[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

2/2. LANG LØRDAG I LINCON

Rikkes ide om, at hvis hun sover inde i byen, er hun mere tryg, og sover bedre, er rigtig skidt! Vi prøvede først nede ved vandet, men her stod en flok teenagere og fnisede. Kørte op foran turistkontoret, og nåede lige at ligge os, før de samme teenagere beslaglagde bænken foran bilen.

Endelig kom politiet, og hyggesnakkede med dem, men fik også lige navn og adresse. Så gik tøserne, og så gik fyrene. Til gengæld blev vores vej omdannet til en racerbane. Det gik også over, men så begyndte fulderikkerne at gå råbende forbi. En alarm går i gang, og det varer længe før den bliver slukket. Det kan godt være Rikke sover utrygt i nat, men jeg SOVER ude på landet.

Da vækkeuret trutter klokken 8.30, beslutter vi hurtigt, at vi egentlig ikke gider gå i svømmehallen. Det er overskyet, så vi snupper lige en halv time til. Da Rikke hopper ud af sengen, falder jeg ned på træpladen, det er det hun har brokket sig over hver morgen. Endnu en fordel ved at stå tidligt op (hvilke andre fordele er der egentlig, når man ikke spiser orm?).

Rikke går ind på turistkontoret som oplyser os om, at man kun kan komme på Internettet på biblioteket (det har lukket i dag), søhestefarmen kan man kun se på arrangeret tur (minimum seks personer, vi er fire tilmeldte), bybussen kører to gange i dag, den ene er overstået.

Går ned på den nærmeste café for at få kaffe og planlægge. Det støvregner en anelse og der er også lidt vind, så udendørs aktiviteter er med fleecejakker på. Vi skal have købt hovedpudebetræk og et termometer. Tager handelsgaden fra den ene ende til den anden, ser lidt på tøj, køber lidt mad, værktøj og WD40 til bilen. Dørhåndtagene er blevet temmelig stramme af alt støvet. Olie hjælper, men så sætter støvet sig også.

Jeg pusler lidt med bilen mens Rikke læser. Så kører vi ud til industrihavnen. Meget store tankskibe får (tror jeg) hvede ombord, og en fiskerbåd lander sin fangst af flade torsk (de hedder nok noget andet). En flok mænd er beskæftiget med det. To fanger net nede i lastens plumrede vand, én betjener kranen, to fordeler dem i kasser, to vejer kasserne, én skovler is på, én åbner isposerne og hælder isen op i en stor kasse, to sætter kasserne på paller, og én kommer folie om og sætter pallerne over til chaufføren. Og så er der alle dem, der bare er der, for eksempel maskinmesteren. Han ligner en fastlands mekaniker, fra skoene over det olieplettede tøj til håret.

Tøffer ind til en hyggelig lille café, for at få sandwich og (det gætter I ikke:) kaffe. Vi sidder og kigger ud i bugten, som langsomt fyldes op af små sejlbåde. Det er stadigt overskyet, og der kommer en lille byge, der lige gør asfalten våd. Sidder og lytter til rigtigt sørgmodige skotske folkemelodier, meget smukt, og det er svært at rykke videre. Vi har fået bekræftet, at turen til søhestefarmen bliver til noget, det er om en time.

Sidder lige og tænker på, dette nok ville være mere spændende at læse, hvis vi oplevede lidt mere. Vi har faktisk spurgt på en tur i bure ned til de store hvide hajer, som har deres store yngle område 31 kilometer ude i bugten.

Desværre tager en sådan tur fire til fem dage, da der skal forfodres. Så får man også mindst fire dyk, og der er 65-70% chance for at se bæsterne. Alt mad og overnatning er med i prisen, som er små 7.000 kroner for en båd. Jeg tror, vi tager 14 dage i Ægypten i stedet for.

Det er blevet tid til søhestene, som vi skal se ude i et industrikvarter. En masse glasfiber tanke på omkring 150 liter har af- og tilløb. De står på ben, så man let kan se ned til fiskene, som klamrer sig til et groft net. Vi hører lidt om, hvad de æder, hvordan de yngler, hvor store og gamle de bliver, de forskellige arter og sådan. Så går vi rundt og ser ned i tankene til de forskellige størrelser og farver. De får lidt at æde, og så trisser vi af.

Der ligger også et muslingemuseum i byen. Vi har ikke så meget andet at lave, så vi kigger forbi. Det er flere private samlinger, som meget påfaldende ligger på et plejehjemsområde. Ikke særligt professionelt, men sneglehuse, krabber, muslingeskaller og meget andet pudseløjerligt fra havet, er da altid sjovt at se på.

Solen dukker frem, og vi tager ned til sydspidsen af Eyre halvøen, som næsten er en ø for sig selv. Vores mål er at se solnedgangen fra udkigspladsen på Memory Bay. Vi følger skiltene, og kommer til indgangen til Lincon National Park. Det koster 25 kroner at komme ind; lig dem i en kuvert, og kom den i postkassen.

Vi finder pengene frem, og triller ud af den 40 kilometer lange vej. Den bliver en etsporet, meget slynget grusvej. En emu krydser vejen, og en stor 4WDer kommer ræsende imod. Vi undgår med nød og næppe hinanden, og han ræser videre, med den dobbelte hastighed af, hvad der er lovligt. Senere ser vi nogle flade græsområder, hvor der er kørt ræs. Nogle af skiltene har skudmærker: Mærkelig park!

Vi runder et hjørne, og holder ved et låst led. Der står, der er begrænset adgang til området, og nøglen kan fås på turistkontoret (40 kilometer væk). De er ret tæt på at miste et led!

Vi kører lettere frustreret tilbage til skuret, hvor vi betalte. Læser samtlige plancher med mere. På et kort står med meget små bogstaver: Closed gate, og intet andet. Det skal vi lige have en snak om på turistkontoret i morgen! Rikke smider en seddel i deres postkasse (hvor vores penge også røg ned), hvor hun giver sin uforbeholdne mening.

Nu er det så sendt, så vi ikke rigtigt kan nå noget andet udendørs, så vi triller ind til byen, for at få aftensmad. Rikke skal have muslinger igen, og jeg vælger dagens ret: Surf 'n' Turf (Bøf med rejer, blæksprutte og muslinger). Rigtig lækker, men Rikke er skuffet, hendes smagte ikke lige så godt som i går.

Sidder og tænker på det med Internettet. Jeg er sikker på, at næsten alle backpackere bruger Internetet intenst. Vi ser bare ikke nogen rygsæk-folk. De "back-packere" vi ser, er gråhårede og kører i campere. Vi har set én blaffe, og det var en ældre surf-bums, der i øvrigt blev taget op af den første forbikørende. Ved de få seværdigheder, hvor der har været turister, har det været de før nævnte, eller nydelig klædt unge mennesker i almindelige biler uden synlig bagage. Det kan være, at Australien er ovre sin back-packer periode, og man nu tager til østen, eller hvad ved jeg?

Klokken er otte lørdag aften, hvad laver man så? Biografen! Vi har ikke set så mange biografer, men Rikke spottede én i går. Vi triller ud til den, og spørger om, hvad vi kan se i aften. De unge mennesker ser med overbærenhed på os, og fortæller, klokker er over otte! I morgen kan I se...

Lettere surmulende triller vi ind på et af de sore supermarkeders parkeringsplads, for at tilbringe natten. Pladsen virker stille nu, men lad os se. Rikke læser i sin bog, jeg skriver og læser om, hvad vi kommer til senere.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]