[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

25/1. MINEBY I VESTEN.

Pudsigt; road trains'ne brølede forbi, indtil vi lagde os til at sove, og så hører vi først et, da vi vågner. Endnu en varm nat lover en varm dag.

Vi kører ud på Great Eastern Highway, hvor vi kommer til at følge en vand pipeline de næste 300 kilometer. Første gang vi holder ind, er i Yellowdine, hvor der er et roadhouse i kanten af parken. Kaffe og et godt langt bad sluttes af med tøjvask. Så er vi klar igen.

Der dukker hele tiden nye blomster og buske op i vejsiden. Vi har sagt farvel til græstræer og kakadue, men nu står der en tavle, der advarer mod kameler. Der står en enkel kæmpe figenkaktus og to enorme agaver midt ude i ødemarken. Jeg mener ikke, de har noget med Australien at gøre.

Rabatten er næsten dækket af emu kadavere, man kan se fra det ene til det næste. Næste park vi kører igennem er Boorabin. Mange små sølvagtige buske, og store nyafbrændte områder. Så kommer Goldfield National Park.

Der vises af til et udsigtspunkt, og vi svinger. Endnu en af de imponerende kæmpe granit knolde. Vi går op af den. Meter store grønne buske syntes at gro i hårfine sprækker i den skrå klippe.

Her er også nogle af de agameagtige firben, som jeg vælger at kalde rock-runner. De er temmelig meget for hurtige til at blive fotograferet uden linse. Her er også nogle kvadratmeter store fem centimeter dybe pytter midt på den nøgne klippe. Der er små krebsdyr og 8-tals orm i. Der er vist ikke èn krebs, der er single.

Vi kommer tættere på på Kalgoorlie-Boulder og der er tættere og tættere mellem guldminerne. Vi ser et roadtrain svinge ud på vejen med sine fire trailere, og det var ikke en af de helt store! De har verdens største her, og dem VIL jeg se!

Vi kommer til byen gennem et stort industrikvarter. Her er godt 30.000 indbyggere, og rigtig gang i den. Hovedvejen bliver til hovedgade, med massere af forretninger. Starter med frokost og WC.

Finder byens offentlige toilet, der denne gang koster penge, men så sælger de også brusebad, en dejlig ting her i heden. Vi kigger lidt på tøj, sko og tatovering, gæt til hvem. Finder turistkontoret, og spørger til de rigtigt store road trains. De havde verdens største på godt 1000 tons og godt 1000 meter, som kørte godt 8000 kilometer sidste år, men nu er de tilbage til fire-fem trailere.

Finder det lokale bibliotek, for at finde ud af, hvor den australske knold vi har der hjemme, gror i Australien. Damen er rigtig hjælpsom, men der er kun omtale af fire-seks familiemedlemmer i hver bog, men der er 31 i alt.

Så søger vi bare på Internettet, googel: www.bihrmann.com og to andre, hvor det er den enes familie navn, og den andens slægtsnavn. Nå, de fleste af familien lever i Queensland, New South Wales og Northern Territories.

Kører ud til en udsigtshøj, uden udsigt.

Så prøver vi den lokale biograf. Vi kan vælge mellem Shallow Hal og Spy Games. Så kan vi da bare køre ind til byen igen og foræde os i KFC (Rikkes ide, ikke min!)

Tilbage til centrum, kun for at konstatere, det offentlige toilet lukker klokken 17.30. Nå, så går vi da bare ind på en bar. Sorry sir, not with "klip-klappers"! Så spørger jeg mig selv; Hvad gør man efter 17.30 hvis man kun har klip-klappere?

Finder en anden bar, der først har fortøjskodex efter 21.00. Ret hyggelig, og priser, der minder om Danmarks. Der er rigtigt mange barer, og mange af dem er seriøst store. Det kan vel ikke undre, det er jo en minegraver by. Og hvad er der ellers i sådan en by? Rigtigt: Red light distrikt. Det er egentlig ulovligt, men har vundet hævd. Skuffende; 16 bokse med halvnøgne piger. Vil klart anbefale Amsterdam.

Vi kører 100 meter op af gaden, men der er politistationen, så 50 meter tilbage, og så overnatter vi.

Rikke har udviklet nogle usandsynlig blodtørstige tendenser: hver gang en uskyldig, lille og intetanende myg eller flue kommer inden for hendes rækkevidde, forvandler hun sig til en ubarmhjertig dræbermaskine. Jeg tager de små søde kræ helt anderledes, men de stikker jo heller ikke mig.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]