det heller ikke, men den har fået en bule. Fatter ikke, hvordan chaufføren har troet, han kunne vende, før der blev flyttet en bil eller to.

Bare fordi man har set to flotte vandfald, kan man jo godt se et til. Ralph Falls er i samme skov, ikke mere end 16 kilometer væk. Vi kører lidt tilbage af samme vej, og drejer (ad et par gange) rundt om et skarpt hjørne, og kører ud af et smalt spor med græs i midten.

Fra parkeringspladsen er der kun ti minutters gang gennem en ny type skov. Meget bredbladede bregner og et fuldt mostæppe. Fra træernes grene hænger op til 20 centimeter lange mosranker.

Vi runder et hjørne, og den mest fantastiske udsigt åbenbarer sig. En stor solooplyst og meget lysegrøn dal, langt under os, nogle helt lodrette og næsten bare klippevæge med bonsai-træer på og et smalt vandfald på 100 meter i èt fald. Det er et af de smukkeste syn, jeg har set, jeg ville bare gerne have lidt sol på. Vi bliver der et stykke tid, men solen bliver nede i dalen.

Vi beslutter os for at finde en campingplads lidt tidligere i dag, og kører mod Weldborough.

På vej ud af skoven passerer vi igen en nyligt dræbt vombat. Rikke ser et dyr løbe væk, en possum eller en djævel. Vi standser og jeg undersøger ådslet. Der er ingen tegn på vold, hvilket tyder på possum. Så hører vi en tykkere gren knække, det tyder på djævel. Hvis vi snart skulle fra øen, var vi blevet siddende på lur, men vi har stadigt en del at se, så vi ser måske djævel, en anden gang.

I Weldborough er der kun et sted at sove, på pubben, der kalder sig Simply the Best Worst Pub in Tassie. På menukortet er blandt andet djævelburger, kangaru bryster, maddikesovs, eucalyptusblade-suppe, spyfluekage og lignende. Nu tror man så det er en tassie joke, men efter at have set campingpladsen og ikke mindst toilet- og badeforhold, er vi tilbøjelige til at tro, det er rigtigt. Campingpladsen koster 55 kroner, og de har varmt brusebad.

Værternes store sorte hund følger nøje med i Rikkes madlavning, og virker en anelse stødt, da den bliver sendt væk, da maden er færdig. Som tak, underholder den, da den lokale latterfugl endelig holder kæft.

Vi går tidligt i seng, så kan vi nå at sove lidt, før vi vågner af kulde.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]